Hjernespind, min første slange og panikangst

 

Hovedgaven i Puerto Viejo - jeg er meget glad for at kunne sige, at jeg umiddelbart godt kan lide byen!

Klokken er elleve om aftenen, og jeg er næsten lige kommet tilbage til huset. Jeg synes faktisk, at jeg har haft en slags sindsoprivende aften. Jeg har derfor skænket mig en velvoksen Guaro og er straks gået til tasterne for at berette om det vilde liv i junglen.

Det har regnet hele dagen med jævnlige mellemrum. Og mens regnen har trommet mod taget, har jeg tegnet, skrevet og snakket lidt med hjernerne. Jeg kan med glæde berette, at den kreative hjerne har oppet sig og udtænkt et spændende projekt, som jeg vil berette om i et andet blogindlæg.

Bedst som jeg sad fordybet i en tekst, faldt mine øjne på et siv, der lå henne ved døren. Nu er jeg jo ikke født igår, og jeg har forlængst erfaret, at alt hvad der ligner skov og befinder sig indendørs, i virkeligheden er et dyr af en art. Og således også denne slange, som havde sneget sig ind.

Den lå henne ved døren og lignede præcist et grøn-brunligt siv. Løst anslået vil jeg mene, at den var på tykkelse med min pegefinger og måske 20 - 30 cm. lang. Ikke just nogen kæmpe-python, men alligevel opsigtsvækkende. Jeg må desværre indrømme, at jeg er håbløst uvidende om de costa ricanske slangearter, og derfor var jeg også på vagt. Var den giftig? Aggressiv? Kunne den være farlig?

Det første jeg gjorde, var at sætte den lille hundesnude Carla op i sengen. Uanset hvad - så er hun så lille en hund, at et slangebid der ville være harmløst for mig, kan være farligt for hende. Dernæst sneg jeg mine ørkenstøvler på, så slangen ikke lige kunne hugge mig i foden. Så listede jeg utrolig forsigtigt hen og åbnede døren bag den. 

 Jeg må erkende, at dette er byens pæneste kjole. Når mine nuværende bukser dør, er jeg tvunget til at gå rundt i bukser med et billede af Bob Marley på!

Slangen bevægede sig overhovedet ikke. Den lå langs væggen og var tilsyneladende fast besluttet på at lade som om, at den var et siv.

Derefter brugte jeg et par minutter på at observere den fra forsvarlig afstand. Jeg prøvede også at tage et billede af den, men den havde selvfølgelig valgt den mørkeste krog at opholde sig i, så billederne blev ubrugelige. Jeg kunne se, at den jævnligt spillede med sin kløvede tunge for at tjekke omgivelserne ud. Så vidt som jeg har læst mig til, er slangers tunger så at sige deres øjne.

Pludselig virkede det til, at slangen havde fået mere mod på livet. I hvert fald bevægede den sig lidt - og for mig var det signalet om, at jeg skulle få dyret ud, inden den kom længere ind i huset.

Med stor koncentration tog jeg mit eksemplar af Lonely Planets guide til Costa Rica og kastede bogen, så den landede lige foran slangen. Samtidig foretog jeg en vild og hujende krigsdans og trampede hårdt i gulvet. Og resultatet udeblev ikke. Den stakkels slange blev selvfølgelig rædselsslagen og strøg ud af døren i en imponerende fart.

Som jeg sidder og skriver dette kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det eneste jeg mangler at opleve nu ... er en stor edderkop. Jeg håber virkelig, at der går noget tid, før det sker. Jeg synes, at jeg gør fremskridt med de store edderkopper udenfor. Men en behåret jagtedderkop indendørs ... jeg ved s'gu ikke, om jeg kan klare det ...

Jeg var mægtig tilfreds med mit slange-skræmmerprojekt. Og da jeg alligevel havde adrenalinen susende rundt i kroppen, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i et projekt, som jeg ellers havde syltet: Nemlig at være udenfor om aftenen.

Normalt er jeg ikke den fjerneste smule mørkeræd, men jeg synes at det tropiske mørke er næsten uigennemtrængeligt. Læg dertil at jeg føler mig forsvarsløs, når jeg ikke har mine øjne at bruge. Jeg kan lige så godt indrømme det: Det tætte, fugtige mørke gør mig utryg.

Jeg tog derfor Carla i snor og satte kursen mod en lille restaurant fire - fem kilometer herfra, som har internet. Udenfor min dør mødte jeg forresten en fuldstændig orange krabbe. Jeg nåede at få et halv-sløret billede af den, inden den stak af. Jeg anede ikke, at der var krabber i regnskoven?

For enden af hovedgaden er der en herre-nizzel udsigt til det Caribiske Hav ...

 

Vel fremme ved internetstedet fik jeg ordnet lidt småting, skrevet et par mails og fik i det hele taget gjort kål på nogle af de mange hængepartier, som jeg har syltet, fordi jeg har været alt for optaget af Costa Rica.

Mørket sænkede sig og jeg var lige igang med mentalt at forberede mig på at gå fire - fem kilometer hjem i mørket, da strømmen i hele restauranten og resten af området forsvandt. Efter ti minutter kom strømmen igen, men jeg syntes, at det var ubehageligt at sidde alene i mørket et helt fremmed sted.

Måske var mine nervespidser lidt flossede

FUCK FUCK FUCK! NU ER DEN HER - EDDERKOPPEN!!!  

Ok. Jeg er tilbage igen. Det var ikke en af de behårede, det er en af de store, langbenede udefra. Den er inde i gæsteværelset og er tilsyneladende ved at lave et spind i hjørnet. Jeg kan ikke få fat i den uden at der er en risiko for, at jeg får den i hovedet. Og den er altså på størrelse med min håndflade. Derfor lader jeg den sidde og håber, at den ikke kommer herind. Hvis den stadig er der imorgen, vil jeg muligvis bide al skam i mig og bede Edwin om at fjerne den. Foreløbig er ting ok. Jeg er ok.

Nåeh, men tilbage til min historie ... måske var det strømafbrydelsen på restauranten, der havde sat mine nervespidser lidt på højkant.

Mens jeg gik på vejen, var der flere biler, som passerede mig. Pludselig var der en af bilerne der bremsede op og rullede vinduet ned. Inde i bilen sad en hvid fyr, som jeg anslog til at være på alder med mig selv. 

Han spurgte, om jeg ville have et lift, sagde at han hed Jeff og rakte sin hånd ud af bilvinduet for at hilse på mig.

Jeg tog hans hånd og i samme øjeblik jeg gjorde det, var det som at få et elektrisk stød. Min hjerne dannede et fuldstændig klart billede af denne mand ifærd med at slå et andet menneske. Han sad overskrævs på det andet menneske og slog vedkommende i hovedet med knyttede næver.

Billedet var så stærkt, at jeg slap hans hånd som om, jeg havde brændt mig på den. Og jeg begyndte øjeblikkelig at bakke. Der væltede simpelthen angst igennem mig.

Jeg fremstammede, at jeg ikke ville have et lift, og det tog denne Jeff ilde op. Han spurgte temmelig vredt, om jeg ikke stolede på ham og fordi jeg var ved siden af mig selv, havde jeg ingen elegante løgne parat.

"Du slår andre mennesker," sagde jeg bare. Og så løb jeg. Ned på stranden hvor jeg gemte mig i skyggen af en palme. Der sad jeg faktisk og bævrede et godt stykke tid med Carla i favnen.  

Heldigvis var det fuldmåne i aften, så jeg havde fuldt udsyn over hele stranden og der var ikke et øje. Bilen med Jeff blev holdende i noget jeg synes var en rum tid, men som sikkert bare har været et par minutter, før den kørte videre.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev siddende, men længe nok til at angsten fortog sig og blev erstattet af en dyb glæde over, hvor smukt det Caribiske Hav er, når månen spiller i det. Men det er et vildt og utæmmet hav - jeg omgås det selv i dagtimerne med yderste forsigtighed.

Fuck igen, nu er der kraftedeme et eller andet der kradser på taget. Selv Carla reagerer på det. Nåeh, nu forsvandt det. Håber det bliver væk. Hvad end det er.

I er velkomne til at grine højt af mig. Kalde mig en hippie-tosse eller det der er værre. Men jeg har haft småbitte oplevelser af den slags før. Nogle gange danner der sig billeder i hovedet på mig, når jeg rører ved andre mennesker. Jeg har egentlig aldrig tænkt videre over det.

Men i aften var det fuldstændig ekstremt. Og det mærkelige var, at det ikke kun var et billede i min hjerne. Hele min krop reagerede med massiv angst på denne Jeff-person (Som sikkert lige nu sidder og fortæller sin kone, at han mødte en sindssyg kælling på vej hjem fra Puerto Viejo) Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad det er for en oplevelse, jeg har haft.

Men Carla og jeg kom godt hjem til huset - bortset fra at Carla pludselig pev højt. Jeg tog hende straks op og børstede på hende. Med det resultat at de tre soldatermyrer der sad i hendes fodduske faldt ned på jorden og straks gik i ankelen på mig.

Soldatermyrerne er virkelig skrappe. Bladskærermyrerne gør mig i godt humør at kigge på, de store sorte myrer der lejlighedsvist piler rundt på gulvet herinde, har jeg også et fint forhold til. Men soldatermyrerne er røde og pissehamrende aggressive, når de først går i krig. Og de bider bare så hårdt, at jeg godt kan forstå, at Carla pev. Jeg var tæt på at gøre det samme ...

Så vi har badet vores skrammer i køkkenvasken og cremet dem med læbepomade - alt ånder rimelig fred på matrikelen. Jeg kan mærke, at den store edderkop i gæsteværelset slet ikke hidser mig op.

Udenfor kan jeg høre det sædvanlige lydtapet af cikader, græshopper og frøer. Engang imellem kan jeg høre vaskebjørnene, der siger noget i retning af whoaarrrrr. Jeg kan også høre en meget sær gurglen, som jeg ikke ved, hvad stammer fra.

Jeg håber ved gud ikke, at det er i aften, at Edwin viser sig fra en humoristisk side og beslutter sig for at lave en practical joke med mig. Jeg kan mærke, at mit nervesystem ikke ville kunne holde til det.

Som et ekstra kuriosum tændte loftlampen i gæsteværelset sig selv, mens jeg sad og skrev. Jeg troede ikke, at den virkede - og jeg kan ikke finde kontakten, der slukker den.

Jeg har virkelig svært ved at slippe panik-oplevelsen med Jeff-personen. Hvis der er nogle af jer, kære læsere, der har oplevet noget lignende - eller som har en form for forklaring på, hvad jeg har oplevet - så hold jer endelig ikke tilbage med at bruge kommentarfeltet.

Ps: Det er ikke alt, der er skræmmende her. For eksempel er der flyttet en lillebitte gekko ind i loftslampen over køkkenbordet. Og den er mega-nuttet!

Pps: Bedst som jeg lå i min seng og for gud ved hvilken gang gennemtænkte den mærkelige oplevelse, kunne jeg høre noget på min trappe. Jeg gik hen og åbnede døren - og ind kom Red. Ih, hvor blev jeg glad. Red er simpelthen min redningshund. Hver eneste gang jeg føler mig utryg og trist, dukker han op. Jeg er så glad for den hund! <3