Til verdens ende og tilbage - del I

TAAA-DAAA!!! ... Hermed et billede af the thinking surferdude aka Edwin. Her i ridetøj og iført ridepisk und alles ...

"Oh man, så fik de dig endelig, hva'?," sagde Rafael og pegede på min hals.

"Hvem fik mig?," spurgte jeg distræt og rodede videre i mit musikbibliotek for at finde et godt Cure-nummer.

"Edderkopperne selvfølgelig. Du har et edderkoppebid på halsen," svarede Rafael.

"HVAD HAR JEG?," hylede jeg og sprang op og løb hen til spejlet.

Og ganske rigtigt. Udover en ufattelig rød Rudolf-næse havde jeg også erhvervet mig et insektbid på halsen, der havde en foruroligende lighed med et edderkoppebid.

"Det ser ud til at være harmløst," konstaterede Rafael, der straks overtog musikbiblioteket og ledte videre efter Cure-nummeret.

"Hvis det er en af de giftige, så begynder vævet at rådne. Lidt ærgeligt, når det er på halsen."

"Hmmm," konstaterede jeg.

"Jeg tror nærmere, at jeg er blevet bidt af en regnskovsvampyr."

"En meget smuk regnskovsvampyr, der er blevet besat af min kølige skønhed og mit intellekt, og som nu passer på mig," tilføjede jeg og sukkede længselsfuldt.

"Pfft ... Det er bare en edderkop. Og du burde holde op med at læse dårlige vampyrromaner," svarede Rafael hårdhjertet og satte Cures 'Lullaby' på.

"Spiderman is having you for dinner tonight," sang han veloplagt og dansede hen for at sætte vand over til en kop te.

Se godt på disse tre frugter og vid, at alt hvad der er godt kommer fra dem ... yes, yes ... det er kakaofrugter - og hvis man lige bearbejder dem lidt, bliver de til chokolade ...

"Ude i regnskoven hørte jeg rygter om en brazilian jumping spider - hvorfor skal jeg vide den slags ting," sagde jeg klagende.

"Oh, yeah ... bananedderkopperne. Dem er der masser af over på Stillehavssiden. Dem skal man holde sig fra, de angriber ved at hoppe på dig. Og de er hamrende aggressive," forklarede Rafael sorgløst.

"Alle dyr her omkring kan hoppe. Hvordan kender jeg forskel på den og de almindelige ulveedderkopper?"

"Well, hvis den angriber dig og bider dig, så er du i deep shit. Men somregel advarer den først ved at løfte forbenene - og så flytter du dig bare."

"But fuck me ... De sætter sig jo allesammen på bagbenene, når de føler sig truede ..."

"Yeah, I know ... Hey ... fik jeg fortalt dig, at jeg var lige ved at lægge hånden i en eye lash viper?"

"Ja, du skal være glad for, at det ikke var en bushmaster, for så havde din hånd været ved at rådne op nu ..."

Endnu et billede af søde, dejlige Red ...

Efter tre dage i regnskoven var det hyggeligt at være hjemme i mit eget lille, fredelige hus og bare jap-jappe formålsløst med Rafael. Et af vores absolutte yndlingsemner er junglen. Og eftersom han bor endnu længere inde i skoven, kan jeg næsten altid regne med, at han er god for et par anekdoter. Læg dertil at han har slidt som daglejer i markerne i de sidste par uger - og der er fyldt med slanger og andet kryb, som altid er underholdende at høre om.

Det er mærkeligt, at tre dage kan virke som en uendelighed - og alligevel fløj tiden af sted. Da jeg vågnede op om morgenen for den store jungletur, stod regnen ned i stænger. Jeg stirrede olmt på den gennemblødte regnskov gennem mine netvægge og tænkte, at det var absolut typisk, at jeg skulle tilbringe de næste tre dage i silende regn. For det siger sig selv, at regntøj, rygsække og lignende praktisk outdoor-gear ikke er til at finde i Puerto Viejo.

 Første del af turen foregik langs stranden. Men det var heller ikke så skidt endda. Costa Rica har mange nydelige strande. (For nu at sige det mildt...)

Jeg støvede hele byen igennem og det lykkedes mig da også at finde et par tynde, løse bomuldsbukser der helt sensationelt hverken var i rastafari-farver - eller havde et billede af Bob Marley på. Efter som jeg også skulle transportere Carlutten på hesteryg gennem skoven fik jeg fat i en tynd, rød skuldertaske i bomuld. Og det var sådan set dét.

Ikke ligefrem det bedste udstyr til tre dage i junglen. Jeg var hundrede år om at drikke min morgenkaffe og ærlig talt var Rafael ikke lige frem medvirkende til at stemme humøret højere. Han virkede mest af alt lidt præ-menstruel, og vi skiltes i kølighed.

Da jeg endelig nåede op til Edwin, var jeg sikker på, at han ville stå og trippe med opsadlede heste og en utålmodig mine. I stedet sad de sørgelige rester af ham og hans ven, Sheldon, og sugede kaffe i sig med slunkne ansigtsudtryk.

OK. Nu er jeg i det mindste igang igen. Gå ikke glip af den spændende fortsættelse i morgen ... Junglekuller & mudderhuller ...

Men nu bliver jeg simpelthen nødt til at distrahere mig selv og tage ind til Puerto Viejo og drikke nogle af Funkys mojios ...

Jeg har siddet og stirret tomt foran computeren i flere dage - satser på at alkohol og godt selskab kan hjælpe mig videre ....

SES!

Ps. Hep på mig - jeg har ikke oplevet en lignende skriveblokade i al den tid, jeg har været her. Ved godt det lyder krukket, men det er fan'me en mærkelig fornemmelse at have gode ting at fortælle - og så gå død foran computeren. Hvorfor sker det? Pffft!