Tanker fra verdens grimmeste motel

Jeg sidder og skriver dette her i verdens grimmeste motelværelse. Komplet med en kold el-sparepære i loftet og to blå plasticstole i hjørnet. Det er så mørkt, så mørkt - og jeg bliver bare ved med at skrive. For hvis jeg holder op, så får jeg fornemmelsen af, at alt det fugtige mørke sluger mig. Udenfor kan jeg høre nogle hunde gø og ude på vejen brøler de kæmpestore trucks forbi med lasten fyldt med bananer eller ananas som skal til Limon - en times kørsel herfra.

Jeg har sat min computer til at spille noget musik, så jeg kan adsprede tankerne. Jeg har fået at vide, at hvis jeg åbner døren til mit værelse, mens jeg har lyset tændt, kommer der alverdens kryb ind. Så jeg holder døren lukket, for jeg er for træt til at gennemgå mine to kufferter for at finde myggebalsammen, og jeg tør ikke regne med, at de to lysegrønne gekkoer der sidder på væggen, spiser myggene inden de når at stikke mig.

På den anden side af vejen ligger regnskoven. Min drøm og nok grunden til, at jeg valgte at tage til Costa Rica. Det er ikke en skov. Den er et levende dyr, som trækker vejret. Jeg kan mærke dens tilstedeværelse. Den ånder fugt. Så meget fugt at siderne i min skriveblok er helt slatne.

Modsat regnskoven kan jeg høre den sagte brølen fra det Caribiske Hav. Hun er fyldt med temperament, og jeg behøvede bare at kaste et blik på hende for at konstatere, at hun ikke finder sig i hvadsomhelst. I modsætning til hendes venlige og måske lidt behagesyge søster, Stillehavet, er hende her farlig, brusende, skummende og brølende. Hun er ikke kærlighed ved første blik. Men hun giver mig evnen til at forestille mig, hvor altødelæggende en tsunami er. Jeg har først forstået det nu.

Fasja og Antonio er i det andet Guest House, og måske er det dem, der har smittet mig med en form for angst - eller hvad jeg nu skal kalde det i mangel på et bedre ord. 

De her to drenge er opvokset under krigen mellem Irak og Iran. De har mistet familiemedlemmer i den krig, og de har set og mærket på nærmeste hold, hvad krig koster. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at deres humor er sort som kul og deres livsappetit er over det normale.

Men til min store overraskelse har jeg lige fundet ud af, at de er bange for jamaicanere. Og det er unægtelig en lille smule belastende, nu hvor vi er nået til Jamaica Light Land. Vi kørte ind i en lille by ved navn Cahuita, som helt klart er et hit, hvis man er surfer, potryger eller bare nysgerrig turist.

En jamaicansk udseende fyr gav et tegn til at vi skulle stoppe, og jeg måtte overtale Antonio til at rulle vinduet ned, for han var ikke tryg ved situationen. Fyren ville sælge os marihuana, men vi sagde pænt nej tak og trillede videre.

Det viser sig, at både Fasja og Antonio udelukkende har dårlige erfaringer med jamaicanere i London. Og de dårlige erfaringer underholdte de mig med den næste halve times tid, hvorefter de konkluderede, at jamaicanere var en flok dovne, hashrygende dagdrivere, der skaffede sig til dagen og vejen ved kriminalitet.

Jeg krydser virkelig fingre for, at drengene møder nogle søde jamaicanske mennesker på denne tur ... Problemet er bare, at når man først er bange og møder andre med skepsis, så får man jo præcis det samme tilbage, som man udsender.

For mit eget vedkommende syntes jeg, at Cahuita virkede som et sjælløst hul. Og et sted jeg aldrig ville overveje at bruge tid i. Og lige nu sidder jeg mest af alt og frygter, at Puerto Viejo viser sig at være et større - men lige så sjælløst - hul.

Turen herover var ellers fantastisk. Vi har krydset landet, hvilket betyder, at vi kørte op i bjergene og ned af bjergene. Gennem regnskoven og over adskillige broer, med de vildeste småfloder brusende under os.

Både klimaet og landskabet skiftede flere gange i løbet af turen. Fra de kølige bjerge til de næsten surrealistisk frodige regnskove. Fra enorme bananplantager og Del Montes fabriks-hovedkvarter og til fredelige oaser med folk, der sad og fiskede i floderne i skyggen af træerne .

Og jeg er lige midt i det! Igår var vi i Puntarenas og fandt en skøn strand. Vi havde selvfølgelig ikke badetøj med, men Antonio proklamerede, at nudisme var kommet for at blive, hvorefter han smed al klunset, og hoppede i Stillehavet. Fasja og jeg holdt mere på formerne, hvilket har betydet, at vi hele dagen har skullet høre på, hvor lykkelig og fri Antonio følte sig, da han var nøgen og ét med naturen. Nøgenhed er pt. hans nye religion - så hvis I en dag hører om en nudist-kaffebar i London, så betyder det, at han har taget sine nye, fikse idéer med sig tilbage til England.

Bagefter tændte vi bål på stranden og lå og kiggede stjerner og snakkede dybsindigt om universet. Og Antonio - stadig nøgen - kravlede op i en palme og plukkede kokosnødder til os, som vi drak.

Så hvorfor har jeg det så ad helvede til lige nu? Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at noget af det skyldes, at jeg endelig er flyttet hjemmefra. Jeg har forladt Guest House, Anna, Valledia og Rachel. Og det gjorde ondt. I løbet af meget kort tid er jeg blevet så utrolig glad for de tre piger. Og så utrolig taknemmelig for al den kærlighed, som jeg er blevet overøst med.

De gale kaffe-drenge er skønt selskab. Men jeg ved også, at de forsvinder. Og pludselig føler jeg, at alting forsvinder for mig. Jeg tror og håber ikke, at det er en følelse, som bliver hos mig. Men jeg kan allerede nu mærke, at jeg skal finde en måde at balancere tingene på.

Hvordan bevarer jeg kontakten til alle disse dejlige mennesker? Skal jeg overhovedet bevare kontakten - eller skal jeg bare gemme dem i mit hjerte og tænke tilbage på alle de fine ting, som de gav mig? Sådan lidt ligesom et one night stand?

Problemet er, at jeg aldrig har været til one night stands - hverken på den ene eller den anden måde. Men måske er det noget, som jeg skal lære? Noget med at glæde mig over nu'et, men lade være med at tro, at det betyder, at man skal blive ved med at have kontakt med de mennesker, som man møder?

En anden årsag til mit mismod er også, at det er gået op for mig, hvor meget lid jeg havde sat til Puerto Viejo. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville elske den by lige med det samme. At jeg måske ville slå mig ned der i en periode. I nærheden af regnskoven. Men hvis den minder om Cahuita, bliver den aldrig mit sted.

Mismod er en led lille satan. Når først den har indfundet sig, så inviterer den straks sine venner med til festen. Vennerne hedder i dette tilfælde blandt andet 'angsten for at løbe tør for penge uden at jeg har fundet, hvad jeg søger' - for slet ikke at tale om tvivlen.

Fra min computer kan jeg høre Skid Row synge:

Can you live with yourself

When you think of what you left behind

Jeg har haft den tvivl så mange gange, inden jeg tog afsted. Jeg kan godt selv se det sindssyge i at fucke en velfungerende tilværelse op, afhænde mine ting, sælge min lejlighed og forlade de mennesker, som betyder allermest for mig i hele verden.

Åh jo. Jeg kan godt se det. Heldigvis finder jeg også ud af - mens jeg skriver dette - at jeg ikke fortryder mit valg på et overordnet plan. Jeg tror bare, at en enkelt aftens mismod slår så meget hårdere, når man er i føler, at man er i frit fald uden sikkerhedsnet.

Jeg har ingen kendte rutiner tilbage, intet der bare kører af sig selv, uden at jeg skal tænke over det. Og det gør nok, at jeg overopheder lidt engang imellem.

Den lille hundesnude Carla kan også godt mærke, at vi er på farten igen. Hun er heller ikke helt glad ved situationen i aften. Men hun agerer vagthund og passer på mig. Hver gang hun kan høre en af hundene udenfor gø, kravler hun op på mit skød, hvorfra hun knurrer ud mod verden.

Nu vil jeg gå i seng. Imorgen er der atter en dag. Og jeg har en klar fornemmelse af, at det i hvert fald bliver en solskinsdag ...

PS: I må gerne krydse fingre for, at Puerto Viejo viser sig at være da shit ...