Jeg er lige kommet hjem fra en fed tur til San José og Tortuguero - og jeg fik set Meise og Øglerne igen. Her er de - på vej ud i regnskoven ...
Fik du ikke læst de to foregående afsnit i min alenlange uvejrsberetning? Så klik her for del I - og her for del II.
Næste morgen vågnede jeg op til det, som efter danske termer ville
blive betegnet som ekstrem bygeregn og den sædvanlige, rullende torden gennem
junglen. Regnskoven var fuldstændig gennemvåd og det lille vandløb ved mit hus
var svulmet op til en temmelig stor bæk som brusede ned gennem skoven. Tordenen
rullede frem og tilbage over de gennemblødte trætoppe, og jeg vidste med det
samme, at der ikke var en jordisk chance for at komme ind til byen - endsige
bevæge sig udenfor huset.
"Undtagelsestilstand," råbte jeg begejstret og sprang ud af
sengen for at lave kaffe.
"Oh my God," sagde
Funky henne fra sengen.
"Jeg er fanget i regnskoven," buldrede han melodramatisk.
"Sammen med Caribiens svar på Morticia
Addams, i et hus der absolut ikke rummer nogle madvarer, medmindre man
anser kaffe, mælk, sukker og cigaretter som madvarer ... MissEva, du vil
korrumpere mig, fordærve min sjæl og derefter lade mig lide en langsom, pinefuld
sultedød i junglen..."
"Aj, men er det ikke herligt!," sagde jeg overstadigt og
skænkede ham et velvoksent glas rødvin bare for at chokere ham.
"Tænk at være regnet inde med min helt egen, chokoladefarvede latino-pet. JungleGuden er i sandhed god
ved mig ..."
"MissEva," pointerede han højtideligt.
"Kolonitiden er forbi, og selv om du har den hvideste røv i Puerto
Viejo, så giver dig ikke rettigheder til at udnytte lokalbefolkningen."
"Aha," replicerede jeg kålhøgent.
"Men du er jo heller ikke lokal, vel? Du er importeret
arbejdskraft fra Venezuela. Du kan lige så godt vænne dig til at blive
udnyttet."
Aj men ... hvis det ikke er en smuk jungle, så ved jeg ikke hvad. Sidder faktisk pt. og skribler på (endnu) en lovprisning af regnskoven. Her er vi på vej til en gammel begravelsesplads og et vandfald.
"Depraverede kvinde," sukkede han - men så alligevel ikke ud
til at være fuldstændig utilfreds med situationen. Og humøret steg yderligere,
da han kiggede ind i mit køleskab og konstaterede, at jeg rent faktisk havde en
masse god mad på lager. Alt mit labre comfort-food
var jo stadig på plads og ikke ædt om lørdagen, som jeg ellers havde planlagt.
"MissEva," sagde han veltilfreds.
"Du er måske ikke helt håbløs alligevel. Jeg kan se adskillige
lødige råvarer. Ja, jeg vil gå så langt som at sige, at jeg kan lave hæderlig
mad af det her!"
Ergo fik jeg fantastisk pasta til frokost og latino-pet til
eftermiddagssnack og mens vi sad og så dvd-film og pimpede rødvin, tikkede uvejrs-underretningerne
ind på Funkys mobil.
Der stod ankeldyb vand de fleste steder i byen. Stort set alt var
lukket, vejen fra Cocles - hvor jeg bor - og til Puerto Viejo var oversvømmet
og det var umuligt at komme ind til byen. Vejen til Limon var skyllet væk flere
steder, vejen til Bribri var decideret styrtet sammen - med andre ord var
Puerto Viejo fuldstændig afskåret fra omverdenen.
Men vi havde været heldige. For længere nordpå - op mod Limon - havde
uvejret ramt med fuld styrke, og der gik rygter om, at i hvert fald én mand var
blevet dræbt.
"Du er vildt mærkelig. Og jo mere man lærer dig at kende, jo mere mærkelig finder man ud af, at du er," sagde Mingus til mig. Tak lille øgle ... Jeg elsker også dig. (Og det værste af det hele er, at det gør jeg faktisk ...)
Om aftenen næste dag holdt det op med at regne, og vi besluttede os for
at tage ind til byen for at proviantere og se, hvordan det stod til.
Jeg var knap kommet ned fra min trappe, før jeg stepdansede skrigende
rundt. Da jeg kiggede ned, gik det op for mig, at der var kommet en helt ny
myresti. Et bredt spor af ildmyrer hastede af sted lige der, hvor jeg skulle
gå. Og det var deres soldater, som aggressivt havde angrebet mig.
Inden jeg lærte bladskærer-myrernes ruter at kende, blev jeg hele tiden
bidt af dem. Og ja: Det kan gøre temmelig ondt. Men ildmyrerne er virkelig
nogle krasbørstige, små sataner. Deres bid føles som ja ... at blive brændt. Og
selv efter man har børstet dem af og råbt højlydt av!, bliver det ved med at svide.
Det var meget underligt. For der plejer ikke at være ildmyrer rundt om
mit hus. Men da jeg kiggede nærmere efter, gik sagens sammenhæng op for mig. I
løbet af uvejret var deres bo blevet oversvømmet. Og nu var de i fuld gang med
at redde, hvad der reddes kunne. Arbejder-myrerne bar på koloniens æg, og
soldater-myrerne var mere end almindeligt på tåspidserne. Det var hele
koloniens overlevelse, der var på spil - så der blev ikke givet ved dørene. De
bevægede sig hektisk og desperat af sted - på jagt efter en ny bolig.
Jeg har aldrig været god til at gå i dyrehandler. Og jeg er umulig endnu værre til costa ricanske dyrehandlere, fordi de blandt andet har vildt nuttede hundehvalpe siddende i bure. Her har Meluka fået øje på ugens tilbud ...
Jeg kan huske dengang, jeg så billeder fra orkanen Katrinas hærgen i
New Orleans. Og det var nogenlunde de samme billeder, jeg så på vej til byen.
Der var vand overalt, og husene og træerne spejlede sig på smukkeste vis i
vandet. Jeg overvejede et øjeblik at vende om og hente mit kamera, men en
følelse stoppede mig. Følelsen af at jeg kun ville tage billederne for min egen
fornøjelsels skyld - og at jeg derfor ikke rigtig havde lov til at tage dem.
Jeg synes det er noget andet, når journalister og fotografer skal dække
et område. De er på arbejde og de skal dokumentere, hvad de ser. Men det her
var mit sted, og jeg kunne mærke, at
jeg var mere interesseret i at finde ud af, om nogen havde brug for hjælp, end
jeg havde for at gå rundt og knipse de fuldstændig absurd smukke motiver.
For ja: Det var smukt. Det var smukt på en rå og brutal måde, og jeg
skammede mig over, at en del af mig ikke kunne få nok af at kigge på alt det vand,
som mere eller mindre dækkede Puerto Viejo. Det var en mærkelig, splittet
følelse, og jeg blev meget lettet, da jeg fik at vide, at ingen i vores område
var døde. For så kunne jeg nyde synet på en mindre skyldbevidst måde. Lyder det
mærkeligt? Det er den eneste måde, jeg kan beskrive det.
Miss Caribia viste vilde tænder. Havet var gråt og vildt og havde ædt
en stor del af strandene omkring byen. Folk var begyndt at komme ud af deres
huse, men ingen havde rigtig brug for hjælp. Der var ingen huse, der var
skyllet væk. Ingen havde mistet alt, hvad de ejede og havde. Og på disse kanter
er det nok til at holde humøret i vejret. Folk er vant til, at naturen tager
fra dem. Så det skal være ekstremt, før de begynder at beklage sig.
Vandstanden i restauranten var allerede faldet en del, og der var ikke andet at gøre end at vente og håbe på, at vandet var forsvundet næste dag.
Vandstanden i restauranten var allerede faldet en del, og der var ikke andet at gøre end at vente og håbe på, at vandet var forsvundet næste dag.
Hvis ikke altspisende Red havde ventet hjemme i junglen, så var jeg vendt hjem fra San José med tasken fyldt med nuttede, dunede kyllinger ...
Funky og jeg kiggede på hinanden, trak på skuldrene og gik direkte hen og bestilte to enorme pizzaer fra Puerto Viejos bedste pizzaria. Derefter lejede vi flere dvd-film og lænsede El Diamante-supermarkedet for søde sager, vin og chokolade.
Og mere end det. For jeg er nemlig min mors datter. Så jeg satte
målbevidst kursen mod to helt bestemte hylder. Nemlig dem der rummede ris og
stearinlys. Og jeg købte rigeligt ind af begge dele.
Fordi jeg kunne ... fordi min mor ville have gjort det, og fordi jeg
elsker min mor. For altid.
Taxa-José kørte os tilbage til regnskoven. Og da han så mig, sagde han:
"Jeg sagde jo, at jeg
ikke kunne lide det vejr ..."
Fantastisk beretning! Fantastisk slutning <3 Og fantastisk øgle-kompliment! All Hail Mingus, for han sér.....!
SvarSletHahahaha, Slemski - du har måske en pointe der. For lige i øjeblikket blev jeg en lille smule fornærmet. Og tak fordi din store support til min blog <3
SvarSletSlemmaen har ALTID ret..... og mærkelig er én af de fineste ting man kan få hæftet på sig! <3
Slet(Og P.S. selv tak! Support er nemt med en blog som din!)
Slet