søndag den 29. januar 2012

Det amerikanske mysterium - del I


Jeg har søndagsblues. Ægte, fuldfede søndagsblues - og for rigtig at søbe rundt og køre mig selv ned i den sorte rille af melankoli har jeg hørt The Cure hele dagen. Akkompagneret af Robert Smith & Co klaprede jeg et yderst deprimerende indlæg sammen om at søge efter meningen med livet og aldrig finde den. Om tabt kærlighed og smerten ved at sidde tilbage med et skiveskåret hjerte.

Derefter slog jeg en rå latter op over min egen selvmedlidenhed, besluttede at stikke den skråt op og i stedet fortælle om amerikanerne i Costa Rica. For dem har jeg jo haft mit første møde med ...

Da vi forlod regnskovsresortet relokerede vi jo som bekendt til et yderst luksuriøst hotel, der var proppet med amerikanere.

Og lige pludselig havde jeg den surrealistiske oplevelse at forstår det sprog, der blev talt i mit nærmiljø. Det kunne jeg slet ikke få nok af, så jeg brugte eftermiddagen på at ligge i swimmingpoolens vandskorpe som en lurende, omend noget tandløs, nilkrokodille og lytte til alle samtalerne.

Og jeg må sige, at de fleste af samtalerne, der handlede om Costa Rica, handlede om, hvor man kunne finde mad, der smagte lige som i USA, hvor man kunne finde en Canopy, der mindede om en hjemme i Staterne og så videre og så videre. Intet blev diskuteret uden at det blev sammenlignet med Guds eget land.

Om aftenen hev Anna mig op af poolen (Heldigvis - på det tidspunkt lignede jeg en let lyserød rosin) fordi vi skulle ud og spise. Vi landede et lokalt sted. Der sad vi under et bliktag med en bougainvillea i ryggen og fik serveret fisk, ris og noget sammenkogt af en masse rodfrugter. Jeg drak buanbana til maden - en sød, hvid substans der banker blodsukkeret godt i vejret.

Således velfodrede gik vi på jagt efter en drink. Vi kørte ud til havet, hvor der var en amerikansk lystbådehavn. Jeg forstår, at amerikanerne gerne opholder sig i Costa Rica. Mange af dem tager en lille afstikker, når de alligevel skal til Panama og gemme deres penge i bankerne. 

Foran mig strakte sig en enorm flåde af kridhvide lystyachter. Fra størrelse stor til størrelse enorm. På havnekajen var der rejst store pavillioner så bådejerne kunne high five hinanden, småsnakke og sjusse uden at blive solskoldede. Der var letpåklædte piger med spiritusmærkers logoer på bagdelen, som gik rundt og hældte op i glassene. Der var mad - store fade med allehånde ting og sager, og der var mænd. Der var bare så mange midaldrende, sundt solbrændte amerikanske mænd.  


Der var en alenlang havnepromenade, som man kunne vandre på - men selvfølgelig kun hvis man var bådejer. For der var også vagter til at holde øje med det hele. Mange vagter med earplugs og walkie talkier. Og der var et klubhus, som også var fyldt med mænd og en mærkelig stemning, som jeg ikke kunne lide. Og der var små golfvogne overalt, så amerikanerne ikke behøvede at vandre ud til deres båd, men i stedet kunne lade sig køre derud. 
Og jeg fik en underlig tom fornemmelse indvendig af hele scenariet. Jeg forstod, at der var en fisketurnering igang, men jeg så ikke en eneste fisk. Det eneste jeg så, var en flok gringos, der havde lavet deres egen lille velhaver-på-vand-ghetto og stoltserede rundt og troede at de ejede verden, fordi de kom fra Guds eget land. Og fordi de var rige. 


"Gringo-landia", vrængede jeg surt til Rachel, der slog en høj latter op. Hun troede, at jeg ville befinde mig rigtig godt ved for en gangs skyld at være i selskab med blegnæb som mig selv.

I stedet tog vi hinanden under armen og gik ned for at se solnedgangen. På vejen blev vi overhalet af en del golfvogne.
Da vi kom ned til stranden var alle golfvognene linet op, og folk sad og tog billeder af de nedgående sol med deres digitalkameraer.

 
Rachel forklarede mig, at lige i det sekund solen forsvandt under horisonten, skulle jeg kaste en sten over skulderen og ønske mig noget.
Så det gjorde jeg.
Og så forlod vi Gringo-landia.
Om aftenen blev jeg hevet med til en fødselsdagsfest. Hele Annas familie var dukket op på hotellet og Annas svoger skulle fejres. Det gjorde vi med spansk fødselsdagsang og kage og det hele. Da selskabet satte sig ned til poolen for at feste videre, exitede jeg. Jeg havde jo en bar, som jeg skulle nå ... En drømmebar ...

1 kommentar: