Vand, mere vand og en mand - del 2 af uvejrs-historien

Bare en helt almindelig arbejdsaften på en restaurant i Puerto Viejo ...

Fik du ikke læst første del af den spændende uvejrshistorie? Så læs den her ...

Jeg hoppede ud af taxaen og blev fanget af en krap vind, som på det nærmeste blæste mig ind i restauranten. Men lige så pludseligt som vinden var kommet, forsvandt den igen og efterlod kun den stille regn, der kunne minde om en forsigtig sommerregn.

Men i et ferieområde hvor folk kommer for at slikke sol, gør selv den mest beskedne nedbør en forskel. Vi er i forvejen midt i low-season, som får bar- og restaurant-ejerne til at klynke på en måde, som jeg ellers kun troede, at danske landmænd kunne klynke. Og regnen fik endnu flere af de i forvejen få turister til at blive på deres hostels og hoteller. Ergo satsede jeg velbehageligt på, at min debut som tjener ville blive fuldstændig begivenhedsløs.

Funky trippede lidt rundt og bandede sagte over vejret, men var ellers i udmærket form. Oma var i køkkenet og i gang med at kreere smuk sushi.

Og imens ventede vi. Et par turister tøffede forbi restauranten forskanset under store paraplyer. Enkelte borde blev besat, men ingen var i det store spender-hjørne. De fleste ville bare gerne have lidt mad, inden de atter søgte ly i hotellerne.

Regnen tog stille og roligt til. Fra en stille silen blev den til en målbevidst trommen der spillede sin helt egen, hektiske rytme på byens bliktage. Funky bandede lidt mere. Og jeg sagde ikke så meget. Jeg forsøgte at aflure rutinerne og finde ud af, hvordan jeg skulle gebærde mig.

Et backpacker-selskab bestående af to piger og tre fyre søgte ly i restauranten og bestilte et par øl. Det var tydeligt at se, at de havde mødt hinanden på rejse og at Puerto Viejo var deres første, længere stop. Der blev skålet en smule usikkert og snakken gik forsigtigt og trægt.

Det første, sædvanlige blitzglimt meldte sig ud over havet og fik mig til at stå stille et øjeblik. For det var et af de store lyn. Et af dem, som får alting til at stå som knivskarpe silhouetter i et flammeglimt. Faktisk stivnede alle et øjeblik - og så kom tordenskraldet. Et sekund efter. Fuldstændig øresønderrivende.

"Der røg den store kommunikations-antenne vist," nåede Funky at konstatere, inden regnen kom. Som havde nogen trykket på en on-knap, væltede det ned. Jeg vil ikke engang kalde det regn. For min definition på regn er sådan noget med, at der kommer definerede dråber ned fra himlen. Sådan var det ikke. Det var som om, at gud simpelthen havde taget verdens største spand og hældt den ned over Puerto Viejo.

Restaurant Beach Hut består af et køkken og bar, som har fast klinkegulv. Der hvor gæsterne sidder, er der tag, men intet gulv. Man kunne ikke engang tale om regnens trommen mod taget i dette tilfælde, for intet trommede - det var bare en enstonig larm af vand, der væltede ned over os.

Funky bandede højlydt og kiggede på den enorme mængde af frisk fisk, der lå og ventede på at blive lavet til sushi. Så trak han på skuldrene og gik hen for at kigge ud på gaden.

Gadehandlerne var i fuld gang med at pakke sammen, også de havde opgivet at få mere ud af aftenen. Da alle Bob Marley-effekterne og de andre ting var pakket ned, stod der kun de sørgelige træskeletter af deres boder tilbage. Det store El Diamante-supermarked overfor rullede persiennerne ned for deres vinduer, men holdt stædigt åbent for et par store firhjulstrækkere, der spyttede amerikanske turister ud, som lige skulle have en håndfuld øl og en flaske sprut med hjem til hotelværelset.

Ellers var gaden tom. Støvsuget for det sædvanlige liv. Ikke så meget som en eneste hund var at se. Engang imellem oplyste et lyn gaden og fik hele sceneriet til at fremstå i skingrende sort/hvid. Det tætte regn fik det hele til at virke mærkelig sløret og uvirkeligt, som et gammelt fotografi der har stået fremme så længe, at det er blevet mærket af tidens tand. Lyden af regnen overdøvede selv El Diamantes højttalere og kvalte på behagelig vis de uendelige reggaerytmer.

Jeg stod og tænkte på, at det virkede som om, at vi var helt alene i verden, da strømmen gik over hele byen. Et øjeblik stod jeg i bælgravende mørke og hørte tordenen rulle og vandet plaske. Og på en eller anden måde skal jeg ikke sige mig fri for at indrømme, at der gik et sødmefyldt gys igennem mig. Men så startede Funky generatoren, udstødte et par særligt saftige venezuelanske eder - og så var vi kørende igen.

Det her er så en plante-anretning som pryder midten i restauranten. Der er tag over og vandfaldet er ikke noget, der skal være der - det er såmænd bare regnvand.

Kun for at opdage at vandet stille og roligt begyndte at stige i baren. Carla peb højlydt og da jeg vendte mig for at kigge, opdagede jeg, at hun sad på det allerøverste af sit tæppe - som en lille skibbruden på en nylon-ø.

Jeg fik den lille hundesnude op på en stol og begyndte at feje vandet ud. Men det stod hurtigt klart, at missionen var dømt til at mislykkedes. Vandet væltede ind og inden længe stod køkkenet og hele baren i ankeldybt vand.

Backpacker-selskabet var der stadig. De havde ikke råd til en taxa og satsede på, at så vild regn kun kunne være en byge. Ergo bestilte de Cuba Libres og hang ud. To borde i restaurantområdet stod på det tidspunkt i vand, men det var stadig til at overskue.

Men vandet blev ved med at stige, og Funky udstødte et særligt dybt suk, da han afbrød køleren og fryseren. Der var ikke andet at gøre - det var simpelthen for farligt at lade dem være tændte. Vi kunne risikere at blive electrocutet ...

Jeg hørte godt det dybe suk, da han afbrød. For der røg råvarerne. Eneste trøst ved det var, at restauranten køber frisk fisk og kød på daglig basis - men de hjemmekogte fond'er til sovsene, de skårede frugter og alt de andre sager begyndte at lide en stille død i samme øjeblik, der blev trykket på afbryderkontakten. Ikke en situation som nogen ønsker sig i lavsæsonen, hvor pengene er små ...

"Vi holder alligevel lukket hver søndag - og så meget er der heller ikke," sagde Funky. Måske mere til sig selv end til mig.

Vandet blev ved med at stige. Og da backpacker-bordet bestilte næste omgang Cuba Libres, lavede jeg dem.

"Gør dem dobbelte," sagde Funky.

"Jeg vil gerne drikke dem lidt fulde."

"Hvorfor?," spurgte jeg.

"Fordi fulde mennesker bestiller mad. Og fordi de ligner nogle, som ikke har fået en ordentlig drink i umindelige tider."

Michael leverer ... jeg grinede højt, da jeg så opslaget. Jeg skal helt sikkert have Michael til at levere et eller andet til mig. Bemærk, at han ikke leverer babyer eller dyr ...

Som sagt - så gjort. Jeg vadede gennem restauranten i ankeldybt vand med en bakke drinks, og det viste sig, at Funky havde helt ret: De unge backpackere havde ikke fået en ordentlig sjus i lang tid, for stemningen blandt dem blev meget mere løssluppen på en rigtig sød måde. Pludselig sad de og snakkede på kryds og tværs med den iver, som man har, når man har oplevet en million ting - og opdager, at man ikke er den eneste der har oplevet både at været skræmt, overvældet og i gang med et fedt eventyr.

Eftersom de var de eneste, der var tilbage i restauranten, havde jeg god tid til at nærstudere dem. To af dem var mexicanere. Den ene en intellektuel type med briller og skæg. Den anden var mere ung-fløs-agtig og helt sikkert også en smule yngre end resten af gruppen. Den tredje fyr var amerikaner - en universitetstype som havde anlagt sig adskillige armbånd og et lille rejseskæg, så han lignede en rigtig backpacker. Pigerne var europæere. Den ene havde et langt rastahår, som hun havde tæmmet med et tørklæde. Hun havde også en kæk opstoppernæse. Den anden pige var så almindelig at se på, at hun faktisk ikke rigtig havde nogle kendetegn. Hun var sød og pæn. Men jeg ville aldrig kunne genkende hende igen, selv om jeg kiggede på hende mange gange i løbet af den aften.

Da jeg rundede bordet igen, opdagede jeg, at de unge mennesker sad og soppede i vand. Restauranten nu var fuldstændig oversvømmet. Ergo åbnede vi de sidste tre borde ud mod stranden, som stadig var nogenlunde intakte - og backpackerne flyttede grinende derhen.

Og jeg blev s'gu så glad af at kigge på dem. Den bagerste del af restauranten er så dårligt oplyst, at jeg havde sat stearinlys frem på bordet. Og lige pludselig kunne jeg se, at de spillede et spil, hvor de sad og holdt hinanden i hænderne og førte et lille stykke papir fra hånd til hånd. På et givent signal skulle de så tage deres knyttede næver op over bordet, så der kunne gættes på, hvem der havde papirstykket i hånden. De grinede, de snakkede og der blev uddelt spontane knus.

Jeg blev næsten misundelig på dem. De var maximalt 23 år. Og om 20 år vil de stadig kunne huske den vanvittige aften i Puerto Viejo, hvor alt var oversvømmet og de drak Cuba Libre i massevis i det vildeste uvejr og blev bedstevenner med nogle mennesker, som de havde mødt et par dage forinden.

Det er den slags, som gør det værd at rejse. Og jeg ville ønske, at jeg havde gjort det noget mere, da jeg var ung ...

Stemningsbillede fra restauranten ...

Vandet steg og steg og til sidst var også de bagerste borde oversvømmede. Backpackerne bad om regningen og Funky satte dødsstødet ind ved at servere regningen med fem rå tequilashots med salt og citron. Hele bordet klappede begejstret og derefter rejste de sig alle sammen op og snoede deres arme ind og ud mellem hinanden og skålede og grinede.

Så strippede de ned til henholdsvis badeshorts og bikinier og løb vinkende ud af restauranten og ned ad gaden med hinanden i hænderne - og hjem til deres hostel. Efter en uforglemmelig aften ...

For os andre var der ikke så meget andet at gøre end at lukke restauranten med et suk og krydse fingre for, at ødelæggelserne ikke var uoprettelige. Funkys telefon havde jævnligt bragt nye meldinger om situationen i nærmiljøet. Hans søster kunne berette, at hende og hendes mands forhave var blevet omdannet til en rivende flod. Adskillige mennesker som ikke boede i pælehuse, var blevet oversvømmet og overnattede hos naboer. Rygter gik på, at vejen til Bribri var forsvundet - men ellers var alt okay. Ingen var døde eller forsvundne.

Funky selv havde taget en hurtig afstikker til sit eget hus og konstateret, at hans kostbare fiskegear svømmede rundt i rummet. Min vittighed om, at gearet i det mindste var vant til at være vådt, faldt ikke i god jord ...  

Og et mere ...

Så vi endte med at tage en taxa hjem til mit lille, trygge, dejlige junglehus, hvor alting var som det plejede at være. Fordi junglen beskytter mig og fordi jeg bor på pæle ...

Og vi var heldige. For kort tid efter løb Rio Cocles over sine bredder og forvandlede sig fra et hyggeligt vandløb til en brunmudret stormflod - og lukkede strækningen mellem Cocles og Puerto Viejo.

En af de ting jeg elsker allermest ved mit hus er, at det er lavet af myggenet. På den måde bliver alting oplyst, når lynene blinker i regnskoven. Samtidig har jeg palmeblads-tag, hvilket giver en helt fantastisk lyd, når det regner.

Funky lugtede af mand, af mango og af småkager. Og jeg må konstatere, at en mørklødet venezuelaner virkelig giver en smuk kontrast mod hvidt sengetøj - og at jeg for længe siden burde have ordineret mig selv et par brune hænder til at tage ordentlig fat i mine hofter.

Det var en rigtig god uvejrsnat.