Klamme mig!

Plakat fra San José. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at lære at danse. Men hvem ville gide danse med et 1.80 centimeter højt dame-skrummel med skeletter i skabet og døde rotter i køkkenet ... 

Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle om noget virkelig klamt. Jeg kom hjem fra San José i mandags og har ikke foretaget mig noget særligt siden. Faktisk har jeg mest siddet og kigget på junglen - kan afbrudt af små vandreture i nærmiljøet.

I morges lå jeg så på min seng og så solen stå op gennem myggenettet - iført min nyeste, herlige opfindelse: Kaffe kogt med kanel - og med rigelig mælk og sukker.

Pludselig fik jeg øje på en underlig kontur helt inde i hjørnet under mit køkkenbord. Det var et stort dyr og jeg overvejede straks, om det monstro var en fugleedderkop, som havde sneget sig ind i mit fravær.

Jeg greb derfor min lommelygte og lyste ind i hjørnet. Og hvad så jeg? En død rotte. Den så umiddelbart rimelig mumificeret ud, men da jeg børstede kræet ud under køkkenbordet, vrimlede store fede maddiker til alle sider.

Fordi jeg har en morbid karakter ved jeg, at maddiker ikke kan fordrage lys. De forsøger at flygte fra det. Og som alt andet her i regnskoven er også maddikerne større end normalt. Faktisk på størrelse med det yderste led af min lillefinger - omend kun halvt så tykke.

Jeg tror faktisk, at synet af de mange, bugtende maddiker er noget af det mest klamme, jeg nogensinde har set. Det var noget af en kraftanstrengelse at feje dem + de jordiske rester af et smattet rottelig i opløsning op og smide hele molevitten ud i regnskoven.

Jeg har skuret og skrubbet det hjørne, men her lugter stadig af død og råddenskab. Men det værste ... Det nok allerværste er, at den rotte har ligget der længe.

I begyndelsen skød jeg skylden på mit skrald og begyndte at pakke ting der kunne komme til at lugte ind i poser. Og jeg bildte mig selv ind, at det hjalp. Eller måske hjalp det.

Jeg ved det s'gu ikke. Jeg synes bare, at det er klamt og pinligt at jeg har haft et stinkende rottelig liggende ind i mit hus - og det imens jeg har brugt tiden på at have omgang med en mand der lugter af mangoer og småkager. Jeg må åbenbart have en ufattelig selektiv lugtesans ...

Lige nu klynger jeg mig til tanken om, at den skide rotte døde lige efter jeg var taget til San José - og at dens fremskredne opløsning faktisk skyldes det fugtige klima.

Det der understøtter min teori er, at jeg har totalt falkeøjne omkring det her hus. Jeg har simpelthen indprentet mig hver eneste krog og knast, fordi jeg er kontrolfreak omkring insekterne og dyrene. Jeg vil se dem, før de ser mig.

Det der så ikke understøtter min teori er, at jeg kom hjem i mandags - men først opdagede liget i dag.

Lige nu sidder jeg og skriver i et par bukser, der forlængst burde være blevet smidt til vask. Mit hår blev vasket engang i weekenden, så fra i morgen strammer jeg altså op.

Jeg har tendens til at have en ... skal vi kalde det stor tolerance ... omkring svineri og rod i mit nærmiljø.

Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt gider at eje nogle ting. For jo flere ting jeg har - jo mere roder jeg.

Men et stinkende, maddikefyldt rotte-kadaver under mit køkkenbord? Ingen normale mennesker ville have det. Kun klamme, distræte, verdensfjerne, navlepillende regnskovs-typer som mig. Og nu sidder jeg og tænker på, hvordan jeg egentlig selv lugter. Af muggen regnskov, sur røv og døde rotter? Aj, men altså ... måske er jeg mega-ildestinkende uden at vide det. 

Hvad VILLE naboerne ikke tænke - hvis jeg altså havde nogle naboer ...

Jeg er faktisk flov over mig selv. Og jeg tror også, at jeg har lopper i gulvet.