Vulkanens mor

Jeg kan høre vandfaldet lang tid før vi ser det. Det lyder som en meget heftig regnbyge i det fjerne. Og pludselig kan jeg mærke, hvordan skoven bliver tungere og tungere af fugt. Det er som om, at alle dufte bliver stærkere og mere anmasende. Hist og her slipper der striber af lys ind gennem trækronerne.

Når det hårde middagslys bliver filtreret af de grønne blade, ender det som gyldne striber på den røde skovsti. Foreløbig er det bare gået nedad og nedad - og jeg håber, at min røde hest, Pjero, har mere styr på tingene, end jeg har. Jeg forsøger at huske de få ting, jeg ved om at ride på heste - noget med at læne sig bagover, når det går nedad og læne sig forover, når det går opad.

Men Pjero ved, hvad han gør. Han sætter hovene de helt rigtige steder og får os begge bragt over de passager, hvor stien er skyllet væk og hvor jorden er løs og drilsk. Et forkert skridt af Pjero kan sende os ud over kanten og videre i frit fald. Men jeg hvisker til ham, at jeg stoler ubetinget på ham - og det kan han mærke.

Jeg danner bagtrop sammen med de løse heste, som følger med os. Foran mig rider Anna og Valledia og Mister Moustache.

Skoven er stille og meget, meget smuk. Træerne er forvitrede og overbegroede med snyltevækster. Vi er ikke i en regnskov, vi er i en bjergskov. Og de få gange skoven har sluppet os på turen, har vi kunnet nyde synet af San José, som ligger langt under os i dalen. Et par rovfugle svæver majestætisk på de varme vinde - ligeledes under os.

Engang imellem gjalder et fugleskrig eller en hidsig kvidren gennem skoven. Ellers er alt bare stille. Som om, at nogen har sat hele verden i står, og vi er de eneste, der bevæger os.

Egentlig skulle vi have set vulkanen Poàs idag. Men alle andre i San José havde også besluttet sig for at hilsen på damen, og Annas tålmodighed er ikke til lange bilkøer, så hun vendte bilen og førte os ned af en vej, der var så uvejsom, at både jeg og Valledia følte det som om, at vi blev centrifugeret på turen.

Når Ana fortæller om Poàs, bruger hun ord, som beskrev hun en flamboyant og dekadent femme fatale. Anna elsker Poás. Og jeg forstår hvorfor. Anna er selv en vulkan. Skabt af ild. Ligesom rigtig mange andre af kvinderne på disse kanter. Jeg elsker dem for det, og jeg tager mig selv i at tænke, at jeg måske også har ild indeni. Og at det er måske er en af de ting, som jeg godt kunne tænke mig at finde ind til her i Costa Rica. På den anden side er det min vandnatur, der bærer mig igennem lige nu - evnen til bare at flyde med og ikke påvirke omgivelserne alt for meget.  

Efter den hidsige biltur med Anna, kom vi ud i en lysning, hvor der lå en lille restaurant med udsigt over hele dalen, hvor San José ligger og putter sig i ly af bjergene. Og så lagde jeg ikke mærke til så meget mere. For mit blik havde nået en tom colaflaske, der var hængt op i en bjælke. Og omkring den colaflaske svirrede en lillebitte, smaragdgrøn kolibri, som lynede i solen. Oh, salig fryd - så lille, så fin, så nuttet, hvilket perfekt lille næb, hvilke vidunderlige små vinger, hvilken skøn farve ... og længere nåede jeg ikke i min totaltilbedelse af denne helt igennem herlige, lille fugl, før Anna vinkede mig hen.

Hun stod sammen med en mand, som ikke kun havde en af de mest imposante moustacher, jeg længe har set, men som heller ikke var karrig med at fremvise en brystbehåring så imponerende, at den kunne gøre Burt Reynolds misundelig.

Et øjeblik efter var vi afsted på hesteryg. Ana på en lille mørk hest, Valledia på en indianerhest, mig på fine, røde Pjero - og Mr. Moustache på en kridhvid ganger. Selvfølgelig.

Nu er jeg jo en dyretosse. Og min store glæde ved dyr bliver meget ofte forvekslet med, at jeg rent faktisk har forstand på dyr - hvilket er en fejltagelse. Men jeg ender altid med at få det dyr, som bliver betegnet som feisty - i dette tilfælde Pjero. Og jeg ender sjovt nok også altid med at ride ud med machomænd, som altid betvinger noget hvidt. Sidste gang jeg oplevede det, var i Egypten, hvor vi red ud i ørkenen med en flot ørkensheik der hed Walid - og som naturligvis red på en skinnende, hvid væddeløbskamel.

Vandfaldet er dejligt. Det syder og bruser ned ad bjerget i fine bugtninger og lige ind i sjælen, hvor det lægger sig som balsam på alle de skrammede steder. Jeg nyder det i fulde drag og er i en zen-agtig tilstand da Pjero og jeg sætter kursen tilbage.

Men Mr. Moustache rider op på siden af mig, svinger sin tøjle og giver Pjero et ordentligt svirp i bagdelen, så han tager et forskrækket spring fremad. Og jeg tænker deja vu - for Mr. Moustache kigger mig i øjnene med et blik der siger, at hvis jeg ikke klarer det her, så vil jeg tabe ansigt. Og guess what? Sidste gang jeg oplevede det, var i ørkenen, hvor Walid svingede en pisk i rumpetten på min kamel, og gav mig nøjagtig det samme blik.

Da Pjero først er kommet sig over forskrækkelsen, tager han udfordringen op mod Mr. Macho og vi dundrer op af bjerget. Og jeg vil sige, at en bekvem cowboysadel og en hest i galop er så meget federe end at vippe afsted to meter over jorden på en kamel, der løber i pasgang.

Det er nemt at finde rytmen, og Pjero og jeg kommer ind på en hæderlig andenplads. Vi taber hverken ansigt eller mule. Mr. Macho-Moustache hjælper mig galant ned af Pjero, og skal lige til bare at binde hestene og gå op og få en forfriskning. Men her sætter jeg foden ned. (Turde ikke andet - min søster Anne læser jo med her!)

Inden vi gør nogetsomhelst insisterer jeg på, at vi henter vand til hestene og gnubber det værste sved af dem. Og jeg siger pænt tak til Pjero og undskylder på Mr. Moustaches vegne for svirpet i bagdelen.

Som jeg sidder og skriver dette, er jeg omgivet af tre vulkaner. Anna, hendes søster og hendes veninde. Og de drikker Cuba Libre og speedsnakker. Efterhånden er jeg begyndt at kunne skelne ordene i spansk. I starten var det bare blablabla ... men nu kan jeg høre, at Anna genfortæller dagens ridetur. Hun kalder mig for en vaquera - hvilket frit oversat er en cowgirl. Det kan jeg godt lide. Hvad jeg ikke kan lide er, at min mås føles som om, at den har tjekket ud på ubestemt tid - og at jeg er oversået med insektsstik.

Imorgen tror jeg nok, at den lille vulkan Anna tager mig op at se den store vulkan. Hun synes, at det er meget vigtigt, at jeg ser Poás. Og jeg tror på hende - for jeg tror, at den vulkan er hendes mor.