mandag den 30. januar 2012

På tour med to gale kaffebars-ejere


Dette indlæg bliver skrevet i en tilstand af yderste udmattelse. Det har været en lang dag. Og inden da var det en lang nat.
Men lad mig skrue tiden tilbage. Igår aftes sad jeg iført en heldragt af tungsind og var igang med at forfatte del 2 til mit indlæg om amerikanere og ikke mindst mit besøg i drømmebaren.

Imidlertid blev jeg afbrudt af en masse støj, som kom udefra. Da jeg iført strithår og hængerøv gik ud for at se, hvad der skete, viste det sig, at Anna havde glemt, at der kom gæster til vores lille Guest House. To fyre stod og råbte gennem porten, fordi de gerne ville ind.

Den slags er jo lidt pinligt, fordi det kunne virke som om, at vi ikke er servicemindede her i Guest House. Så jeg besluttede at tage sagen i egen hånd og genoprette Guest Houses ry. Jeg slap fyrene ind, præsenterede mig pænt - og hentede en flaske Guaro fra mit private lager.

Og det faldt i god jord, for Sasja og Antonio var kommet helt fra London og trængte i den grad til en opstrammer. Især fordi de havde gået hinanden på nerverne i op mod 30 timer. Det gjorde ikke just situationen bedre, at de havde lejet en bil i lufthavnen, men glemt at få deres kørekort med sig ...

Sasja fortalte mig, at Antonio altid var en stor idiot. Og Antonio nævnte for mig i forbifarten, at Sasja var det største fjols, han kendte.
Men under indflydelse af den nerveudglattende Guaro fandt jeg ud af, at de begge oprindeligt var fra Iran, at de havde været venner i lang tid og at de ejede hver sin kaffebar i henholdsvis Nordlondon og VestLondon.

Sasja er bindegal, ekstrem glemsom, fanatisk ateist og i besiddelse af den sorteste humor, jeg længe har oplevet. Antonio er mindre glemsom, mere fornuftig, temmelig stædig - men næsten lige så bindegal som Sasja.

Inden vi havde nået bunden af Guaroflasken var vi blevet enige om, at eftersom jeg havde kørekort, kunne vi alligevel hente bilen i lufthavnen næste dag. For så skrev vi mig på som fører, mens drengene ventede på, at deres kørekort blev eftersendt.

Vi fejrede aftalen med at drikke mere Guaro og lægge os ud på græsplænen for at kigge stjerner. Jeg bad Sasja fortælle en historie, og han fortalte om, hvordan han ernæret sig som guldsmed og sparet op, fordi han ville væk fra Iran og væk fra alt det religionspis, som regeringen trak ned over hovedet på befolkningen.

Antonio afbrød Sasja og sagde:
"Religion - det er ligesom en pik. Den er rar at have, men man går ikke rundt og svinger med den i offentligheden. Og man stikker den fan'me slet ikke ned i halsen på børn eller andre, der ikke har bedt om det."

Så fortalte Sasja om bjergene omkring Teheran - de syv søstre blev de kaldt. Og om hvordan ham og hans venner kørte derop om natten og drak sig fulde og ræsede gennem hårnålesvingene, fordi de trængte så meget til at gøre noget vildt, noget som var ulovligt og forkert i et land, som har lagt sine egne beboere i spændetrøje.

Næsten morgen hentede vi bilen, og endelig fik jeg hjul på igen. Jeg har i den grad savnet at have en bil, og jeg ved nu, at uanset hvad jeg gør herfra - så bliver jeg nødt til at skaffe mig et køretøj af en art.

Hvad jeg ikke vidste var, at Sasja og Antonio var fuldstændig lige så håbløse til at finde vej, som jeg er. Og i løbet af tre minutter var vi faret vild i bjergene omkring San José. Imidlertid nægtede Antonio at indrømme, at han er elendig til at finde vej. Det var først da han viste os ned af en blind dirtroad, at Sasja med en rask bevægelse hev kortet fra ham og kaldte ham ting som ikke egner til tryk. Idiot og kæmpefjols var de mildeste udtryk, og ellers må jeg sige, at Sasja virkelig råder over et imponerende repetoire af engelske og persiske bandeord.

Efter at have kørt i fire timer var vi så elendige, at vi begyndte at diskutere, hvem af os, vi skulle spise først, når sulten indtraf. Jeg argumenterede for, at jeg som kører var fredet. Tilsidst blev vi enige om at spise Sasjas ben, fordi han lider af en eller anden mystisk sygdom som gør, at han ikke går så godt.

Men vi nåede hjem. Knap og nap. For både Sasja og Antonio blev så køresyge af at køre i bjergene, at vi måtte stoppe tre gange, fordi de skulle kaste op. To gange fordi Antonio skulle tisse. Og et utal af gange fordi de begge skulle tilbede kaffebuskene. Jeg lærte dem hvordan man suttede på kaffebønner - som jeg havde lært af Valledia - og de synes, at jeg var virkelig cool, fordi jeg vidste sådan noget.

Tilbage i Guest House var der kommet flere gæster. Herunder et herligt ægtepar fra Seattle. Manden i parret hed Jerry og proklamerede, at han var en rigtig hillbilly, men at han desværre havde glemt sin banjo derhjemme.
 Jerry

Og han havde ret ... han var virkelig en hillbilly, og en rigtig skæg en af slagsen. Han fortalte om Nevadaørkenen, om Death Valley, om Coloradofloden og om sin elskede Border Collie.

Og jeg mens jeg sad og lyttede til ham, blev det mere og mere klart for mig, at jeg bliver nødt til at tage en road trip i US of A.

Nu sidder jeg i min seng og skriver. Imorgen skal jeg på endnu en tur ud i det blå med de gakkede kaffebarsejere. De bliver her i Guest House to nætter endnu - og jeg agter at løbe bort med dem begge to.

Vi har nemlig aftalt, at vi tager turen over til den caribiske side og kigger lidt på Puerto Viejo i hinandens selskab ...

Godnat!

PS: Indlæg II om drømmebaren og amerikanerne skal nok komme! Jeg lover det!





 

4 kommentarer:

  1. Åh hvor skriver du bare godt! Og jeg mærker det der sug i maven, efter at være i dine sko, og bare opleve... Tak fordi du deler, så man kan sidde og drømme med!

    SvarSlet
  2. Enjoy Puerto Viejo, glæder mig til at høre hvad du synes om det. Alle strandene mellem Puerto Viejo og Manzanillo er enormt flotte...af restaurante kan jeg anbefale La Pecora Nera (syd for Puerto Viejo), Maxi's i Manzanillo, og så over til engelsk:

    - The Caribbean food at Selvin's in Punta Uva (halfway between Puerto Viejop and Manzanillo) is supposed to be good.
    - There is supposed to an excellent Israeli/Middle Eastern restaurant, also in Punta Uva.

    SvarSlet
  3. Road Trip i USA...nemlig ja ! Vi har to gæsteværelser her i Alabama :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu har jeg endelig fundet ud af det her med at svare kommentarer. Og det er jo en herlig ting!

      @Superheltemor: Tusind tak for de rosende ord - jeg har liget været ovre og more mig over din blog. Du har hermed en fast læser! :-)

      @Jan: Tusind tak for de gode tips! Jeg skal helt sikkert tjekke mellemøsteren ud - elsker den slags mad. Er ikke sikker på, at jeg kan lokke de skøre kaffedrenge med, eftersom de selv er (tidligere) mellemøstere og derfor synes at den slags mad er håbløs og irriterende i forhold til al den lækre caribiske mad, som de agter at indtage.

      @Tourged: Jeg skal lige lære noget spansk, men så skal jeg fanme til det der US of A. Glæder mig til at se jer!

      Slet