Optakt til uvejr ...

Alle fire billeder på dette blogindlæg er fra big city, Puerto Viejo ...

Kære, søde bloglæsere,

lige i øjeblikket er jeg ikke er særlig god til at opdatere min blog regelmæssigt. Men når jeg så endelig gør - så er indlægget længere end et ondt år. Derfor har jeg besluttet mig for en ny strategi. Dette er hermed første del af min uvejrs-historie. Del II og III er så planlagt til at komme cirka hver anden dag. (Og bare rolig - det er skrevet, så jeg laver ikke det der med at begynde på historier, som jeg ikke gør færdige. Dét har jeg haft rigeligt af.) Jeg håber på, at det fungerer bedre at opdatere regelmæssigt med lidt kortere historier,  frem for at lade bloggen ligge død for længe. Men sig endelig til, hvis I synes, at konceptet stinker ...

Og så til del I af den spændende historie om det store uvejr i Puerto Viejo:

Det slog aldrig fejl. Bedst som jeg havde skruet mig ned i sofahjørnet med en god bog eller noget rart skrivearbejde, ringede telefonen. Når jeg tog den, kunne jeg høre en ophidset kvidren i den anden ende. Min mors stemme ...

"Der er uvejr på vej," sagde hun melodramatisk.

"Hvor er du? Aha, du er hjemme. GÅ INGEN STEDER - for det bliver uvejr. Har du ris og stearinlys?"

På det tidspunkt i samtalen plejede jeg at anføre, at jeg boede i København, og hvis jeg pludselig løb tør for fornødenheder, så kunne jeg altid frekventere min lokale Seven-Eleven. Og hvis uvejret faldt indenfor åbningstid, kunne jeg frekventere et af de syv supermarkeder som lå i bekvem gåafstand fra min lejlighed.

Så sagde min mor:

"Du skal ikke gå ud! Ikke engang til Seven-Eleven. Det kan være farligt, for det ser ud til at blive et virkelig grimt uvejr. Der er INGEN grund til at begive sig udenfor!"

Derefter fulgte der en nøje beskrivelse af de meget mørke skyer, som hang over min mors hus og en lang række formaninger om at passe på mig selv.

Efter endt samtale havde jeg som regel kun få minutter at agere i, før telefonen atter ringede. Denne gang med min søster Anne i den anden ende.

"Jeg har lige talt med mor, og hun siger, at du ikke tager uvejret alvorligt. Så jeg vil godt lige sige, at du skal ikke tænke på at gå ud - for det bliver virkelig uvejr!"

Herefter fulgte en lige så detaljeret beskrivelse af de mørke skyer over min søsters hus - og derefter flere formaninger. Når jeg atter lagde røret, kunne jeg være sikker på at være mindst en halv time forsinket til den aftale, som jeg havde ude i byen. Ude i uvejret ...

Min mor og min søster Anne har altid været passionerede uvejrs-freaks. Intet gjorde dem gladere end virkelig vildt vejr, og mens det stod på, glødede begge deres telefoner - enten med udvekslinger af uvejrsoplevelser eller også ringede de og generede mig med detaljerede rapporter om deres påståede nærdødsoplevelser forårsaget af den barske natur.

Min mor brød sig egentlig ikke om ris. Men hver eneste gang hun hørte en ekstra spændende vejrudsigt, kastede hun sig veloplagt ud i bilen og fræsede til Haslev, som er den nærmeste større by på min fødeegn. Her galoperede hun ind i det lokale supermarked og med fanatisk skinnende øjne hev hun store mængder af ris og stearinlys ned fra hylderne.

Hun havde en teori om, at hvis der indtraf en naturkatastrofe, så kunne man overleve for evigt, hvis bare man havde ris og stearinlys.

Det er mærkeligt, hvad der egentlig kan slå en helt ud. For da min mor døde, sørgede jeg for bedemand, tøj og alverdens praktikaliteter omkring bisættelsen. Jeg valgte kiste og en urne med tegnede bellis på. Jeg fik trykt 'tak fordi du kom til bisættelsen'-kort og i det hele taget ordnet alt det arbejde, der er omkring et dødsfald. Jeg var - som min far plejer at sige - hård som sten og kold som et glasøje.

Et par dage senere hjalp jeg min far med at rydde lidt op og lidt ud. Og da jeg åbnede skabet til mors ris- og stearinlys-lager, føltes det fuldstændig uudholdeligt at tænke på, at jeg ikke skulle se hende mere i dette liv. Jeg tog en håndfuld af lysene ud, tændte dem - og satte mig og hulketudede lige indtil jeg ikke havde kræfter til at vræle mere. Fordi dét lager bare var så meget min mor - hendes excentriske væremåde, hendes store sans for drama og hendes enorme glæde ved at opleve torden og lyn og snestorm og vide, at hvis verden virkelig gik under - så kunne hun stadig redde røven på sin familie med sit helt særlige lager.

Som jeg tidligere har fortalt, er det et par år siden, at jeg mistede mor. Og egentlig savner jeg ikke specielt at have en mor. Jeg er rimelig selvkørende og træffer som oftest mine beslutninger uden at rådføre mig med andre. Sådan har jeg nok altid været. Men jeg savner - og det holder aldrig op - det menneske, som min mor var.

Simpelthen fordi hun først og fremmest var morsom og på en eller anden måde gav livet et ordentligt drys tryllestøv. Hun var et stort menneske, der tog en masse plads - og ikke kun på den gode måde. Hun kunne være hamrende dominerende, hun var direkte hysterisk inden morgenkaffen og hun forsømte aldrig at give sin mening til kende på en måde, så man undertiden havde lyst til at kvæle hende.

Men hun var bare stor. Hun var larger than life på mange så måder, og jeg har stadig svært ved at forstå, at det var hendes kæmpestore hjerte, der i sidste ende tog livet af hende.

Nok om min mor for nu. Det lader til, at jeg stadig har meget at berette på den front. At ordene først kommer nu må betyde, at jeg omsider er ved at bløde op. At mine følelser er et sted, hvor de lader sig beskrive. Jeg håber det bliver sådan ved ...

Heldigvis har jeg stadig min søster Anne. Og når det kommer til uvejr, er hun i dén grad sin mors datter. Eftersom mor ikke længere kan nås pr. telefon, har jeg måttet lægge ryg til et uendeligt antal telefonopkald, hvor min søster Anne med katastrofe-stemme har berettet om det ene og det andet vejrfænomen. Plus de sædvanlige formaninger om, at det var forbundet med livsfare at bevæge sig udenfor ...

Efter seks måneder i Caribien har jeg måttet kaste håndklædet i ringen og indse, at jeg også - og i dén grad - er min mors datter ...

Det begyndte faktisk med, at jeg fik en fiks idé. Eller rettere sagt begyndte det med, at jeg blev lidt forelsket i mig selv.

Trofaste bloglæsere vil måske huske, at jeg blev bidt af en stor, led wolfspider for et par uger siden.

Min fod var helt sig selv dagen derpå, og jeg regnede med, at overfaldskoppen var forsvundet ud af døren til verandaen.

Men det var den ikke, for to dage senere da jeg stod og skar pølser ud til hundesnuden Carla, kom den pludselig nok så frækt spadserende hen over min køkkenvæg. Og for første gang i al den tid jeg har været her, nøjedes jeg bare med at stirre olmt på den og hvæse "Vi er ikke gode venner" - hvorefter jeg uanfægtet fortsatte mit skærearbejde. Da jeg var færdig med det, sad den onde overfaldskop over min toast-ovn og så ualmindelig kæk ud.

Jeg ignorerede den og gik i bad. Da jeg kom tilbage, sad den der stadig, hvilket fik mig til at prikke til den med spidsen af min hårbørste. Og nu kender jeg jo jagtedderkoppernes reaktioner, så den hoppede med det samme og faldt ned bag min toastovn. Jeg begyndte at lægge make up foran det spejl, som jeg har stående ved siden af toastovnen. Pludselig kunne jeg se et par behårede ben stikke ud under  toastovnen, så jeg prikkede til de behårede ben med min pegefinger og sagde: "Kan du så fjerne dig, dit grimme udyr."

Øjeblikkeligt trak overfaldskoppen benene til sig og jeg koncentrerede mig om det nøjagtigheds-projekt det er at lægge flydende eyeliner på. Da jeg var færdig med at smukkesere mig, var den igen vandret op på min køkkenvæg.

Jeg greb derfor bunden af en kæmpestor vandflaske, som jeg havde skåret ud for at bruge som urtepotte og fangede overfaldskoppen i en utrolig elegant bevægelse. Derefter smed jeg den ud, trak i et korset, beundrede mig selv i spejlet og vandrede ned ad grusstien for at komme ind til byen.

Solen var lige ved at gå ned og spillede i lyserøde og rosa nuancer over regnskoven. Og da jeg passerede ylang-ylang-træet blev jeg indhyllet i den skønneste blomsterduft. Cikaderne, græshopperne og de andre nat-insekter kværnede løs, og for at sætte prikken over i'et var frøerne virkelig i topform. En højlydt kvækken lød fra alle verdenshjørner. Jeg var på vej til byen for at fotografere sushi for Funky, måske mødes med min ven, David Dolphin - i hvert fald for at sige hej til Karsten. Og helt sikkert for at drikke et par øl ...

Min nyindkøbte, hellange, blodrøde kjole føltes som et kærtegn mod min hud. Den forsigtige brise var varm, men ikke for hed. Mit sorte korset gjorde mig opmærksom på min krop - og det sidste jeg havde set, inden jeg gik ud af døren var mit eget spejlbillede, som jeg var yderst tilfreds med.

Jeg havde uden pis og skrig og skrål netop fanget en jagtedderkop på størrelse med en pænt stor underkop - og jeg havde rørt ved dens forben med mine fingre. Carla tøffede i hælene på mig og snusede hid og did. Hun var okay. Så vidt jeg vidste, var alle vigtige mennesker i mit liv okay. Og selv følte jeg, at jeg var smuk som en i helvede i denne skønne tropenat - på vej ud til sjov i gode menneskers lag ...

Der var gang i Funkys restaurant og overalt sad der mennesker og nød smukke sushi-anretninger. Jeg tog billeder, drak Cuba Libre og følte mig næsten overjordisk glad. Den nat var jeg decideret forelsket i mig selv, og det kunne andre mennesker også mærke. Så jeg havde det fantastisk.

Men på et tidspunkt mens jeg sad og kiggede ud over restauranten, vendte min jordforbindelse tilbage. Funky er en rigtig god vært, men den aften overgik han sig selv. Han var på tåspidserne hele tiden, han læste folks behov, inden de selv var blevet klar over dem. Han hentede og bragte lækker mad, han kælede for hver eneste cocktail der røg over disken og puttede ekstra rom i mojitoerne til pigebordet, fordi han vidste, at de rejste på budget, og ikke havde råd til særlig mange drinks. Han stoppede op og småsludrede de rigtige steder, fjernede sig diskret fra det forelskede par, foldede et par jokes ud ved herrebordet og dansede gennem restauraten som en leder af et symfoni-orkester, hvor alt bare spillede præcis som det skulle.

Ude i køkkenet blev der lavet sushi med kærlige kokke-hænder, som overstadigt trommede i takt på komfuret, når et ekstra godt musiknummer flød ud af højttalerne.

Alt det sad jeg og kiggede på og tænkte, at det der skete foran mig, var en form for poesi. At have så meget situationsfornemmelse, at få tingene til at gå op i en højere enhed på den måde kræver en mester på sit felt. Funky var mesteren, og han fik det til at virke så nemt.

For mit eget vedkommende kunne jeg ikke forestille mig noget mere angstprovokerende end at servicere vildtfremmede mennesker og huske at smile og virke naturlig. Jeg er genert af natur, og det har taget års øvelse for mig at møde mennesker på en afslappet måde. Selv i dag kan jeg stadig blive angrebet af pludselige tilfælde af akavet generthed, når jeg møder mennesker, som trigger Tykke-Folkeskole-Knirke-11-År-refleksen i mig. Læg dertil at jeg er døv på det ene øre, så hvis der er den mindste baggrundsstøj, skal jeg altid anstrenge mig meget for at høre, hvad folk siger til mig.

Jeg sad lidt og gøs over perspektivet i at arbejde på en restaurant, indtil min indre stemme meldte sig. For hvad var det nu, jeg havde lovet mig selv, da jeg rejste? Jeps, nemlig ... Og fordi jeg var så smækfyldt af selvtillid den nat, sagde jeg til Funky, at jeg gerne ville arbejde for ham, hvis han på et tidspunkt kom til at mangle arbejdskraft.

Han nikkede bare, men jeg vidste godt, at han ikke ville glemme det. Den lille, krølhårede venezuelaner har en hukommelse som en gammel ronkedor.

Til gengæld glemte jeg næsten alt om det, for de næste dage bød på mere jungle, en del strandhygge, skrivning og almen hængen ud i nærmiljøet. Faktisk gik der en helt uge med disse uhyre behagelige aktiviteter.

Lørdagen lagde imidlertid ud på en noget skummel måde. Det var ikke en almindelig gråvejrsdag, som vi ellers har haft en del af på det seneste - det var noget andet. Junglen stod fuldstændig stille, som havde nogen trykket på en pauseknap. Det var kvælende lummert og mens jeg stod og bandede over, at der var gået svamp i mine pæneste sko, ringede telefonen.

I den anden ende var en noget presset og spag udgave af Funky.

"MissEva, du sagde på et tidspunkt, at du trængte til at komme lidt ud?"

"Njaeh, det sagde jeg vel," svarede jeg defensivt. For sandheden var, at jeg lige havde lejet et par virkelig gode dvd-film, købt lækker mad i supermarkedet og lagt an til en totalt doven hygge-fredag.

"Jeg er to mand nede. Pablo skulle være mødt ind nu, men det eneste jeg har set af ham er en sms, hvor han skriver, at han ikke kommer. Den fik jeg for fem minutter siden. Min køkken-souschef sagde op i går og meddelte, at hun ikke kom mere - og det er fredag, og vi har sushiaften."

Jeg sukkede stille. Jeg har indtil videre lært, at arbejdsdisciplin har en noget andet karakter her i Caribien. Man kan faktisk være det største fjols i verden, men altid have et fast job - hvis bare man er stabil og overholder, hvad man lover. Så i stedet for at rigge an til min gode selvforkælelses-aften, gik jeg i bad, skruede mig ned i et korset og tog en taxa til byen sammen med den lille hundesnude Carla.

Da taxa-José hentede mig, så han alt andet end glad ud.

"Jeg kan ikke lide vejret," sagde han stille.

"Jeg kan bare ikke lide det."

Jeg kiggede ud og betragtede kulsorte skyer samle sig over havet. Palmerne bøjede sig mod jorden, hver gang et pludseligt vindstød greb dem og ruskede dem igennem. Luftfugtigheden og heden var kvælende. Bare at spadsere gennem regnskoven i et sindigt tempo havde givet mig svedoverskæg, og jeg kunne mærke sveden løbe ned af min ryg.

Jeg ankom til restauranten cirka samtidig med regnen. En stille, silende regn som  ikke lignede det sædvanlige regnvejr på disse kanter. Men det skulle også hurtigt vise sig, at den stille regn bare var en slags fortrop til det, der senere skulle følge.