søndag den 8. december 2013

Dengang jeg blev spået

Der er en tid til at bruge hjertet. Og en tid til at bruge hjernen. Og nogle gange - sjældne gange - kan man gøre begge dele samtidig …

Jeg mangler to kapitler af bogen. Og det er en befriende fornemmelse. Nu kan jeg se en ende på det absolut sværeste ved hele denne her proces: Nemlig at skabe et færdigt produkt, som er værd at læse. At destillere min tanker, at få styr på kronologien. At forsøge at være så ærlig og underholdende som overhovedet muligt. At balancere historien og skære ind til benet de rigtige steder.

Nu forstår jeg til fulde, hvorfor en god redaktør er sin vægt værd i guld. For det har været en hård proces skifte hjernehalvdele hele tiden. Jeg har forholdt mig til bogen som forfatter, som redigerende redaktør, som kritiker og ikke mindst som læser - og nogle gange har jeg været helt tummelumsk. Det har været en rejse ud i alle afkroge af hjernen, og det er jo ganske interessant og noget, som kun ganske få mennesker får mulighed for at bruge tid på. For den slags tager tid. Og tid er jo som bekendt det mest værdifulde der findes i et liv, som for de flestes vedkommende er fyldt med travlhed og gøremål.

Jeg er er med andre ord taknemmelig for, at jeg endnu engang har fået mulighed for at forfølge en drøm. Der er ingen tvivl om, at jeg gør det rigtige. Tanken om at starte et lille forlag og få mulighed for at læse andre menneskers historier og ikke mindst få dem ud i verden, er virkelig noget, som jeg glæder mig til. 

Og nu kan jeg gå hele processen igennem med min egen bog og lære af alle de fejl, jeg begår - og på den måde ruste mig selv til den næste bog. Som ikke bliver en, jeg selv skriver. Heller ikke selv om jeg nu ved, at jeg aldrig holder op med at skrive. Uanset om det bliver til bloggen, til bøger eller til min skrivebordsskuffe. Jeg føler, at jeg for første gang i mit liv er på sporet af, hvad jeg virkelig ønsker at bruge min tid på.


Den lille Carlut og jeg ombord på et sejlskib. Billedet er fra i sommer. 

Jeg er blevet spået tre gange i mit liv. Første gang af en sød dame på Amager. Anden gang af mand med turban, der stoppede mig på gaden i København. Og tredje gang af en bedstemor, der boede langt ude i i den costa ricanske jungle med sin familie. Jeg var faret vild og havde fået lov til at overnatte på familiens veranda i med mit medbragte sovetæppe trukket over mig. 

Næste morgen bragte de mig en kop kaffe med sukker og eftersom kun den yngste søn i familien talte engelsk, småsludrede jeg med ham. Takkede for gæstfriheden og spurgte lidt til familien. I hjørnet sad en gammel dame og kiggede meget grundigt på mig. Jeg var generelt vant til at blive kigget på, så jeg tænkte ikke nærmere over det. Når man er kvinde, kridhvid og rager 1.80 meter op i junglen - så er man bare virkelig anderledes end de små, brune indianere, der ellers bor der.

Pludselig kaldte hun sit barnebarn hen til sig. Han rejste sig øjeblikkeligt op. For når familiens matriark siger noget, bliver der lyttet. Hun sagde noget på bribri-sproget, som er indianernes eget sprog. Så pegede hun på mig og nikkede insisterende. Min unge ven talte lidt med hende og kom så tilbage til mig.
"Min bedstemor siger, at jeg skal sige til mig, at du bærer historier. Du skal fortælle dine historier og du skal fortælle andres historier. Det er derfor, at du er her på jorden. Det er din skæbne."
Mig på hospitalet. Iført kødædende parasit. Når jeg ser tilbage på det, er jeg egentlig lidt målløs. For novra, hvor var jeg syg. Og hvor gjorde det ondt at få den der gule væske ind i kroppen hver dag. Såret er lægt nu, men jeg mistede fan'me næsten to måneder og halvdelen af mit hår til den åndssvage parasit. 

Den slags ord virker højstemte, når man læser dem. Men lige der - midt inde i junglen, tre dages rejse væk fra den flod, hvor man kunne forvente, at der gik en fast motor-kano tilbage til civilisationen - civilisationen var i dette tilfælde en klynge huse og en busforbindelse, der kunne bringe en videre - virkede ordene stærke på mig. Sådan er det jo. Junglen forstærker ens sindsstemninger hvad enten det er frygt, glæde eller eftertænksomhed.

Da den unge fyr havde afleveret sit budskab, vendte jeg mig mod bedstemoderen, tog højre hånd op til mit hjerte og nikkede let med hovedet og smilede til hende. Hun gjorde nøjagtig det samme, og rejste sig derefter op og gik hen til mig og lagde sin hånd mod min kind. Jeg tog hendes hånd og mærkede hvor hård og muskuløs den var. 

Denne kvinde havde arbejdet hårdt hele sit liv. Det var en hånd, der var i stand til både at give stor kærlighed og straffe korporligt. Jeg kiggede hende i øjnene og hun grinede højt - hvilket er meget usædvanligt for indianere, og især kvindelige indianere, der som oftest holder hånden over deres mund, når de griner. Men denne kvinde var tilpas gammel til, at hun ikke længere skulle gøre indtryk på mænd eller lade som om, at hun var en anden, end den hun var. Hun var matriarken. Belønningen for et sikkert langt og slidsomt liv.
Og så grinede jeg også.

Hun aede mig fjerlet over ansigtet, mens hendes barnebarn sad og så måbende til. Så gik hun tilbage til sin stol, satte sig og tog sin lille oldedatter på skødet og begyndte at lege med hende.
"Min bedstemoder kan godt lide dig," sagde den unge fyr helt overflødigt.
"Jeg kan også godt lide hende," svarede jeg lige så overflødigt.
Tag jer i agt for smukke kvinder! Jeg ved ikke, om det samme gælder for smukke mænd. Men i hvert fald: Stol på ingen. Mistænk alle. Plakaten er fra Anden Verdenskrig. 


Da jeg havde drukket min kaffe og vidste, at det var på tide at komme videre, ledte jeg desperat min rygsæk igennem. Jeg havde intet med mig andet end knasemad til Carla og en ekstra t-shirt, som var våd og beskidt. Men i min forlomme lå et perlesmykke, som jeg havde glemt. Jeg havde købt det i en Hennes&Mauritz-forretning i Danmark. Af en eller anden årsag havde jeg taget det med til Costa Rica. Det havde ligget i sidelommen i min rygsæk, og jeg havde aldrig taget det op.

Jeg blev glad, da jeg opdagede det. Det var i spraglede farver, det var en form for løst halsbånd  med en trekantformet række af perler som rakte ned og mødtes med det øverste af ens kavalergang. Det passede til en gammel, flamboyant dame.
Jeg tænkte, hvor perfekt det var. Jeg tænkte, at det ikke var et tilfælde, at jeg havde gået rundt med det al den tid.


Så sandt, som det er sagt … 

Jeg ventede til bedstemoderen var færdig med at lege med sit oldebarn. Og som ved et trylleslag - eller et heldigt tilfælde - var verandaen helt rømmet fra andre mennesker, da jeg rejste mig op.

Jeg gik hen til hende. Hun sad stadig i sin stol. Jeg satte mig på knæ foran hende og viste hende smykket. Hun spærrede øjnene op og resten af vores konversation foregik helt uden ord. For hun talte kun bribri og jeg talte kun tankesprog.

Så jeg sagde: "Tusind tak fordi jeg fik lov til at overnatte på din veranda. Jeg er meget taknemmelig. Jeg er også taknemmelig for de ting, som du sagde til mig. Og jeg vil gerne vise dig, at jeg synes, at du er awesome ved at give dig det her halssmykke. Fordi jeg nu ved, at det blev købt til dig, da jeg befandt mig i Danmark. Jeg vidste det bare ikke, da jeg købte det. Men det er sådan det er. Jeg håber, at du forstår.
Og hun sagde: "Selvfølgelig. Jeg vidste godt, at du ville dukke op. Du er altid velkommen til at sove på min veranda. Det har været en fornøjelse at møde dig. Husk hvad jeg har sagt til dig. Jeg håber, at du bliver meget lykkelig i dit liv."

Jeg låste halssmykket fast omkring hendes hals og jeg kan godt sige, at det så hamrende godt ud til hende. Så lagde hun hænderne omkring mine hænder og jeg greb øjeblikket til at kysse hende på kinden, hvilket fik hende til at grine højt.
Og så gik jeg ned for at sige farvel til resten af familien og begynde den lange vandring hjem. 
Mig i Jespers køkken. 

Og det var sådan, at det var. Bedstemoder sagde det samme, som de to andre spådomsmennesker havde sagt til mig. At jeg skulle fortælle historier. Og det har jeg alligevel været temmelig lang tid om at tage til mig.

Men lige nu - mens jeg sidder og skriver i den fjerneste stue i min fars hus (Ja, min far har et kæmpestort hus, fordi han laver en tilbygning, hver gang han keder sig.) - giver tingene god mening for mig. Jeg er glad. Jeg har fremtidsplaner.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde fundet ud af alle de her ting, da jeg var 30 år. Men jeg bliver også nødt til at bøje mig for skæbnen og erkende, at tingene kommer til en, når man er parat. Jeg var 26 år første gang jeg blev spået. Nu er jeg 41 år. Tog det virkelig så lang tid at blive parat? Eller er jeg bare ekstraordinært langsomtopfattende? Jeg ved det ikke. Men jeg er parat. Og det er godt. 


Fremtiden ser spændende ud.

3 kommentarer:

  1. Jamen for høwled, det er jo lige præcis det, du skal! Og sikke en historie det her er. Tak for den.

    SvarSlet
  2. Absolut det du skal :-) Jeg sidder og ønsker mig et foto af den kære bedstemor, men det kommer måske i bogen?

    SvarSlet
  3. der er en tid til alt...og nu er din tid kommet til at skrive...hvilket du gør ganske uovertruffet...så bare bliv ved....

    SvarSlet