Om skriveblokade og cigaretter ...

 Dette bliver blogindlæggets eneste billede. Jeg HAR taget billeder i junglen og vender tilbage med det hele ... Men lige nu må I nøjes med Carla på stranden ...

Det er nu syvende gang, at jeg forsøger at skrive et blogindlæg. Jeg tror simpelthen, at jeg har skriveblokade, fordi jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal beskrive junglen.

De sidste par dage har jeg befundet mig i en slags trancetilstand, hvor jeg har drømt om rødt mudder, små vandløb, mærkelige planter, varme heste og surrealistiske insekter.

I dag skulle jeg have været til morgen-barbeque hos Funky. Men eftersom jeg roterede som en søvnløs grillkylling hele natten, vågnede jeg med så små og ophovnede øjne, at de krævede adskillige kopper kaffe, før jeg endelig kunne smøle mig ud af døren.

Da jeg nåede frem til Funkys hus var barbequen for længst opløst og derfor relokerede jeg til Tex Mex-baren i håbet om, at andre omgivelser ville give mig et glimt af inspiration, så jeg kunne fortælle ordentligt om mine tre dage i junglen.

I går forsøgte jeg at skrive hele dagen uden held, så jeg var mildest talt noget olm,

da Rafael kom spadserende ind i mit hus, som om han netop havde erobret hele verden. Han havde både jungleblomster og en stribet fjer med til mig, men jeg sad bare og tampede fnysende i tasterne på den der måde, hvor man først skriver en sætning, sletter den igen - og skriver en ny sætning som man så også sletter mens man knurrer lavmælt for sig selv. 

"Jeg har skriveblokade," udbrød jeg melodramatisk.

"Aha," svarede han, mens han kiggede på mit overfyldte askebæger og mit halvfyldte kaffekrus.

"Men du har i hvert fald ikke cigaretblokade," tilføjede han eftertænksomt.

"Hvad har du spist i dag?"

Her var det så, at jeg burde have løjet og sagt, at jeg havde spist nogle bønner og noget tomat. Desværre holdt jeg mig til sandheden som var, at jeg havde levet af cigaretter og iskaffe hele dagen. Og eftersom jeg lige så godt kunne gå linen ud, tilføjede jeg, at jeg havde vild lyst til Cola Light og cheddarost - men var for doven til at gå i supermarkedet.

Det fik ham til at udstøde en forarget blæselyd gennem næsen.

"Du har skriveblokade, fordi du hverken nærer din hjerne eller din krop," sagde han mens han åd Nutella direkte fra glasset med en ske.

"Cigaretter nærer min hjerne. Det kan jeg mærke," mumlede jeg syrligt mens jeg endnu engang slettede en sætning.

Heldigvis kom jeg i tanke om, at Rafael i går havde sagt, at han ville gå i kirke i dag. Der er en eller anden flok religiøse tosser i omegnen, som prøver at indfange ham i Jesu Kristi navn.

"Skulle du ikke have været i kirke?", spurgte jeg og førte dermed krigen over i hans lejr.

"Jo, det burde jeg faktisk have været. Jeg mener: Det er flinke mennesker og jeg lovede jo sådan set at komme tilbage igen."

Denne gang var det min tur til at udstøde en forarget blæselyd. Sagen er den, at Rafaels jungle-bofælle Senso er omvendt kristen. Det vil sige, at han hver lørdag defilerer i kirke. Og det er sådan en kirke, hvor folk kommer for at blive helbredt for alskens ting og sager, mens de råber op om, at de elsker Jesus. Rafael fortalte om sin første kirkegang og det var nok til at give mig gøjseren. Jeg får simpelthen gåsehud af sådan noget og jeg kan kun give kaffedrengen Antonio ret, da han sagde:

"Religion er lige som en pik. Man går ikke og vifter med den i offentligheden - og man stikker den ikke ned i halsen på folk, der ikke har bedt om det.

Ergo hoppede jeg ud af hængekøjen og gav den ikke for lidt. Jeg holdt et langt foredrag om fanatikere og idioter og tilføjede hårdt at det fan'me var lige meget om det var kristne, hippier, rastafarier ... hvis de ikke kunne acceptere, at man havde et andet livssyn - så var de ikke værd at hænge ud med.

"Desuden har du din kirke lige dér," tilføjede jeg dramatisk og slog hånden ud mod regnskoven.

På det tidspunkt tror jeg nok, at Rafaels hår stod i en lige vinkel bagud efter min intensive opsang. Og han lignede en, der pludselig længtes efter sit eget, lille fredelige hus.

Men han var alligevel ikke sådan at skræmme, for han førte øjeblikkeligt krigen tilbage.

"Ved du hvad? Du ville have det meget bedre med dig selv, hvis du spiste ordentligt."

"Jeg gider ikke gå i supermarkedet i dag. Jeg gider faktisk overhovedet ikke noget som helst," knurrede jeg.

Enden på det hele blev, at den evigt pengeløse Rafael udvandrede med mine stakater i lommen og kom tilbage med linser, frugter, grøntsager og alskens andre sunde ting. Men han medbragte også de tre vigtige c'er - nemlig cola light, cheddar og cigaretter.

Derefter knitrede han en fantastisk guacamole sammen, serverede den med chips og iskold cola.

Efter det måltid var det lidt svært at bevare pessimismen. Da han bagefter lavede kaffe og nutellamadder, sagde han:

"Nu har jeg købt ind til adskillige gode måltider, og jeg skal nok lave dem. Jeg vil i hvert fald sørge for, at du i det mindste får noget lødigt at spise om aftenen. Så skal du se - du bliver meget mere velskrivende, når du får ordentlig mad."

I morges da jeg vågnede, stod der en kop varm kaffe og en lille tallerken med skivede mango- og papyafrugter til mig. Med venlig hilsen fra Rafael.

Som jeg sidder og skriver dette, kan jeg ikke rigtig finde ud af, om jeg bare skal nyde, at Rafael tilsyneladende har taget mit velbefindende på sin kappe - eller om jeg skal skamme mig over, at min livsstil tilsyneladende er så rådden, at en 25-årig knægt føler sig kaldet til at gøre noget ved den.

Det burde jo egentlig være mig, der med kvindelig omsorg tog mig af ham, når han lå med ekstreme tømmermænd efter for mange Bacardi Breezers og ungdommelig aben rundt i nattelivet ... Men sagen er den, at han allerede har været dét sted i sit liv. Vi har efterhånden brugt så mange timer i hinandens selskab, at jeg ved, at han begyndte at drikke som 12-årig. At han har været langt ude på piller, at han har vejet næsten det dobbelte af, hvad han vejer nu - og at han i hvert fald har indtaget det narko, som han skulle indtage i sit liv.

Men i modsætning til mig, har han reformeret sig selv fuldstændig. Han laver fantastisk (vegetarisk) mad, han passer på sit helbred - både det fysiske og mentale. Han drikker ikke - men lige som alle andre i nærmiljøet ryger han en masse pot. Efterhånden har jeg forstået, at potrygning simpelthen ikke gælder i det store sundhedsregnestykke. Faktisk er man mere usund, hvis man ikke tager sig en spliff engang imellem. Og når jeg kigger på nærmiljøet og den fredsommelige og afslappede måde, som folk omgås hinanden på, er jeg tilbøjelig til at være enig ...

Alligevel vandrer jeg stædigt af sted på min vej. Jeg er glad for omsorgen, men jeg ved godt, at mig og cigaretter er så tæt forbundne, at den eneste person der kan få mig til at stoppe ... er mig selv. Sidste år fordoblede jeg mit rygeforbrug, fordi Mr. SweetWords aka MandenDerKnusteMitHjerte kom ind i mit liv. Og hver gang han sagde noget, som jeg godt vidste ikke passede, men som jeg virkelig så inderligt ønskede at tro på - så tog jeg en ekstra cigaret for at dæmpe mine følelser, der forsøgte at fortælle mig, at jeg ikke skulle købe de søde ord. Fordi de ikke havde bund i virkeligheden. Jeg var sammen med en mand, som var excellent til at fortælle mig, hvad jeg ønskede at høre. Og det er vel også en slags talent, formoder jeg. Jeg vil nu - ved nærmere eftertanke - tage ærlighed over alt andet ...

Foreløbig er eftervirkningerne af Mr. SweetWords, at jeg kun stoler på mig selv og min egen dømmekraft. Jeg har svoret en dyr ed på, at jeg gerne vil lade mig inspirere at andre mennesker - men jeg vil aldrig, aldrig gå imod min egen mavefornemmelse igen. Og lige nu siger min mavefornemmelse mig, at jeg ikke kan eller vil stoppe med at ryge.

Så tak Rafael. Tak for omsorgen. Men du kommer ikke til at ændre mig. Den eneste der for alvor kommer til at ændre mig ... er mig selv ...

Ps: Jeg skal nok fortælle om min jungletur, for den var helt fantastisk. Tror faktisk at den var så fantastisk, at jeg lige skal fordøje den først. Det er lige før, at jeg mener min opsang til Rafael helt alvorligt. Min kirke ligger lige foran min dør. Og den er meget grøn og meget, meget mærkelig ... 

Pps: Mens jeg har siddet og skrevet dette, har Torres slået sig ned ved siden af mig og bestilt øl til os begge. Det lader til, at han overhovedet ikke er interesseret i min sundhedstilstand, hvilket jeg virkelig værdsætter ...