Hold nu kæft!

Jeg bliver nødt til at gøre noget, som jeg egentlig ikke bryder mig om - men jeg gør det fan'me alligevel, fordi jeg er sur og vrissen helt ind til knoglerne. Jeg bliver nødt til at bagtale min nye nabo ...

For - ja - lige pludselig er der et hus i nærheden at mit, som er blevet beboet. Og det gyser i mig når jeg tænker på, at det vistnok er på permanent basis. Det er altså ikke ligesom med de væmmelige teenagere, som kun var her en uges tid i Påsken. Det her er, noget jeg kan forvente at skulle leve med.

Men lad mig skrue tiden et par måneder tilbage, og fortælle historien fra begyndelsen. Denne hersens kvinde har boet længere nede af vejen. På et tidspunkt havde hun rodet sig ud i en del problemer, og som altid stod Edwin parat til at redde hende - som han plejer at gøre, når skønjomfruer i nærmiljøet er i nød.

Hendes definitive nedsmeltningsaften faldt så nogenlunde sammen med den samme aften, som en usædvanlig stor og væmmelig edderkop var vandret ind i mit hus. To gange har jeg spurgt Edwin om hjælp, når der har været en særlig ubehagelig edderkop - og denne aften var første gang.

Jeg vandrede op til Edwins hus og fangede ham på terrassen. Dengang kendte jeg ham ikke særlig godt, og jeg var faktisk selv lidt flov over, at jeg skulle bede om hjælp til en edderkop.

Mens jeg stod og fremstammede mit ærinde, svingede en stor firhjulstrækker op foran Edwins hus. Ud af denne enorme bil kom en lille, spinkel, smuk pige med en flaske vin i hånden. Hun kastede ét blik på mig og forvandlede sig uden yderligere dikkedarer til en diminuitiv pittbull-terrier. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle stå der og tale med Edwin, når hun nu dukkede op med en flaske vin i hånden.

Jeg skyndte mig at forklare, at jeg bestemt ikke ville forstyrre og våsede løs om kæmpeedderkoppen i mit hus og at jeg såmænd bare ville høre, om Edwin ville give en hånd med.

Hun mønstrede mig fra top til tå på en måde, som visse kvinder er eksperter i. Den måde der gør, at man pludselig kommer i tanke om, at man er stor og uelegant og går i underligt tøj. Derefter sagde hun meget spidst, at man jo måtte vænne sig til den slags ting, hvis man valgte at bosætte sig i junglen.

Jeg sagde ikke så meget, men nikkede hurtigt, da Edwin sagde, at han ville komme ned til huset og tjekke hos mig. Derefter listede jeg af. Edwin fulgte et øjeblik efter og jog edderkoppen ud gennem et hul i væggen. Derefter trak han sig tilbage til den nødstedte skønjomfru.

Men ... der var ingen tvivl om, at dette damemenneske havde samtlige fang-tentakler ude efter den behårede surfer i hovedhuset. Og der var heller ingen tvivl om, at hun var helt sikker på, at jeg havde samme snedige plan. Noget som hun bestemt ikke brød sig om.

Derfor gjorde hun det til en kær vane at undlade at hilse på mig, når hun passerede mig, når jeg kom vandrende ned af grusvejen. I stedet lavede hun altid et lille, hurtigt hjulspin, så hun efterlod mig dækket af støv i vejkanten. I begyndelsen blev jeg lidt paf over det, men efter at jeg lagde to og to sammen, gjorde jeg meget ud af at vinke over-venligt og entusiastisk til hende, når jeg mødte hende.

De gange jeg mødte hende i byen sammen med Edwin, hilste hun så venligt på mig, som hun kunne - men mødte jeg hende uden Edwin, gjorde hun et stort nummer ud af at ignorere mig.

Der var en periode, hvor jeg næsten frygtede, at det skulle lykkes for hende at få Edwin på krogen. For så kunne jeg godt regne ud, at mine dage som beboer i junglehuset var talte.

Men heldigvis er Edwin inkarneret ungkarl og har indtil videre undgået alle de snedige fælder, som giftelystne kvindfolk har lagt for ham.

Jeg havde godt lagt mærke til, at de sidste par aftener havde budt på en del mere støj end sædvanlig, men jeg regnede med, at det skyldtes at der var indlogeret gæster hist og pist i forbindelse med Edwins fødselsdag.

Men så fortalte Edwin mig, at kvindfolket nede fra vejen var flyttet ind i mit nabohus sammen med sin nye kæreste. Og ja. Det er hun. Den eneste grund til at jeg sidder og skriver dette er, at jeg bliver nødt til at holde mig beskæftiget, så jeg ikke går over og knækker nakken på hende og hendes kæreste og smider deres lig ud i junglen, mens jeg griner ondt. 

For hver aften - hver eneste fuckin' aften - siden hun er flyttet ind, har jeg måttet lytte til hende og hendes åndsforsnottede kærestes mundhuggerier og højrøstede samtaler. Det ene øjeblik hader de hinanden - det næste øjeblik kan jeg høre hendes irriterende, skingre latter.

Mens jeg skriver dette, har de fået gæster og jeg kan høre en amerikansk fyr holde en lang enetale om ingenting.

Jeg kan ikke holde det ud! Det lyder måske melodramatisk, men jeg elsker virkelig at bo i junglen. Jeg elsker at være omgivet af naturens lyde. Jeg elsker stilheden, de mystiske skrig, gekkoernes trallen, cikadernes filen - plus de andre mærkelige lyde. Lyden af noget der lyder som flaprende kæmpevinger og en lyd der minder om en mand, der drukner.

Når det caribiske hav er særlig oprørt kan jeg høre havets brusen, samtidig med at jeg kan høre junglen. Og jeg har altid følt mig så glad og taknemmelig over at være omgivet af alt denne herlighed.

Men lige nu kan jeg mest høre hende kvindfolket og hendes åndssvage kæreste. Og jeg er så indebrændt, at jeg ikke har ord for det. De forstyrrer bare så meget og tanken om, at det ikke bare er et par tilfældige idioter, der er flyttet ind - men at det ligefrem er hende, der har dækket mig med støv så mange gange - gør mig om muligt endnu mere vrissen.

Jeg er begyndt at overveje situationen. Uanset hvor underligt det lyder, så forringer det virkelig mit liv, at jeg har fået to støjende møg-ører til naboer. Jeg kan ikke klage over dem, for der er ro omkring klokken 23, de skriger ikke, de råber ikke - de taler bare så gudsjammerlig højt. Og de taler h-e-l-e tiden. That is ... når de ikke lige skændes.

Lige nu er jeg simpelthen så eddike-sur, at ikke engang synet af en flot, lille tarantel har kunnet få mit humør op. Det er simpelthen mini-Preben der sidder to meter fra min hængekøje, hvor jeg sidder og skriver.

Jeg har ikke set en tarantel siden at Preben flyttede ud. Og nu lader det til, at hans lillebror er flyttet ind på min terrasse. Billeddokumentation følger!

Hvis jeg skal forlade det her sted, vil jeg længere ind i junglen. Men jeg vil komme til at savne Edwin og Red rigtig meget. Red ligger pt. og snorksover på sit tæppe. Han har fået pasta cabonara til aftensmad, og han er blevet nusset og klappet hver gang, jeg er gået forbi ham. Jeg kan næsten ikke forestille mig at skilles fra Red.

Oh, damn you Edwin ... for at være så hjælpsom over for dumme damer i nød!