Hva' gør vi nu, lille du?

Da jeg stævnede ud fra Danmark, lovede jeg mig selv, at lige så længe jeg havde penge på kontoen, så ville jeg ikke lade mig fange ind af nogetsomhelst. Ikke noget med at skrive ting, som jeg ikke havde lyst til. Ikke noget med at rende med mandfolk og lade mig fange ind af dem. 

Og slet ikke noget med at drukne min fine, flotte frihed i planlægning. Jeg ville gøre, præcis hvad jeg følte for - og jeg tror ikke, at der findes et eneste menneske, som ikke er enig med mig i, at lige nu, lige her, er jeg verdens mest priviligerede person ...

"Don't waste that," siger jeg til mig selv mindst ti gange om dagen. (Og det er ikke løgn - jeg er begyndt at tale engelsk til mig selv og den lille hund Carla. Helt tosset!)

Men ... reality bites ... Uanset hvor herlig tanken om at blive hængende hos Anna og Valledia er, så bliver jeg jo nok nødt til at flytte hjemmefra inden alt for længe. 

Lige nu har jeg nogle meget løse scenarier for de næste par måneder i hovedet. Og jeg er i tvivl.

Selv om jeg har forsøgt at lade være med at være kontrolfreak, så læste jeg jo lidt om Costa Rica, inden jeg tog herned. Kort fortalt er Costa Rica cirka på størrelse med Danmark. Og hvis I tjekker på et kort kan I se, at det lille land ligger mellem to verdenshave.

På den ene side slikker det Caribiske Hav sig smooth og forførende mod strande, der er så smukke, at de ikke lader sig beskrive. På den anden side svøber Stillehavet sig mod strande, der er perfekte for surfere og nogle steder så smukke, at man bliver nødt til at begå selvmord af fryd, umiddelbart efter at man har set dem.

Alle jeg foreløbig har talt med, har givet hver deres bud på et sted, som jeg absolut må se, hvis jeg bare har den mindste smule fornuft i behold.

Inden jeg rejste, forelskede jeg mig uigenkaldeligt i idéen om at hænge ud i den caribiske side af landet i et par måneder. Jeg havde kig på en lille by, som ligger næsten nede ved grænsen til Panama, som hedder Puerto Viejo.

Jeg har et lille regnskovshus på hånden udenfor Puerto Viejo, og mit hjerte banker for at bo i den by, som har den havn, hvor de caribiske pirater slappede af før i tiden, når de havde hærget andre kyster og trængte til at puste ud og synge om rom og døde mænds kister.

Jeg elsker tanken om pirater! Og min tanke var at dedikere min tid i Puerto Viejo til intensiv research om disse sejlende Dick Turpin'er.

Puerto Viejo er meget caribisk og har - så vidt jeg kan forstå - overvejende en befolkning bestående af sorte efterkommere af slaver, hippietyper og pot-rygende surferdudes. Byen ligger på narkoruten mellem Nicaragua og Panama og kan derfor være lidt dodgy. 

"CrazyTown," har jeg hørt nogle kalde den. Og det er jo lige noget for mig!

Omvendt har Valledia - søde, dejlige Valledia - en bedstefar. Og denne bedstefar er åbenbart en noget excentrisk type. For i 14 år har han drevet et rescue center for nødstedte dyr i regnskoven. Man kan arbejde der på frivillig basis, og til gengæld er der knyttet en sprogskole til stedet, så man får lært spansk, mens man er der.

Jeg er og har altid været total dyretosse. Og tanken om at arbejde med dyr og lære spansk tiltaler mig enormt. Samtidig er jeg ret sikker på, at hvis jeg dukker op hos bedstefar med en kærlig hilsen fra Anna og Valledia, så vil jeg få en meget fin behandling.

Omvendt er jeg bange for, at blive for bundet af at skulle lægge gibsbandager på tusindben om formiddagen og modtage spanskundervisning om eftermiddagen ... Jeg skal jo skrive udødelig litteratur på et eller andet tidspunkt.

På den tredje side havde jeg en meget hyggelig samtale med Annas svigersøn, Luka, til festen i går. Han har et rejsebureau her i Costa Rica og kender landet som sit eget penalhus. Også han havde adskillige gode forslag til steder, hvor jeg kunne hænge ud. Og ham skal jeg tale videre med i næste uge ...

Og for det fjerde, så skal jeg forhåbentlig imorgen mødes med Maiken, som bor her. Jeg fangede hende på facebook for flere måneder siden, præsenterede mig selv - og siden har jeg været lidt af en igle på hende. 

Heldigvis virker hun som et utrolig rart menneske, for da jeg annoncerede min ankomstdato til Costa Rica, havde hun allerede sørget for, at jeg kunne bo hos hendes ven, Alan, hvis jeg havde lyst. Som hun udtrykte det: "Ja, jeg er jo ked af, at du ikke kan bo hos os. Men vi har to piger boende i øjeblikket, så her er ikke så meget plads."

Jeg lader udsagnet stå alene. Synes det siger alt om, at Maiken helt klart er en kvinde, som man har lyst til at møde. Og jeg har også en fornemmelse af, at hendes meninger kunne være særdeles interessante at lytte til.

En ting er i hvert fald helt klar for mig: Jeg SKAL lære spansk. Jeg er allerede ved at gå op i limningen over, at jeg ikke kan snakke med alle de sjove og rare mennesker, som jeg møder. Så spanskundervisning er højprioritet.

Ellers er jeg blank. Fuldstændig åndssvagt. Nu har jeg arbejdet hårdt på at skaffe mig selv frihed, og når jeg så endelig har den, bliver det s'gu også et problem.

Hvad synes I, at jeg skal gøre?