Freak City og selvransagelse

Butterfly-love ...

Edderkoppen blev hovedtemaet for gårsdagens blog. Fordi den oplevelse var så kæmpestor en sejr for mig. Men egentlig synes jeg, at jeg havde en ret god - men også ret sær - dag i går ...

Jeg begyndte dagen med at sidde på min trappe og drikke kaffe i morgensolen sammen med Carla og Red. Carla har modstræbende accepteret, at Red mere eller mindre er flyttet ind. Men han skal ikke forsøge tage sig friheder overfor hende, så knurrer hun som en diminuitiv bikube og Red lusker øjeblikkeligt slukøret og smaskende over på sin plads.

Når solstrålerne bliver filtreret gennem et grønt bladtag, er de ikke så nådesløse. Jeg tillod mig derfor den luksus at hive min t-shirt op og blotte min ryg for elementerne. Og det var dejligt at blive gennembagt af solen.

Da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne tåle mere, dappede jeg ind i huset for at snuppe mig et bad. Men i brusenichen lå noget meget underligt. Så underligt at jeg blev nødt til at hente min lommelygte for at studere det nærmere.

Det var helt klart organisk væv i forrådnelse. Jeg kunne både lugte og se det. Man har vel engang virket som en slags kriminalreporter på Ekstra Bladet! Det var svært at se, hvad det havde været. Det var en klo af en slags. Måske en klo fra en fugl eller halen fra en skorpion. Umuligt at afgøre.

Jeg undersøgte minituøst omgivelserne for at se, om der eventuelt var et dyr, der lå og rådnede et sted. Om der var et hul i taget, som noget kunne være faldet ned fra. Men intet resultat.

Og pludselig følte jeg mig som hovedrolle-indehaveren i en tropisk genindspilning af den Polanski-film, hvor en lejer finder en tand i væggen i sin nye lejlighed. Jeg kan huske, hvor uhyggeligt jeg syntes, at det var. Desværre har jeg glemt resten af filmen. Eller heldigvis kan man måske sige ... 

 Lige over middag er regnskoven så stille, så stille. Det er sommerfugle-timen. Så flagrer de fint rundt og gør alting dekorativt ...

Jeg diskuterede sagen med hjernerne i køkkent.

"Dette er kun begyndelsen," hvislede den syge hjerne.

"Imorgen finder du et afhugget abehoved i dit køleskab - og så tager tingene fart derfra ..."

"Det var dog mærkeligt," sagde den fornuftige hjerne.

"Men hvis du ikke kan finde nogle tegn på, hvor det er kommet fra. Og hvis du har lyst hele badeværelset igennem - så må du bare slå dig til tåls med, at der ikke er en ordentlig forklaring. Jeg ville glemme det, hvis jeg var dig."

Den kreative hjerne sagde som sædvanlig ikke noget. Jeg har vænnet mig til, at den ofte har en reaktionstid på et par dage, når man stiller den et spørgsmål.

Jeg fulgte den fornuftige hjernes råd, fjernede den rådne klo og tog mig et bad. Bagefter kørte jeg ind til Puerto Viejo. Og for første gang i al den tid jeg har været i Costa Rica, oplevede jeg, at der var nogle fyre, der hissede af mig. Altså siger sådan nogle mærkelige kattelyde til en.

Jeg ikke en ung pige længere. Men jeg kan stadig huske præcis hvor ulideligt det var at interraile i Italien og hele tiden blive antastet af og fløjtet efter af diverse mænd. Allerede dengang irriterede det mig, at jeg ikke blev set som et menneske - men nærmere som en fisse på ben.

Eller måske ikke engang det ... bare som et objekt, som man kunne lade sine indestængte, seksuelle frustrationer gå ud over. Oven i det følte jeg en dyb forurettelse  - ordet 'had' melder sig faktisk i mit hoved - over, at jeg skulle udsættes for det, fordi jeg var en pige. Der var s'gu ingen italienske damer, der løb rundt og generede de mandlige turister.

At blive hisset efter på gaden overgår langt, hvad jeg ønsker at finde mig i. Især i den alder jeg har nu, hvor jeg har lagt min pigelige usikkerhed af mig.

Ergo bremsede jeg min cykel, vendte mig om, kiggede på de formastelige mænd og brølede "Oh, shut up - will you?"

Virkningen udeblev ikke. De holdt kæft på sekundet. Sandsynligvis fuldstændig paralyserede over at blive vredt nedstirret af et midaldrende kvindfolk. Men til gengæld faldt jeg i snak med en af dem. Han hed Charles, fortalte han. Havde rastahår til hofterne og iført en beklædning der udelukkende bestod af enten billeder af Bob Marley eller tøj i de kendte rastafari-farver.

Hans ansigt var smalt og slet ikke fyldigt som hos de jamiacanske mennesker. Det viste sig da også, at han egentlig var fra Nicaragua. Alligevel talte han et bredt jamica-engelsk og fortalte, at han havde været væk fra Puerto Viejo i cirka otte år, og at han nu var kommet tilbage for et par år siden. Han ernærede sig ved at sælge ting til turisterne. Perlearmbånd som han selv lavede og den slags ting. Noget lavede han selv, noget købte han fra andre.

Og han tilføjede også, at han tog hjem til sin familie i Nigaracua en gang om året. Jeg fortalte lidt om Danmark og om mig selv, og vi skiltes i bedste forståelse. Han lovede at lade være med at hisse af mig igen, og jeg lovede at komme forbi og sige hej engang imellem.

Kan I se, hvad jeg mener? Det er s'guda oldschool-hippiestil ...

Bagefter tænkte jeg meget over Charles. Jeg kender intet - absolut intet - til Nicaragua. Men jeg kan forestille mig Charles - med sit hoftelange hår og sit mærkelige tøj - komme hjem til en lille by og besøge sine forældre.

Jeg kan forestille mig, hvor mærkelig han må virke. Hell - han ville virke mærkelig selv i København, som er min eneste målestok for tolerance og accept af forskelligartethed. 

Og pludselig følte jeg, at jeg havde knækket en lillebitte nøgle til Puerto Viejo. Denne by er et freak-paradis. Det er et sted, hvor de særeste typer driver i land og bliver hængende. Byen giver de perfekte rammer for at spilde tiden - ja, måske hele livet - på mest komfortabel måde.

Turisterne i byen er som turister er flest - folk på gennemrejse, der gerne vil have en sjov tid. De kan have alle farver og faconer. Men især er her selvfølgelig mange amerikanske turister. Jeg har også hørt et rygte om, at her skulle være rigtig mange tyske turister. Anyways tillader jeg mig overordnet at se på turisterne som en slags energi, der er i byen. Og uden dem ville Puerto Viejo se væsentlig anderledes ud ...

Det fascinerende er tilflytterne.

Foreløbig har jeg kun haft mulighed for at observere dem på afstand. De fleste af dem er amerikanere, og når de hilser på hinanden i supermarkedet er der ingen tvivl om, at de har skabt deres egen subkultur. De har en indbyrdes rangorden, som jeg ikke helt kan gennemskue. Og det virker også som om, at de til en vis grad lukker sig omkring deres eget tilflytter-univers.

Når de kommer cyklende eller kørende ind i byen, så  hilser de på mange af restaurant- og butiksejerne. De nicaraguanske og jamaicanske gadehandlere får lov at passe sig selv. Det lader til, at også de har deres egen subkultur.

Helt almindelige, udenlandske børnefamilier virker det ikke til, at her er så mange af. Jeg tror det skyldes, at Puerto Viejo ligger på den "fattige" kyst. De fleste arbejdspladser - inklusiv de store amerikanske virksomheder - ligger på stillehavskysten. Puerto Viejo er et sted man vælger aktivt til.

Her er mange has beens - altså mennesker der stadig klynger sig til dengang i 60'erne, hvor deres band spillede et opvarmningsjob for Rolling Stones. Mange af dem lever stadig hippie-stilen fuldt ud og har noget skrøbeligt og gennemsigtigt over sig.

Selv om de har boet i Puerto Viejo i mange år, er deres yndlingssamtaleemne stadig dengang de boede i L.A. og omgikkedes de kendte og var lige ved at make it big.

Så er der de søgende, midaldrende damer. De er meget solbrændte, har et par tatoveringer hist og pist og taler ulastelig spansk. Jeg er helt sikker på, at rigtig mange af dem begynder deres dag med meditation eller yoga.

I det hele taget er Puerto Viejo en festbuffet af yoga, meditation, holistisk massage og alskens andet spirituelt gøgl. Hvis man gerne vil have en ny identitet, så kan man bare begynde at rage ned af hylderne. Vegansk buddhist? Værsågod! buddhistisk surfer? Here you go ...

Gadebilledet flyder imidlertid over med mennesker, der har det klassiske rød-gule-grønne tøj på, som symboliserer rastafari-livsstilen. Men det er buddhisme og alle afarter af østerlandsk filosofi og religion, der præger det spirituelle businessliv i byen.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om folk mener det med rastafari - eller om det bare er fordi, det er blevet det universelle symbol for heftig hash- og potrygning. For det virker som om, at potrygning også er en slags religion på disse kanter ...

Byen har på én gang en atmosfære af hippieagtig tolerance - men samtidig er det en lille by, hvor folk kender hinanden. Og grundstemningen virker også lilleby-agtig med alle småbyers stramme regler for, hvordan man skal opføre sig, hvis man vil accepteres.

Jeg undrer mig over hippiekulturen. Det lader til, at den simpelthen stoppede med at udvikle sig engang tilbage i 60'erne. I hvert fald er det ikke i Puerto Viejo, at hippiekulturen finder nye veje og udtryksformer. Den er fuldstændig old school her - komplet med løst hår, batiktøj og hjemmetegnede skilte med fredstegn. 

 Jeg frygter for min tøjstil, hvis tøjet skal købes her i Puerto Viejo ... :-)

Den slags skræmmer mig lidt, for en kultur der er størknet i gamle symboler er måske også størknet i sin tankegang. Det der skræmmer mig ved størknede hippier er, at de går rundt med en idé om, at de er mere tolerante og åbne end andre mennesker. Men deres tolerance er en, som de selv har defineret - og nogle gange har den meget snævre rammer. Faktisk omfatter den kun folk, som har de samme meninger og ligner dem selv. Og den slags hykleri har jeg det som regel meget svært ved ...

Den caribiske og jamiacanske kultur ligger som en understrøm i hele byen. Jeg har svært ved at se, hvad den går ud på - andet end at her er mange jamaicanere, meget rastafari og mange t-shirts med billeder af Bob Marley. Men jeg glæder mig til at finde ud af det.

I det hele taget glæder jeg mig til at kigge nærmere på Puerto Viejo. Byen er spraglet og mærkelig ud over alle grænser, så der er nok at tage fat på

... Og oven i det hele - som en stor, spændende bonus - befinder jeg mig faktisk midt i et område, hvor her bor en masse native people - faktisk regnskovsindianere! Jeg har mødt dem hist og pist - vandrende afsted på dirtroads. Men jeg har ikke set en eneste indiansk person i Puerto Viejo endnu. Hvor mon de hænger ud? Sidder de bare og sladrer med hinanden under et bananblad ude i junglen?

Måske er alt det jeg lige har skrevet helt forkert. Måske er byen helt anderledes, end jeg tror. Jeg spekulerede meget over det, mens jeg cyklede hjem.

Jeg spekulerede også meget over mig selv, og jeg tror det er derfor, at det er givende at rejse et nyt sted hen. Hvis jeg skal se denne by med åbne og fordomsfrie øjne, så bliver jeg også nødt til at kaste et blik på mig selv.

Hvem er jeg? Er jeg en af de midaldrende, spirituelt søgende damer, der bare har eksporteret mig selv og en 40 års krise til et andet sted i håbet om at finde en form for mening med livet? Jeg ved for eksempel, at hippier meget ofte irriterer mig grænseløst meget med deres - i mine øjne - tomme snak om fred og medmenneskelig kærlighed. Hvorfor bliver jeg provokeret af det? Hvad er det for nogle sorte pletter, jeg skal finde hos mig selv? Hvem er jeg i forhold til alt det her?

En ting ved jeg i hvert fald nu - der er dømt seriøs selvransagelse i det lille regnskovshus ...

Ps: Hvis der er nogle af jer, der ligger inde med links eller andet guf, som kunne være interessant i forhold til Puerto Viejo, Rastafari, regnskovsindianere - ja, hvadsomhelst ... så tøv ikke med at kommentere og smide links.

Alan! Du er god til at korrigere mig og finde links ... så hvis du læser det her ... jeg er taknemmelig for alt, hvad der kan gøre mig klogere på den caribiske side af Costa Rica. (Og resten af Costa Rica for den sags skyld.)

 Det er MEGET SVÆRT at være goth i Puerto Viejo ...

----------------------------------------------------------------------------------------

Skrevet senere samme aften:

SHERIFFEN PÅ NYE EVENTYR

Ja, ja, det er jo nemt at være kålhøgen oven på én succesoplevelse. Men skal vi ikke bare sige, at jeg nød det maksimalt, mens det stod på? At jeg havde en virkelig lykkelig stund, mens jeg gik rundt og legede sheriff på matriklen?

Men nu er sheriffen i problemer, der er kommet en ny outlaw ind på territoriet. Det er utvivlsomt edderkoppernes svar på Calamity Jane. Sort som synden og hurtig som bare fanden. Og så kan den hoppe ...

Det ser grangiveligt ud som om, at den bærer rundt på et lille, mobilt spind i forbenene. Kan det virkelig være rigtigt? Nogle edderkoppe-eksperter tilstede?

Først opdagede jeg nogle ubehagelige, behårede ben, som stak ud fra bag stikkontakten. Og som i alle gyserfilm er det altid mest uhyggeligt, når monsteret kun anes. Således også i den virkelige verden. For jeg kunne jo hurtigt regne til og trække fra og på baggrund af stikkontaktens størrelse kontra benene der stak udenfor, estimere mig frem til at gårsdagens edderkop var piece of cake i forhold til denne her.

Stålsat hentede jeg min lommelygte for at kigge nærmere på den og udtænke en slagplan derfra. Men da jeg kom tilbage ... var den væk. Jeg lyste i alle retninger og under gæstesengen og alle steder. Ingenting.

Jeg vandrede ud i køkkenet og kiggede hårdt på hjernerne.

"Seee," hvislede den syge hjerne.

"Jeg sagde jo nok, at den rådne klo bare var begyndelsen. Dit hus er ramt af en regnskovsforbandelse og om 14 dage finder Edwin de rådne rester af dit lig med edderkoppeæg i samtlige kropsåbninger ..."

"Den er sikkert løbet ud igen," sagde den fornuftige hjerne.

"Og måske har den boet derinde hele tiden - og har den på noget tidspunkt generet dig? Nej vel? Jeg ville tage det helt roligt. Den ser du nok ikke mere til."

"Lav noget mad, tag et glas rødvin, hyg dig med Red og Carla. Du kan alligevel ikke gøre noget, så lad være med at bekymre dig. Husk hvad du selv har fortalt mig: Der er rigtig mange af dine bekymringer, som aldrig går i opfyldelse. Du er simpelthen for sortsynet nogen gange!" konstaterede den kreative hjerne.

Jeg ignorede som altid den syge hjerne og lavede et sandt spaghetti-festmåltid til mig selv, Carla og Red.

Så fandt jeg blyant og papir frem og gav mig til at tegne. Jeg er nemlig fast besluttet på at lære denne svære - men også sjove - kunst.

Pludselig var der noget, der hamrede så hårdt mod døren, at den stod i vibrerede i flere sekunder. Braget fik både mig, Carla og Red på benene.

Mens Carla og Red stod og kiggede vagtsomt ud i mørket, kiggede jeg ind i gæsteværelset. Og der sad den. Nok så nonchalant på væggen. På størrelse med en underkop, men mere atletisk af udseende end gårsdagens edderkop. Udstrålende diabolske vibrationer der fortalte mig, at jeg var oppe mod en modstander, der ikke fandt sig i noget pis.

Jeg bakkede ud i køkkenet, fandt kasserollen, min tegneblok og lommelygten. Listede tilbage til gæsteværelset. For at komme til edderkoppen blev jeg nødt til at flytte en stol, som stod ved væggen. Med det alleryderste af min fingerspidser tog jeg fat i stolen. Og i samme øjeblik jeg gjorde det, sprang den. Lige ud i luften - i øjenhøjde med mig.

Jeg er ked af at indrømme, at sheriffen udstødte et vildt skrig og tumlede baglæns.

Edderkoppen forsvandt.

Lige nu står Carla og knurrer som en gal henne ved døren ud til verandaen. Så øjeblik ... mig og lommelygte tjekker lige, om der står en bogeyman derude.

Det gjorde der ikke. Men monsteredderkoppen var kravlet op på væggen igen. Og den er fan'me hurtig - jeg var ellers modig med kasserollen og slog til som et lyn, men endnu engang sprang den, og det fik mig til at tabe kasserollen af bar forskrækkelse.

Situationen er lige nu, at gigantisk monsteredderkop er forsvundet igen. Sheriffen har lyst lidt med lommelygten. Stået og hoppet foran gæsteværelset og - inspireret af tortur-metoderne i Guantanamo - afspillet hele Metallicas 'Death Magnetic' med retning mod den krog, hvor dyret sidst blev set.

Med andre ord prøver jeg at drive en form for psykologisk krigsførelse, der gerne skulle få den til at tage sine edderkoppe-pakkenelliker og skride i protest.

Men foreløbig må jeg desværre indrømme, at stillingen er:

Monsteredderkop - 3

Regnskovs-sheriff - 0

Nu vil jeg snart gå i seng, og jeg håber virkelig, at dyret bliver i gæsteværelset.

Eller også håber jeg, at Red viser sig som min redningshund endnu engang og skræmmer den væk. Han sover nemlig lige ved siden af min seng.

Efterskrift:

Hvis situationen holder et par dage mere, så skriver jeg et takkebrev til Lars Ulrich & Co. Monsteredderkop er nemlig slet ikke dukket op siden jeg spillede 'Death Magnetic' for den. Måske ER den skredet. Lad os være ærlige, kære Metallica: Den plade er fan'me også en ond gang støj ...

Nu havde jeg ikke 'Sct. Anger' på min computer. Men jeg overvejer at købe den - den må være endnu mere effektiv mod edderkopper.

Jeg leger også med tanken om at spille Bob Dylan. Men på den anden side vil jeg jo gerne have, at der i det mindste er nogle få dyr i mit nærmiljø ...

Opdatering på Reds loppesituation:

Efter at have læst alle jeres god råd på min fb-profil, kørte jeg diskret til dyrlægen. Red har nu fået loppekur og klør sig allerede meget mindre! Tak for jeres kommentarer!