tirsdag den 24. januar 2012

Kulturchok og kærlighed


Jeg kæmper med det spanske, og jeg føler at min hukommelse er en si. En usædvanlig stormasket si. Valledia øver gloser med mig over morgenmaden og selv mit mindste udbrud på spansk bliver mødt med begejstring. Så det er ikke opmuntring, jeg mangler.

Alligevel føler jeg mig mærkelig gennemsigtig i disse dage. Jeg forestiller mig, at min sjæl er lavet af en masse døre. I lang tid har jeg bare haft nogle få døre på klem, og har kun lagt mærke til meget lidt omkring mig. Men lige nu føles det som om, at Costa Rica som en stormvind har blæst samtlige døre på vid gab, og der er intet, der undgår min opmærksomhed. For når jeg ikke kan tale og forstå, kan jeg i hvert fald føle og observere. Så det gør jeg.

Bedst som jeg havde taget hul på en kokosnød - frisk kokosmælk drukket direkte fra en køleskabskold nød er min nye last - kom Anna forbi og hundsede mig med sædvanlig effektivitet ud i bilen. Vi skulle ind til San José og hente Valledia, som har fået bøjle på tænderne.

Nu er det ingen hemmelighed, at Annas kørekort er et, som hun ved et tilfælde fiskede op af corn flakes-pakke. Det har hendes søn selv fortalt mig. Så en køretur i myldretiden med Anna er en stærk oplevelse. Især fordi hun ynder et tage genveje gennem store hotellers parkeringspladser. To hjul i svinget - vrooom! Den enorme, sorte Pathfinder brøler gennem p-pladsen, mens hotellets ansatte springer for livet - og ud på vejen igen. Men det sparer tid ...

Annas hus i San José ligger i et såkaldt gated community. Det betyder, at stedet er omringet af enorme hegn og bevogtet af sikkerhedsfolk. Jeg gjorde store øjne, for sådan noget har jeg aldrig haft mulighed for at opleve. Væk var alt støjen, støvet, larmen og trafikken. Pludselig befandt vi os i et renvasket parallelunivers af stilhed. Fyldt med kæmpestore firhjulstrækkere og nicaracuanske au pair-piger, som gik rundt med hunde i snor og velklædte børn på armen.

Anna hentede frokost i sit imposante hus, og jeg fik lov til at se hendes værelse. Femme fatale var det ord, der faldt mig ind. Et smukt rum holdt i sort og hvidt. Med en jacuzzi i hjørnet, et walk in-closet og et bord fyldt med parfumer og smukt skønhedsgear. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis jeg var en mand, som blev inviteret ind i dette rum - så ville jeg være sikker på, at noget særligt ventede mig ...

Så vandrede vi ned til fællesarealerne, som inkluderede swimmingpool med vandfald, tennisbaner og heftig videoovervågning.

Efter en herlig frokost fiskede Anna en uåbnet flaske Sambucca op af tasken. Vi fumlede lidt med den, hvorefter vi måtte indse, at vi ikke kunne åbne den. Men på den anden side af swimmingpoolen var en havemand igang med at nusse om et blomsterbed. Og uden yderligere dikkedarer råbte Anna på ham. Han lagde sin beskærersaks fra sig, vandrede flere hundrede meter op til os, hvor han åbnede Annas flaske, gav et lille buk og vendte tilbage til sine sysler.

Det var mit første kulturchok på denne tur. Og jeg tænker stadig over det. For jeg ved da godt, at det er Anna og de andre beboere, der betaler mandens løn. Men tanken om, at man sådan kunne hidkalde ham uden videre, ville aldrig være nået min danske, socialdemokratiske hjerne.

Anna holdt hof. Min lille vulkan sad og viftede med sin cigaret og sin sambuca, og en efter en kom de meget kernesundt udseende community-damer ud for at hilse på hende. Børnene hang på hende med store øjne, og Anna nød det. Med sine stramme jeans, sin høje latter og sine cigaretter stak Anna fuldstændig ud. Men hun er elsket. Og når de velplejede community-damer løsner deres blanke hestehåler om aftenen og går i seng - så tror jeg, at de drømmer om at være som Anna.

Efter sambuccaen kastede vi os igen ud i den hæsblæsende trafik. Valledia var stødt til os, og vi skulle besøge en af Annas venner, som var syg. Jeg lagde godt mærke til, at Anna havde skiftet til et par højhælede sko og havde taget en flok armbånd på, som ringlede sødt, når hun bevægede hånden.

Vennen viste sig at være en tidligere, professionel fodboldspiller. Han lå sørgmodigt på sin seng med en nyopereret akilles-sene og et ben i gips. Han livede betydeligt op ved synet af Anna, og jeg livede betydeligt op ved synet af ham.

Jeg havde helt glemt konceptet mand. Men ham her havde lige præcis så ujævne træk, at han ikke var decideret pæn - men alligevel. Læg dertil lige skuldre, virkelig pæne underarme og en skæv fortand, når han smilede. Oh yes!

Og Annas bevægelser blev pludselig endnu mere yndefulde, mere dvælende. Alt ved hende blev blødere og rundere. Og mr. Fodboldspiller blev pludselig meget rank, hans øjne fulgte Anna og han skyndte sig at smide den ene krykke, så han ikke virkede alt for sølle og invalid.  

Anna forklarede mig, at de havde været venner længe og at han var en del af familien - oprindelig hendes lillebrors ven. Og jeg tænkte: Yeah right, men jo mere jeg kiggede på dem, jo mere fik jeg fornemmelsen af, at det der var mellem dem, slet ikke for alvor var gået op for nogen af dem.

Fodboldspilleren er yngre end Anna og så er han jo oprindelig lillebrorens ven. Er det en håbløs forbindelse her i Costa Rica? Jeg ved det ikke. Men hvis I spørger mig, så ville den akillessene hele meget hurtigere på Annas sorte silkelagener ...

Jeg ved ikke, om det er umagen værd at lære spansk. Jeg kan jo allerede genkende det vigtigste: Kærlighed.

3 kommentarer:

  1. Ok, nu er jeg nysgerrig, hvad hedder fodbold spilleren?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jan,

      jeg kender hans fornavn og jeg siger det ikke. For jeg tror på diskretion i kærlighed ;-)

      Venligst Knirke

      Slet
  2. Esta bien, tienes toda la razon...

    SvarSlet