Den syngende slagter, en fest og lidt om min mor

Jeg kan vist lige nå at fortælle om mit indkøb af kød, mens kartoflerne til aftenens kartoffelsalat koger. Anna er kørt sammen med en flok skræppende damer. Bedst som jeg endnu engang var faldet i staver over en tomat, som jeg havde købt i supermarkedet, kom de myldrende ind i huset som en flok farverige fugle.

Anna præsenterede mig, og alle syntes, at idéen om dansk mad var så spændende og eksotisk, at Anna kulant inviterede dem alle til aftenens middagsselskab. Damerne på disse kanter fortjener et blogindlæg for sig selv, men det må komme senere. Mens jeg sidder her og skriver kan jeg stadig dufte deres tunge parfumer, som hænger i luften.  

Aftenens menu er min mors. Når vi passerer midnat, rammer vi fire årsdagen for hendes død. Så det er ikke mærkeligt, at hun har været i mine tanker hele dagen. I aften spiser vi frikadeller, kartoffelsalat og æblekage - som min mor lavede den. Det kan jeg virkelig godt lide tanken om. Tak mor, fordi du indviede mig i din hemmelige kartoffelsalat-opskrift. Nu skal den afprøves for et internationalt publikum.

Hakket svinekød er ikke særlig nemt at skaffe på disse kanter. Men heldigvis har jeg de sidste par dage passeret et lille hul i en rød mur, som i virkeligheden er et snedigt undercoverskjul for et slagteri. Efter at have konfereret med ordbogen, tog jeg mod til mig og stak hovedet ind.

En tæt, lille mand kom dansende og syngende hen mod mig, mens han slog ud med armene. Det vil sige .... han slog kun ud med halvanden arm. Stykket fra albuen og nedefter manglede i venstre side.

Jeg afgav min bestilling på famlende spansk, derefter sidesteppede den lille slagter veloplagt hen til en kølemontre, hev et stykke svinekød op og parterede det med raske bevægelser. Armstumpen brugte han til at holde fast på kødstykket, mens han skar det i småstykker. Dereftede jingede han med små, skælmske vrik over til kødhakkemaskinen, og kørte kødet igennem mens han smægtende sang et omkvæd, som handlede om meget ulykkelig kærlighed. Jeg stirrede på kødhakkemaskinen og hans armstump og tænkte mit ...

"Tres mil co-LOOO-neees," sang slagteren og langede mit kød over disken. Det sidste jeg så af ham, var da han dansede hen til vasken for at vaske hånd og armstump.

(Her ville jeg have skrevet lidt om supermercadoens fristelser, men Valledia forstyrrede med et Wii-dansespil, som jeg blev tvunget til at klumpe rundt til.

Jeg ville også have skrevet noget om, at det har været så varmt hele dagen, at Anna besluttede sig for at sætte sin hushjælp til at lave maden, mens hun selv slangede sit velproportionerede legeme i en liggestol iført en minimal bikini og en maximal Cuba Libre.

Nu er klokken kvalme om morgenen. Festen er slut. Alle er gået i seng, og jeg sidder ude på terrassen og nyder nattens kølighed, mens jeg skriver videre. Det blæser, men vinden er lun og føles som et kærtegn mod huden.)

Kender I det, når man virkelig gør succes i et selskab? Når man siger eller gør noget, som får en hel flok mennesker til at ligge vandret i latterkramper? Den fornemmelse kender jeg nu. Og den er faktisk ret herlig. Desværre må jeg indrømme, at jeg gjorde mig sjov på andres bekostning, og derfor hører min succes i selskabslivet ind under det, der kaldes for billige point. Dem det gik ud over var såmænd jer, kære landsmænd. Med streg under mænd.

Vi måtte rykke bordene udenfor for at få plads til alle de mennesker, som pludselig dukkede op. Heldigvis havde Annas hushjælp - Hun hedder Lourdes og kommer fra Nigaragua - været flittig i køkkenet, og det samme havde jeg. Annas bidrag til madlavningen var at sidde på køkkenbordet og kigge på, at jeg stegte frikadeller - og lave en knock out-rompunch med kanel, som gjorde alle gæster svimle, inden vi overhovedet var gået tilbords.

Og i et land hvor supermarkederne har en hel reol kun til mayonnaiser i forskellige smagsvarianter, giver det sig selv, at en mayonnaisebaseret kartoffelsalat er dømt til at blive et hit. Rub og stub blev spist og pludselig var luften tyk af snak og latter. Musikken blev skruet højere og højere op, og folk dansede mellem stolene og ude på græsplænen. Og for enden af bordet sad den lille, skrappe matriark Anna og mønstrede sine tropper med et kærligt blik.

Jeg blev budt op af den søde nevø med piercing og bøjle på tænderne, og heldigvis havde jeg fået præcis nok rompunch til, at jeg bare gjorde mit bedste og svingede hofterne og koncentrerede mig om at lade være med at maltraktere hans tæer.

I en pause dryssede jeg ned på en stol og pludselig var jeg omringet af damer.

På en eller anden måde faldt samtalen på, hvordan danske mænd dansede.

"I'll show you," sagde jeg kækt og rejste mig op og dansede som en gennemsnitlig dansk mand.

Altså sådan noget med at stå helt stille og så tage et skridt til højre, et skridt tilbage, et skridt til venstre, et skridt tilbage, et skridt til højre og så videre. Aj, men I har sgu' da også danset med sådan nogle fyre, har I ikke?

Et latterbrøl rejste sig fra bordet. Omhyggeligt make uppede øjne blev runde af vantro. Jeg måtte gentage nummeret tre gange i løbet af aftenen - og hver gang akkompagneret af høj latter og klapsalver. Også fra mændene som pludselig virkede meget tilfredse med sig selv.

På et tidspunkt skruede Valledia ned for musikken og spurgte, om jeg ikke havde noget dansk musik på min iPhone. Jeg gjorde det eneste rigtige i situationen: Jeg satte Love Shops 'Love goes on forever' på - og jeg ville ønske, at jeg havde mod til at skrive til Jens Unmack på facebook. For så ville jeg fortælle ham, at nummeret vakte stor lykke. Alle hoppede på dansegulvet og klappede i takt til nummeret med hænderne over hovedet - ligesom til koncerterne, bare med mere swing i hofterne.

Damerne var imidlertid ikke færdige med mig. Da jeg sent på aftenen dumpede ned i flokken igen, lagde Annas søster sin hånd på min arm og spurgte med bekymret mine:

"But the men ... when not dance? How in bed?"

De andre omkringsiddende damer lænede sig ivrigt hen mod mig for at høre mit svar.

Og der, søde drenge, der svigtede jeg jer altså ikke.

"Good in bed - only bad when dancing," svarede jeg.

Et kollektivt, medsøsterligt lettelsens suk lød fra damerne.

"Good for you!," udbrød en.

"Muy importante," tilføjede Annas mor med et vidende blik.

Pludselig kom jeg til at grine højt, fordi jeg kom i tanke om dengang min mor inspicerede samtlige mandestatuer på Glyptoteket med kritisk mine og læsebriller, hvorefter hun udbrød så højt, at den mandlige museumsvagt var lige ved at tabe sit kryds og tværs-blad af bar forskrækkelse:

"Jeg synes ikke, at de er særlig veludrustede!"

Og lige i det sekund vidste jeg, at hun også var her - tilstede til festen, sammen med mig - og at alt var godt ...

Love goes on forever.