På tour med to gale kaffebars-ejere

Dette indlæg bliver skrevet i en tilstand af yderste udmattelse. Det har været en lang dag. Og inden da var det en lang nat.

Men lad mig skrue tiden tilbage. Igår aftes sad jeg iført en heldragt af tungsind og var igang med at forfatte del 2 til mit indlæg om amerikanere og ikke mindst mit besøg i drømmebaren.

Imidlertid blev jeg afbrudt af en masse støj, som kom udefra. Da jeg iført strithår og hængerøv gik ud for at se, hvad der skete, viste det sig, at Anna havde glemt, at der kom gæster til vores lille Guest House. To fyre stod og råbte gennem porten, fordi de gerne ville ind.

Den slags er jo lidt pinligt, fordi det kunne virke som om, at vi ikke er servicemindede her i Guest House. Så jeg besluttede at tage sagen i egen hånd og genoprette Guest Houses ry. Jeg slap fyrene ind, præsenterede mig pænt - og hentede en flaske Guaro fra mit private lager.

Og det faldt i god jord, for Sasja og Antonio var kommet helt fra London og trængte i den grad til en opstrammer. Især fordi de havde gået hinanden på nerverne i op mod 30 timer. Det gjorde ikke just situationen bedre, at de havde lejet en bil i lufthavnen, men glemt at få deres kørekort med sig ...

Sasja fortalte mig, at Antonio altid var en stor idiot. Og Antonio nævnte for mig i forbifarten, at Sasja var det største fjols, han kendte.

Men under indflydelse af den nerveudglattende Guaro fandt jeg ud af, at de begge oprindeligt var fra Iran, at de havde været venner i lang tid og at de ejede hver sin kaffebar i henholdsvis Nordlondon og VestLondon.

Sasja er bindegal, ekstrem glemsom, fanatisk ateist og i besiddelse af den sorteste humor, jeg længe har oplevet. Antonio er mindre glemsom, mere fornuftig, temmelig stædig - men næsten lige så bindegal som Sasja.

Inden vi havde nået bunden af Guaroflasken var vi blevet enige om, at eftersom jeg havde kørekort, kunne vi alligevel hente bilen i lufthavnen næste dag. For så skrev vi mig på som fører, mens drengene ventede på, at deres kørekort blev eftersendt.

Vi fejrede aftalen med at drikke mere Guaro og lægge os ud på græsplænen for at kigge stjerner. Jeg bad Sasja fortælle en historie, og han fortalte om, hvordan han ernæret sig som guldsmed og sparet op, fordi han ville væk fra Iran og væk fra alt det religionspis, som regeringen trak ned over hovedet på befolkningen.

Antonio afbrød Sasja og sagde:

"Religion - det er ligesom en pik. Den er rar at have, men man går ikke rundt og svinger med den i offentligheden. Og man stikker den fan'me slet ikke ned i halsen på børn eller andre, der ikke har bedt om det."

Så fortalte Sasja om bjergene omkring Teheran - de syv søstre blev de kaldt. Og om hvordan ham og hans venner kørte derop om natten og drak sig fulde og ræsede gennem hårnålesvingene, fordi de trængte så meget til at gøre noget vildt, noget som var ulovligt og forkert i et land, som har lagt sine egne beboere i spændetrøje.

Næsten morgen hentede vi bilen, og endelig fik jeg hjul på igen. Jeg har i den grad savnet at have en bil, og jeg ved nu, at uanset hvad jeg gør herfra - så bliver jeg nødt til at skaffe mig et køretøj af en art.

Hvad jeg ikke vidste var, at Sasja og Antonio var fuldstændig lige så håbløse til at finde vej, som jeg er. Og i løbet af tre minutter var vi faret vild i bjergene omkring San José. Imidlertid nægtede Antonio at indrømme, at han er elendig til at finde vej. Det var først da han viste os ned af en blind dirtroad, at Sasja med en rask bevægelse hev kortet fra ham og kaldte ham ting som ikke egner til tryk. Idiot og kæmpefjols var de mildeste udtryk, og ellers må jeg sige, at Sasja virkelig råder over et imponerende repetoire af engelske og persiske bandeord.

Efter at have kørt i fire timer var vi så elendige, at vi begyndte at diskutere, hvem af os, vi skulle spise først, når sulten indtraf. Jeg argumenterede for, at jeg som kører var fredet. Tilsidst blev vi enige om at spise Sasjas ben, fordi han lider af en eller anden mystisk sygdom som gør, at han ikke går så godt.

Men vi nåede hjem. Knap og nap. For både Sasja og Antonio blev så køresyge af at køre i bjergene, at vi måtte stoppe tre gange, fordi de skulle kaste op. To gange fordi Antonio skulle tisse. Og et utal af gange fordi de begge skulle tilbede kaffebuskene. Jeg lærte dem hvordan man suttede på kaffebønner - som jeg havde lært af Valledia - og de synes, at jeg var virkelig cool, fordi jeg vidste sådan noget.

Tilbage i Guest House var der kommet flere gæster. Herunder et herligt ægtepar fra Seattle. Manden i parret hed Jerry og proklamerede, at han var en rigtig hillbilly, men at han desværre havde glemt sin banjo derhjemme.

 Jerry

Og han havde ret ... han var virkelig en hillbilly, og en rigtig skæg en af slagsen. Han fortalte om Nevadaørkenen, om Death Valley, om Coloradofloden og om sin elskede Border Collie.

Og jeg mens jeg sad og lyttede til ham, blev det mere og mere klart for mig, at jeg bliver nødt til at tage en road trip i US of A.

Nu sidder jeg i min seng og skriver. Imorgen skal jeg på endnu en tur ud i det blå med de gakkede kaffebarsejere. De bliver her i Guest House to nætter endnu - og jeg agter at løbe bort med dem begge to.

Vi har nemlig aftalt, at vi tager turen over til den caribiske side og kigger lidt på Puerto Viejo i hinandens selskab ...

Godnat!

PS: Indlæg II om drømmebaren og amerikanerne skal nok komme! Jeg lover det!

 

Det amerikanske mysterium - del I

Jeg har søndagsblues. Ægte, fuldfede søndagsblues - og for rigtig at søbe rundt og køre mig selv ned i den sorte rille af melankoli har jeg hørt The Cure hele dagen. Akkompagneret af Robert Smith & Co klaprede jeg et yderst deprimerende indlæg sammen om at søge efter meningen med livet og aldrig finde den. Om tabt kærlighed og smerten ved at sidde tilbage med et skiveskåret hjerte.

Derefter slog jeg en rå latter op over min egen selvmedlidenhed, besluttede at stikke den skråt op og i stedet fortælle om amerikanerne i Costa Rica. For dem har jeg jo haft mit første møde med ...

Da vi forlod regnskovsresortet relokerede vi jo som bekendt til et yderst luksuriøst hotel, der var proppet med amerikanere.

Og lige pludselig havde jeg den surrealistiske oplevelse at forstår det sprog, der blev talt i mit nærmiljø. Det kunne jeg slet ikke få nok af, så jeg brugte eftermiddagen på at ligge i swimmingpoolens vandskorpe som en lurende, omend noget tandløs, nilkrokodille og lytte til alle samtalerne.

Og jeg må sige, at de fleste af samtalerne, der handlede om Costa Rica, handlede om, hvor man kunne finde mad, der smagte lige som i USA, hvor man kunne finde en Canopy, der mindede om en hjemme i Staterne og så videre og så videre. Intet blev diskuteret uden at det blev sammenlignet med Guds eget land.

Om aftenen hev Anna mig op af poolen (Heldigvis - på det tidspunkt lignede jeg en let lyserød rosin) fordi vi skulle ud og spise. Vi landede et lokalt sted. Der sad vi under et bliktag med en bougainvillea i ryggen og fik serveret fisk, ris og noget sammenkogt af en masse rodfrugter. Jeg drak buanbana til maden - en sød, hvid substans der banker blodsukkeret godt i vejret.

Således velfodrede gik vi på jagt efter en drink. Vi kørte ud til havet, hvor der var en amerikansk lystbådehavn. Jeg forstår, at amerikanerne gerne opholder sig i Costa Rica. Mange af dem tager en lille afstikker, når de alligevel skal til Panama og gemme deres penge i bankerne. 

Foran mig strakte sig en enorm flåde af kridhvide lystyachter. Fra størrelse stor til størrelse enorm. På havnekajen var der rejst store pavillioner så bådejerne kunne high five hinanden, småsnakke og sjusse uden at blive solskoldede. Der var letpåklædte piger med spiritusmærkers logoer på bagdelen, som gik rundt og hældte op i glassene. Der var mad - store fade med allehånde ting og sager, og der var mænd. Der var bare så mange midaldrende, sundt solbrændte amerikanske mænd.  

Der var en alenlang havnepromenade, som man kunne vandre på - men selvfølgelig kun hvis man var bådejer. For der var også vagter til at holde øje med det hele. Mange vagter med earplugs og walkie talkier. Og der var et klubhus, som også var fyldt med mænd og en mærkelig stemning, som jeg ikke kunne lide. Og der var små golfvogne overalt, så amerikanerne ikke behøvede at vandre ud til deres båd, men i stedet kunne lade sig køre derud. 

 

Og jeg fik en underlig tom fornemmelse indvendig af hele scenariet. Jeg forstod, at der var en fisketurnering igang, men jeg så ikke en eneste fisk. Det eneste jeg så, var en flok gringos, der havde lavet deres egen lille velhaver-på-vand-ghetto og stoltserede rundt og troede at de ejede verden, fordi de kom fra Guds eget land. Og fordi de var rige. 

"Gringo-landia", vrængede jeg surt til Rachel, der slog en høj latter op. Hun troede, at jeg ville befinde mig rigtig godt ved for en gangs skyld at være i selskab med blegnæb som mig selv.

I stedet tog vi hinanden under armen og gik ned for at se solnedgangen. På vejen blev vi overhalet af en del golfvogne.

Da vi kom ned til stranden var alle golfvognene linet op, og folk sad og tog billeder af de nedgående sol med deres digitalkameraer.

 

Rachel forklarede mig, at lige i det sekund solen forsvandt under horisonten, skulle jeg kaste en sten over skulderen og ønske mig noget.

Så det gjorde jeg.

Og så forlod vi Gringo-landia.

Om aftenen blev jeg hevet med til en fødselsdagsfest. Hele Annas familie var dukket op på hotellet og Annas svoger skulle fejres. Det gjorde vi med spansk fødselsdagsang og kage og det hele. Da selskabet satte sig ned til poolen for at feste videre, exitede jeg. Jeg havde jo en bar, som jeg skulle nå ... En drømmebar ...

I dag ...

... ville jeg tage den her t-shirt på - hvis jeg ellers ejede den. Men nu ... væk fra overspringshandlinger på nettet og videre med nogle ordentlige blog-indlæg ...

Godnat!

Nu er jeg begyndt på det samme blogindlæg tre gange. Og hver eneste gang går jeg i stå efter tre linier. Jeg bliver simpelthen nødt til at erkende, at det kræver sin kvinde at være på kindkys med bartendere, underholde amerikanske smartasses, nøgensvømme om natten, solbade om dagen og drikke tequila og mere tequila. Samtidig med at jeg også har tænkt over fremtiden og mit liv. Men frygt ikke, dejlige læsere. Nu vil jeg gøre som Anna, Valledia og Sammy på dette billede - tage mig en virkelig god nats søvn. Og så vender jeg frygteligt tilbage imorgen tidlig.

Sov godt!

Sproget uden ord

(På grund af virkelig afskyelige tequila-tømmermænd, har jeg meget svært ved at få ordene til at hænge sammen idag. Derfor får I et indlæg, som blev skrevet, mens jeg stadig var ude i regnskovsresortet.  

Kan kort berette, jeg indtog baren i al min lurvethed. Herefter havde jeg den store fornøjelse at drikke to amerikanske immigration-lawyers under bordet. Desværre kom jeg vist også til at drikke mig selv lige til bordkanten.

Til gengæld er jeg garanteret livsvarig arbejds- og opholdstilladelse i USA - bare jeg spørger efter Ben fra Kentucky, når jeg ansøger hos immigrationsmyndighederne. Så det bliver jo nemt nok!)

Jeg husker det lige så tydeligt, som var det igår. Jeg gik i første klasse og vores lærer, Ulla, havde gennemgået alfabetet for os ved at udtale de lyde, som bogstaverne gav. Hun var nået til ø - og lige der. Lige præcis der, fik jeg hvad buddhisterne vil betegne som en satori. En masse små brikker som bare havde ligget og raslet formålsløst rundt inde i min hjerne, samlede sig pludselig. Alt gav mening. Jeg kunne læse. Det første ord jeg stavede til, var "bøf" - og derfra var jeg ikke til at stoppe.

En helt ny verden åbnede sig for mig. Min mor var selv en passioneret læser, og da jeg kom hjem og fortalte hende, at jeg kunne læse, vidste hun præcis, hvor stort det egentlig var. Hver fredag gik vi på biblioteket og lånte bøger. Mor satte mig af i børneafdelingen og selv forsvandt hun ind i voksenafdelingen. En af de første bøger jeg læste, var "Skatteøen". Og den fik mig for evigt til at være dybt fascineret af smugkroer, pirater, papegøjer og Caribien.

Mens jeg sidder og skriver det her, er der dukket to vaskebjørne ud af mørket. Den ene er rutineret igang med at løfte låget til skraldespanden med forpoterne. Dens kompagnon sidder for foden af skraldespanden og holder vagt. Det går pludselig op for mig, hvorfor de går med masker - de er jo de rene forbrydere.

Jeg burde måske skræmme dem væk, men jeg har aldrig set vaskebjørne i virkeligheden. Og de er simpelthen så nuttede og samtidig så absolut skruppelløse, at jeg ikke kan stå for dem.

Ind over mig hænger nogle blade, som er på størrelse med min overkrop, og jeg får næsten lyst til at tysse på det kor af græshopper og cikader, som holder koncert. Men jeg er meget tæt på noget af det, som jeg drømte om, da jeg stillede mine ting ned på gaden, så folk kunne klunse dem. Så jeg holder bare kæft og forsøger at komme frem til min pointe.

Jeg er ikke rejst rundt på den anden side af jorden, bare fordi vejret er bedre. Da jeg begyndte hele det her projekt var det med en tanke om, at der var noget, som jeg manglede. Noget som jeg havde behov for at lære. Og eftersom jeg ikke ved, hvad det er - så må jeg famle mig frem.

Hele mit liv har jeg haft det, som man kalder "ordet i sin magt". Kort sagt: Jeg kan snakke. I timevis. I dagevis. I ugevis. Jeg er excellent til at udtrykke mine meninger, mine følelser og alt andet med ord. Jeg tager ord dybt alvorligt og tilgiver sjældent dem, som løber fra deres ord. Fordi ... ord er det vigtigste i verden.

Familien Guesthouse og jeg residerer pt. i et ferieland ved Stillehavskysten. Vi er tre kvinder, to piger og et barn - og vi sover i et sindrigt sammensurim af feltsenge, som står på kryds og tvær.

Rachel arbejder i Annas Guesthouse, og hun er en forpjusket fugl lige som mig - bare væsentlig yngre. Indtil i aften har vi haft et meget distanceret forhold. Pænt godmorgen og hej og farvel. Hun taler intet engelsk - og jeg taler intet spansk. Og det havde jeg hele tiden accepteret som en naturlig barriere imellem os.

Men i aften gik vi ned for at kigge nærmere på Stillehavet sammen. Bare lyden af bølgerne, der slog ind mod stranden var nok til at få os begge to til at grine højt. Stillehavet er fantastisk! Det er som et levende, uendeligt væsen. Jeg har slet ikke fundet ordene til at beskrive det ordentligt endnu.

Rachel pegede på stjernerne og fortalte, at hun tænkte på sin familie, når hun så dem. For hendes familie var langt væk. Jeg fortalte om, hvor koldt havet i Danmark er, og vi smed sten i Stillehavet og lod de fine bølger skylle hen over vores fødder.

Så baksede vi to liggestole ned til strandkanten og lå og kiggede stjerner og lyttede til havet. Og Rachel fortalte mig, at hun nogen gange også følte sig ensom og akavet lige som mig. Hun fortalte mig, at hun drømte om at starte sin egen skønhedssalon, og at hun elskede sin kæreste.

Så rejste vi os fra liggestolene og vandrede langs stranden. Og engang imellem snublede vi lidt og grinede højt i mørket til hinanden. Jeg lagde mærke til, at der var lysende prikker i vandet og jeg måtte spørge hende, om hun så det samme som mig - eller om jeg så syner. Men hun kunne også godt se, at Stillehavet var fosforcerende.

Og da vi havde vandret rigtig længe, blev vi enige om at vende om. Og på tilbagevejen lagde Rachel armen om mig og jeg lagde armen om hende. Og så vandrede vi i tavshed det sidste stykke, mens vi alligevel snakkede rigtig meget med hinanden. Jeg vidste, at jeg nu havde en ny tica-ven i Costa Rica, og jeg ved, at Rachel også vidste, at hun havde fået en ny gringa-ven.

Og det var godt. Det var ligesom at lære at stave til "bøf" igen - bare på et helt nyt sprog. Et sprog uden ord.

Strandturen eskalerer - nu med drømmebar

Inden jeg rejste, var jeg i Femme Fatale-butikken i Pisserenden og indkøbe et cremefarvet korset to die for. Dertil havde jeg i mine gemmer en total laber silkekjole med dyb udskæring. Læg dertil et unika halssmykke med vedhæng forestillende costa ricas nationalfrø - den grønne løvfrø - og et par effektive sorte stiletter.

I min fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg - iført ovenstående - ville indtage en bar med mørkbejdsede, tropiske møbler og et tåget, gammelt spejl bag bardisken. Jeg ville sætte mig på en behagelig, polstret barstol, klikke diskret i disken med mine velmanicurede, røde negle og derefter få serveret en udsøgt rom. Herefter ville jeg bruge resten af aftenen på at lade mig fetere og underholde af søde og interessante mænd.

Godt så. Og hvor er disse remedier så henne lige nu? Svaret er, at de befinder sig hjemme i Annas Guesthouse et par timers kørsel fra dette sted.

Den slags kan godt gøre mig lidt bitter, nu hvor vores strandtur er eskaleret til nye, surrealistiske højder. Var alting gået efter planen, skulle vi ellers være returneret til Guest House idag.

Jeg lagde da godt mærke til, at Anna virkede lidt utålmodig her til morgen. Men jeg lagde ikke noget dybere i det. I stedet koncentrerede jeg mig om det tukanpar, som netop var landet i træet udenfor vores lille hytte. De var virkelig søde og helt klart forelskede. Hannen foretog komplicerede dansetrin på grenene, mens hunnen sad og kiggede tilbedende på ham. Jeg kiggede på dem i en halv times tid. Men pludselig stak de deres farverige næb sammen, og blev enige om at flyve videre.

Heller ikke den dejlige vandretur langs Stillehavet lod til at gøre Anna helt tilfreds med situationen. I stedet brugte hun tiden på at skvadre i mobiltelefon på lynspansk.

Da solen blev hård vandrede vi tilbage til vores lille hytte og Anna stegte hamburgers med hurtige bevægelser, mens jeg beundrede ham her: 

 

Han kom fredsommeligt trisssende i sin egne tanker. Han stoppede brat op, da han fik øje på mig - men efter fem minutters tid besluttede han sig for, at jeg var ufarlig og trissede videre ind i det lille stykke grønt, som vokser foran vores hytte. Det grønne ligner kløver med gule blomster og er åbenbart en delikatesse, hvis man er en leguan. I hvertfald gav han sig til at græsse som en lille reptil-ko på en mark. Efter at have arbejdet sig gennem det grønne, kravlede han op i et træ. Jeg fulgte meget forsigtigt efter ham, men i samme øjeblik han var et par meter oppe, blev han selv til et træ. Gik i et med omgivelserne og forsvandt.

Til gengæld var min lykke gjort, for jeg fandt dette helt fantastiske væsen:

Jeg var godt klar over, at det var en larve af en art. Men hvad for en? Jeg tog forsigtigt min nye ven på hånden og vandrede op i informationen. Jeg mener: Information betyder vel information, ikke sandt?

Jeg trissede fredsommeligt ind med larven på hånden. Ved disken stod to amerikanske damer iført kasketter og sporty ansigtsudtryk. De var tilsyneladende igang med at brokke sig over et eller andet.

Jeg stillede mig ved siden af dem og ventede pænt. Men da den ene dames øjne faldt på min hånd hoppede hun til siden, mens hun skreg "OH MY GOD!" Og på den måde var jeg pludselig først i køen. Jeg forklarede mit ærinde - og guess what ... selvfølgelig havde resortet en sommerfugle-entusiast i nærmiljøet. For det var en sommerfuglelarve, jeg havde fundet. Og ikke bare en hvilkensomhelst sommerfuglelarve. Når den ikke så kønne larve engang bliver voksen, så bliver han til Costa Ricas største sommerfugl, der er blå som en sommerhimmel og smuk som bare pokker. Dens latinske navn er 'morpho helenor marinita'.

Jeg takkede den søde sommerfuglemand for svaret og satte larven tilbage, hvor jeg havde fundet ham - og ønskede ham held og lykke. Det er alligevel en ret heftig proces at gå fra at være så uskøn og til at blive så smuk.

Da jeg kom tilbage til hytten, var der opbrud. Anna havde lavet en deal med et andet sted - derfor hendes mange mobilsamtaler - og besluttet, at vi fortsatte vores ferie på dette sted. Så jeg pakkede min plasticpose og satte den ud i bilen.

Efter endnu en sindsoprivende Anna-køretur svingede vi op foran et hotel, der ganske enkelt skreg "LUKSUS" i hver eneste detalje. Lige fra den imposante indkørsel med græsplæner, som var så tæt klippede, at jeg mistænker det for at være gjort med en neglesaks og til den lille velkomstdrink og de iskolde vaskeklude, som vi fik, da vi var stået ud af bilen. For slet ikke at tale om det sindrige system af swimmingpools med vandfald, små broer og servering af cocktails ved poolkanten. Læg hertil et værelse på størrelse med en balsal og de friske blomster på mit natbord. 

  (Min bagage består af den flotte plasticpose ved siden af køletasken)

Jeg medbringer i skrivende stund: Et par jeans, der stinker af hest. En khaki-skjorte, der er krøllet til ukendelighed. Den lyse silkekjole, som jeg har på lige nu - og som jeg har haft på i foreløbig to dage. En sort badedragt af kedeligt snit - min grimmeste bh og ét par trusser, som jeg vasker i håndsæbe hver aften. På fødderne har jeg udslidte Mao-sko fra Irma - and thats it. Mine creditcards ligger forresten også hjemme i Guest House.

Og jeg er fan'me lige vandret forbi baren fra mine drømme!!! Yes, yes - komplet med det hele - sågar en flot bartender med et hvidt forklæde snoet om hofterne.

Svagere sjæle end jeg ville blive kede af tingenes tilstand. Men jeg nægter jeg at lade mig slå ud! Jeg tog heldigvis min make up-pung med. Hvis jeg slår knude på stropperne på min bh, kan den præstere en hæderlig kavalergang. Jeg kan stjæle lidt af Annas parfume og sprøjte på min kjole, så den ikke lugter alt for hampert. Og kjolen har heldigvis et lidt sært mønster, så man - med lidt god vilje og i mørk belysning - ikke kan se, hvor møgbeskidt den er.

I min make up-pung er der en rød læbestift. Satser på, at røde læber kan trække opmærksomheden væk fra de udslidte mao-sko. Mine negle har jeg opgivet, så dem har jeg besluttet mig at ignorere fuldstændig.

Og resten regner jeg med at køre hjem på charmen ...  

Men ønsk mig held og lykke. Jeg SKAL ind i den bar og drikke rom. Om det så bliver det sidste jeg gør. Det er baren fra mine drømme!

 

Service-information!

Min søde (og flotte!) ven, Bo, har hele tiden spurgt efter en update på, hvordan min lille hund, Carla, har det. Og efterhånden er han ikke alene. Jeg kan derfor fortælle, at Carla har det rigtig godt. Jeg skriver snarest et blogindlæg om hendes gøren og laden.

Der er også venner, som har spurgt, hvad der egentlig er sket med mine to papegøjer, Ronja og Goffy. Jeg kan med glæde fortælle, at de også har det godt - og jeg agter at skrive et hyldestindlæg til den pige, der passer dem, mens jeg fjumrer rundt i troperne.

Dernæst kan jeg s'gu godt forstå, at I undrer jer over de manglende billeder på bloggen. De sidste par år er en ret stor del af min indtægt jo kommet fra at fotografere. Desværre lader det til, at begge mine kameraer har fået en ublid medfart under rejsen. De er ikke gået totalt i stykker, men jeg tror, at de begge har udviklet backfocus ved at blive raslet rundt af diverse bagageslæbere. Det betyder, at de ikke kan stille skarpt. Eller også er det mig, der ikke kan stille skarpt. Den mulighed vil jeg bestemt ikke udelukke ... Men jeg lover, at jeg tager mig sammen og får sagerne fikset - og så skal jeg nok lægge billeder på bloggen.

Sidst - men ikke mindst - er jeg dybt forelsket i det faktum, at jeg har hele 50 faste læsere til min blog. Tak fordi I gider at følge med! Jeg har naturligvis nidkært studeret jer allesammen og kan konstatere, at jeg har hundefolk, fuglefolk og berømte madbloggere i mit følge. (Hvis der sidder nogle madører og læser dettte, så tjek klidmoster.blogspot.com - jeg har fulgt klidmosteren i mere end et år, og hun er en fornøjelse at læse. Især har jeg nydt hendes store bacon-trip.)

MEN: Jeg skal også nok forsøge at være lidt mere fremme i skoene omkring hvilken mad jeg får, hvilke hunde jeg oplever - og ikke mindst: I skal nok få masser af fugleblogs også. Jeg vil prøve at sætte mig ordentligt ind i sagerne - og jeg satser på at samle op og lave blogs som udelukkende er dedikeret til disse tre, meget vigtige, emner.

Det var slut på servicemeddelelserne. Tusind tak fordi I læser min blog - det giver mig blod på tanden til at skrive mere.

(Apropos blod på tanden: Jeg sidder og skriver dette, mens en flok flagermus svirrer om ørerne på mig. Tør jeg håbe på, at en af dem i virkeligheden er en laber vampyr? Tænk hvis Eric Northman fra True Blood pludselig materialiserede sig foran mig. Oh manner ...)

Min indre idiot

I tidens løb har jeg jævnligt opført mig som en lallende idiot. Nogle gange glemmer jeg ganske enkelt at tænke mig om, fordi begejstringen, glæden eller - nogle gange - vreden løber af mig med. Og jeg må simpelthen have en meget tålmodig skytsengel, som lever sundt og står tidligt op om morgenen. Da skytsenglene trak lod om, hvem de skulle beskytte, trak min skytsengel nitten - altså mig.

Kan lige forestille mig, hvordan hun har stået med trætte vinger og sagt:

"Helt ærligt - hvis en af jer andre tager denne her narrøv, så lover jeg at pudse alles glorier i Brasso hver dag i to år."

Og nu har jeg lige gjort det igen - altså været en tankeløs tumpe. Og endnu engang blev jeg reddet af min udslidte veninde med vingerne.

Men lad os lige skrue tiden et par timer tilbage. Som sagt foreslog Anna igår, at vi tog en tur på stranden. Jeg HADER at gå på stranden, spørg bare min gamle ven Henrik fra Århus, som stadig kan få grineflip over vores dag på "Den Permanente". Mens han vandrede rundt og var strandløve-agtig, sad jeg og surmulede iført oversize herreskjorte og Dr. Martens. Og jeg nægtede at tage noget tøj af og på den måde eksponere min skummetmælksfarvede krop for solen.

Strandturen viste sig at være et resort ude ved Stillehavet og en to-dages udflugt. I nat sad Rachel og jeg og nød havets brusen i en liggestol ude i vandet og i dag blev vi  purret vågne af Anna omkring daggry. Derefter fulgte endnu en hæsblæsende køretur. Men jeg er efterhånden hærdet, så det faktum at Anna nedlagde et "Indkørsel Forbudt"-skilt kunne ikke engang sætte mig i svingninger. Til gengæld gik jeg fra døsig til lysvågen, da vi nåede stranden.

Smuk er ikke en dækkende beskrivelse. Stranden strakte sig som en tynd, hvid strimmel sand, der endte i mørkebrune klippeformationer. Der hvor stranden stoppede, begyndte regnskoven og sære træer hang ud over sandet og gav skygge.

Jeg satte mig simpelthen ned midt på stranden, fordi jeg blev så overvældet. Mine øjne fulgte v-formede flokke af pelikaner, der i elegante formationer landede på det blå hav. I strandkanten trippede små, højbenede fugle med lange spidse næb - travlt optaget af at finde smådyr i vandet. Citrongule og sorte sommerfugle flaksede forførerisk om hinanden.

Da jeg havde siddet helt stille i fem minutter, blev stranden levende. En masse små sneglehuse beboet af krabber, begyndte at pile genert frem og tilbage. Og hver eneste gang jeg rørte mig, blev de straks til sneglehuse igen. Bedst som jeg ikke troede, at det kunne blive bedre, kom en stor næsebjørn spadserende forbi.

Jeg havde knapt fordøjet synet, før jeg hørte et karakteristisk skrig. Mit hjerte slog et ekstra slag. Kunne det virkelig være? Jeg vandrede efter lyden og lige der ... lige foran mig ... oppe i et mandeltræ. Der sad de. To smukke, røde arapapegøjer der systematisk var igang med at æde sig gennem samtlige mandler på træet. Og i bedste papegøjestil spiste de grimt, støjede en masse og kravlede geschæftigt rundt fra gren til gren. En gang imellem holdt de en lille pause fra spiseriet for at nusse og pudse hinanden. Lige da jeg ankom, stirrede de begge mistænksomt på mig. Men jeg satte mig bare ned, og da hr. og fru gøje havde vurderet, at jeg højst var et lille irritationsmoment i hverdagen, fortsatte de med deres sysler.

Jeg kiggede på dem i en times tid og som en lille service bredte de vingerne ud - bare til ære for mig. Når solen fangede undersiden af deres vinger, glimtede de nærmest flammerødt. Og når de spredte deres lange haler, havde jeg lyst til at klappe af begejstring.

Jeg var høj af lykke-adrenalin, da Valledia kom og hentede mig. Klippeformationerne strækker sig ud i havet og bliver jævnligt overskyllet af tidevandet. Og på den måde er der hundredevis af små bassiner af vand. Nogle fisk lever i bassinerne, mens andre bliver fanget når tidevandet trækker sig tilbage og må derfor vente på næste tidevand, så de kan komme tilbage i havet.

  

Valledia ville vise mig bassinerne. Jeg dansede med hende. Iført bare tæer, løst hår og flagrende silkekjole - som den sande datter af naturen, jeg er.

Det første bassin var fyldt med små fisk, der kunne hoppe fra bassin til bassin. Det næste bassin var som at blive ramt af flashlys. Det var fyldt med metalblå fisk, som lynede, når solen ramte dem. Og da jeg fandt en vrissent udseende klumpfisk i det tredje bassin, var jeg ikke til at stoppe.

Jeg lallede videre, mens jeg udstødte jubelråb. Tænk at opleve så mange vidundere. Jeg var tilsyneladende bedre til at balancere på klipper end Valledia, for pludselig var hun et stykke bag mig. Jeg havde netop set en sort-hvid fisk, der lignede en dragefisk, og jeg tænkte, at den sør'me så giftig ud, da en lillebitte advarselsklokke klemtede bagerst i mit hoved.

Det fik mig til at kigge ned. Og på klipperne omkring mig sad horder af giftige søpindsvin. Små sorte pigbolde af smerte og tænders gnidsel var overalt, og ventede bare på at spidde mine blege fødder.  

Det føltes som at være vandret ind i et minefelt ved en fejltagelse. Og det tog mig næsten en time at balancere tilbage, fordi jeg skulle være så ultra-forsigtig med, hvor jeg satte mine fødder.

Ja, jeg ved s'gu da godt, at man skal passe på søpindsvin. Og at der er rigelige mængder af dem i dette område. Men min indre idiot tog over, og jeg er yderst taknemmelig for, at jeg ikke sidder og er igang med at pille pigge ud af min fod lige nu.

Nu har jeg sat mig i skyggen af et træ for at skrive. Og jeg har omhyggelig tjekket, at der ikke er kokosnødder eller andet, som kan falde ned i hovedet på mig.

Jeg tror min skytsengel er gået i baren for at snuppe sig en pause og en iskold pina colada. Det skal være hende vel undt.

Nu har jeg tænkt mig at blivende siddende her. Lige så stille - og skrive lidt og kigge på vandet og ... hov, vent et øjeblik ... Jeg tror, at jeg har spottet en flok aber. Det må jeg lige tjekke ud ...

Breaking news!

Jeg har lige soppet i Stillehavet for første gang, og jeg tror det er begyndelsen på et smukt og livsvarigt venskab. 

Hvis jeg skal være helt ærlig, var det så stort og fint at stå der med mine grimme, hvide fødder i det blå vand og kigge på skoven, som går helt ned til vandet, at jeg var lige ved at græde. Det er så smukt, så smukt, så smukt - og jeg har lige set en tukan!

Kulturchok og kærlighed

Jeg kæmper med det spanske, og jeg føler at min hukommelse er en si. En usædvanlig stormasket si. Valledia øver gloser med mig over morgenmaden og selv mit mindste udbrud på spansk bliver mødt med begejstring. Så det er ikke opmuntring, jeg mangler.

Alligevel føler jeg mig mærkelig gennemsigtig i disse dage. Jeg forestiller mig, at min sjæl er lavet af en masse døre. I lang tid har jeg bare haft nogle få døre på klem, og har kun lagt mærke til meget lidt omkring mig. Men lige nu føles det som om, at Costa Rica som en stormvind har blæst samtlige døre på vid gab, og der er intet, der undgår min opmærksomhed. For når jeg ikke kan tale og forstå, kan jeg i hvert fald føle og observere. Så det gør jeg.

Bedst som jeg havde taget hul på en kokosnød - frisk kokosmælk drukket direkte fra en køleskabskold nød er min nye last - kom Anna forbi og hundsede mig med sædvanlig effektivitet ud i bilen. Vi skulle ind til San José og hente Valledia, som har fået bøjle på tænderne.

Nu er det ingen hemmelighed, at Annas kørekort er et, som hun ved et tilfælde fiskede op af corn flakes-pakke. Det har hendes søn selv fortalt mig. Så en køretur i myldretiden med Anna er en stærk oplevelse. Især fordi hun ynder et tage genveje gennem store hotellers parkeringspladser. To hjul i svinget - vrooom! Den enorme, sorte Pathfinder brøler gennem p-pladsen, mens hotellets ansatte springer for livet - og ud på vejen igen. Men det sparer tid ...

Annas hus i San José ligger i et såkaldt gated community. Det betyder, at stedet er omringet af enorme hegn og bevogtet af sikkerhedsfolk. Jeg gjorde store øjne, for sådan noget har jeg aldrig haft mulighed for at opleve. Væk var alt støjen, støvet, larmen og trafikken. Pludselig befandt vi os i et renvasket parallelunivers af stilhed. Fyldt med kæmpestore firhjulstrækkere og nicaracuanske au pair-piger, som gik rundt med hunde i snor og velklædte børn på armen.

Anna hentede frokost i sit imposante hus, og jeg fik lov til at se hendes værelse. Femme fatale var det ord, der faldt mig ind. Et smukt rum holdt i sort og hvidt. Med en jacuzzi i hjørnet, et walk in-closet og et bord fyldt med parfumer og smukt skønhedsgear. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis jeg var en mand, som blev inviteret ind i dette rum - så ville jeg være sikker på, at noget særligt ventede mig ...

Så vandrede vi ned til fællesarealerne, som inkluderede swimmingpool med vandfald, tennisbaner og heftig videoovervågning.

Efter en herlig frokost fiskede Anna en uåbnet flaske Sambucca op af tasken. Vi fumlede lidt med den, hvorefter vi måtte indse, at vi ikke kunne åbne den. Men på den anden side af swimmingpoolen var en havemand igang med at nusse om et blomsterbed. Og uden yderligere dikkedarer råbte Anna på ham. Han lagde sin beskærersaks fra sig, vandrede flere hundrede meter op til os, hvor han åbnede Annas flaske, gav et lille buk og vendte tilbage til sine sysler.

Det var mit første kulturchok på denne tur. Og jeg tænker stadig over det. For jeg ved da godt, at det er Anna og de andre beboere, der betaler mandens løn. Men tanken om, at man sådan kunne hidkalde ham uden videre, ville aldrig være nået min danske, socialdemokratiske hjerne.

Anna holdt hof. Min lille vulkan sad og viftede med sin cigaret og sin sambuca, og en efter en kom de meget kernesundt udseende community-damer ud for at hilse på hende. Børnene hang på hende med store øjne, og Anna nød det. Med sine stramme jeans, sin høje latter og sine cigaretter stak Anna fuldstændig ud. Men hun er elsket. Og når de velplejede community-damer løsner deres blanke hestehåler om aftenen og går i seng - så tror jeg, at de drømmer om at være som Anna.

Efter sambuccaen kastede vi os igen ud i den hæsblæsende trafik. Valledia var stødt til os, og vi skulle besøge en af Annas venner, som var syg. Jeg lagde godt mærke til, at Anna havde skiftet til et par højhælede sko og havde taget en flok armbånd på, som ringlede sødt, når hun bevægede hånden.

Vennen viste sig at være en tidligere, professionel fodboldspiller. Han lå sørgmodigt på sin seng med en nyopereret akilles-sene og et ben i gips. Han livede betydeligt op ved synet af Anna, og jeg livede betydeligt op ved synet af ham.

Jeg havde helt glemt konceptet mand. Men ham her havde lige præcis så ujævne træk, at han ikke var decideret pæn - men alligevel. Læg dertil lige skuldre, virkelig pæne underarme og en skæv fortand, når han smilede. Oh yes!

Og Annas bevægelser blev pludselig endnu mere yndefulde, mere dvælende. Alt ved hende blev blødere og rundere. Og mr. Fodboldspiller blev pludselig meget rank, hans øjne fulgte Anna og han skyndte sig at smide den ene krykke, så han ikke virkede alt for sølle og invalid.  

Anna forklarede mig, at de havde været venner længe og at han var en del af familien - oprindelig hendes lillebrors ven. Og jeg tænkte: Yeah right, men jo mere jeg kiggede på dem, jo mere fik jeg fornemmelsen af, at det der var mellem dem, slet ikke for alvor var gået op for nogen af dem.

Fodboldspilleren er yngre end Anna og så er han jo oprindelig lillebrorens ven. Er det en håbløs forbindelse her i Costa Rica? Jeg ved det ikke. Men hvis I spørger mig, så ville den akillessene hele meget hurtigere på Annas sorte silkelagener ...

Jeg ved ikke, om det er umagen værd at lære spansk. Jeg kan jo allerede genkende det vigtigste: Kærlighed.