Her er så stille nu ...

Sideløbende med bloggen bringer jeg her en lille boligreportage. Dette er mit hjem i de næste to måneder.

De gale kaffedrenge er kørt videre. Og jeg er stået af i Puerto Viejo - eller nærmere betegnet i regnskoven udenfor Puerto Viejo.

Jeg lå vågen det meste af vores første nat. Lå og lyttede til de mærkelige dyr, der omgiver mig. Natten i regnskoven er fyldt med lyde. Klangbunden er cikadernes sitrende, højfrekvente støj og græshoppernes maniske violinspil. Læg dertil kvækken af frøer, det fjerne brøl fra det Caribiske Hav og mærkelige, kaldende skrig. Et sted derude er der er en fugl, der lyder som en sindssyg mands latter. Vi fór allesammen op, første gang vi hørte det. Om morgenen kunne jeg høre brøleaber. Deres brøl er som en torden, der ruller henover skoven. De er langt væk, men jeg har aldrig hørt noget så kraftfuldt.

Regnskoven er én organisme. Alt er filtret ind i hinanden og vævet sammen af edderkoppespind. Jeg kan ikke gå ind i den. Den er utilnærmelig og fuldstændig uigennemtrængelig. Den vogter over sine hemmeligheder. 

Her ses min natbord og min smukke bogreol. Jeg holder meget af at læse, når jeg ikke lige jager alt det kryb, som vandrer rundt i min rustikke bolig.

Jeg har aldrig i mit liv set så mange edderkopper. De varierer fra størrelse small - som en almindelig, dansk husedderkop - og til størrelse større end min håndflade. Det overrasker mig at opdage, at de gerne deler spind med hinanden. Således har jeg opdaget et spind, som er flere meter bredt og langt og som rummer i tusindvis af edderkopper i alle størrelser.

Edderkopperne er smukke på deres egen, uhyggelige måde. Jeg er bange for dem, men jeg håber, at jeg på en eller anden måde kan komme overens med dem. De er langbenede og ikke spor lådne. Og der hvor deres ben har led, er de lyse. Det ser ud som om, at de bærer en slags skjold. På de rigtig store af dem kan man se det meget tydeligt og skjoldet er dekoreret i sirlige mønstre af striber og prikker.

Her er sommerfugle. Mange sommerfugle. Nogle er prikkede med ildrøde vinger, andre er så gule som smørblomster. Lige så findes de i alle størrelser.

 Udsigten fra min seng er det skønne køkken, komplet med gasblus og tre skårede kaffekrus ... 

Fuglene er godt camouflerede, og jeg tvivler på, at jeg kommer til at få ordentlige billeder af dem - de smutter så hurtigt, men de er så fine og smukke. Når man først får øje på dem, synes man, at de er opsigtsvækkende. Men lader man sine øjne vandre videre, er de umulige at finde igen. Deres camouflage er alligevel uovertruffen.

I et træ ikke så langt herfra ser det ud som om, at der er hængt lange poser af strå op i hele træet. Jeg gætter på, at det er en koloni af nogle væverfugle af en art.

Selve skoven er et kapitel for sig selv. Nogle af træerne er ekstremt høje. Og ingen af træerne har bare stammer. Der slynger sig altid et par planter op af træet. Mange af bladene er enorme. Det giver et bump hver gang der falder et blad ned på taget af mit hus. 

Her er min skriveplads, hvorfra udødelig litteratur vil udgå til verden ... 

Og lugten af skoven er ... næsten umulig at beskrive. I nat regnede det stærkt. Det har regnet to gange før, mens jeg har været her. Men begge gange var det så lidt, at jeg kun kunne høre regndråberne slå mod bladtaget over mig. Men i nat - min første nat alene i huset - regnede det så heftigt, at regnen nåede ned gennem bladtaget og ramte de planter, som jeg kan se gennem mine netvægge.

Det var som at lytte til at kæmpestort brusebad og øjeblikkeligt kom den tunge, tunge fugt ind gennem mit net. Med sig bar fugten tusindvis af dufte. Søde blomsterdufte, den tunge duft af virkelig fed muldjord og duften af våde blade. Duften af nye, spirende planter, men også af død og forrådnelse. Duften af liv og forgængelighed - så massiv at den næsten virker håndgribelig.

Imorges da solen ramte de våde blade, begyndte skoven at dampe. Og flere dufte bølgede ind gennem mine netvægge. 

Her ses en praaagtfulde detaljer fra mit natbord. Bemærk det fine vækkeur, som Tanja gav mig, inden jeg tog afsted ... 

Mine netvægge. Ja, det må jeg godt sige. For de næste to måneder er det mine netvægge. Efter den første nat i huset lavede Antonio morgenmad til os allesammen. I løbet af de dage vi har været sammen, er vi blevet til en mærkelig, men velfungerende, familie. I begyndelsen gjorde kaffedrengene sig umage med at tale et pænt engelsk. Men efterhånden taler vi en blanding af dårlig engelsk, persisk og dansk med hinanden. Naturligvis garneret med rigelige mængder af saftige bandeord.

Fasja snakker hele tiden, og jeg skal virkelig være vaks ved havelågen for at følge med ham. Og det har jeg været indtil nu, synes jeg. 

Men efter min første nat i huset var jeg stille til helt op til midt på formiddagen, og selv om Antonio kulant tilbød at strippe for at muntre mig op og Fasja ligeledes tilbød, at jeg gerne måtte vaske de kropsdele, han ikke selv kunne nå, forblev jeg eftertænksom.

Det var gået op for mig, at jeg blev nødt til at give slip på kaffedrengene og blive i regnskoven. De ville tilbage til Stillehavskysten, og det ville ikke give mening at tage med dem for tre dage. Tanken om at skulle fragte mig selv, Carla og to tunge kufferter tilbage til Puerto Viejo med offentlige transportmidler, var uoverskuelig. 

Denne lille fætter hører med til inventaret. Det er helt sikkert en knæler - men i en særlig regnskovs-variation. Da jeg så den på gulvet, troede jeg først, at det var et blad.

Efter Antonio og jeg havde maltrakteret vores bagdele på en lang, men utrolig smuk, ridetur, fortalte jeg dem, at jeg blev.

Klageråb kom mig i møde, men drenge accepterer nemmere at skilles end piger. Så de godtog min beslutning, og jeg gik op til hovedhuset for at lave en langtidsaftale med Edwin.

Edwin er et andet, interessant dyr her på grunden. 

En to meter høj argentiner, der har surfet hele sit liv - og som stadig surfer hver dag i en alder af 51 år. Han er flot på en skarp måde og virkelig behåret. Og så er han ikke dum. At bede om at blive i et insektnet i to måneder omgivet af regnskov, kan kun betyde, at man virkelig - virkelig - gerne vil have stedet.

Jeg fik det for 500 dollars om måneden, hvilket jeg kunne få et anstændigt hus med varmt vand for.

Men vi gav håndslag på det. Så nu bliver jeg her.

"Du er vanvittig," fastslog Antonio, da jeg kom tilbage.

"Du kommer til at hade det inden der er gået en uge."

"Du bliver så ensom, at du ender med at gifte dig med ham den behårede fyr," supplerede Fasja med et suk.

"Tænk at gøre det, når du kunne få os og leve lykkeligt i London."

Men nu er kaffedrengene taget afsted.

Det sidste jeg så, var Fasja der hang ud af bilvinduet og råbte:

"Bare vent - når vi ikke er der til at passe på dig, får du besøg af ham den behårede fyr fra hovedhuset. Jeg siger det bare!"

Her er stille uden kaffedrengene. Jeg skal til at finde ud af, hvordan jeg skal strukturere mine dage. 

To gale iranere vandrede ind i mit liv og ind i mit hjerte - og hold nu op, hvor jeg savner dem. Vi har udvekslet mailadresser og jeg har sværget at komme til London og sige hej. Det løfte agter jeg at holde.

Og se så her - ta-daaa ... her er GÆSTEVÆRELSET! Så hvis I har lyst til at besøge mig, er her plads!

Jeg brugte den første aften i huset på at indrette mig. Imidlertid tager tingene tid her. For der er hele tiden et stort, mærkeligt insekt, som skal fanges og vippes tilbage i skoven. Jeg kan med stolthed sige, at jeg har klaret min første skorpion uden at panikke. Den kom frejdigt vandrende med halen og dertil hørende brod kækt på sned. Da den opdagede mig, besluttede den sig imidlertid for en kvik tilbagetrækning.

Men jeg var hurtig som et lyn og fangede den med en spatel og en saftevandskande. Kanden var så høj, at jeg godt turde kigge på den. Først trak den sig helt sammen og lod som om, at den bare var et lille stykke træ.

Men da den fandt ud af, at der ikke var akut fare på færde, forvandlede den sig atter til en skorpion og begyndte sirligt at fjerne noget edderkoppespind, som sad fast i dens ene klo. Jeg røg to cigaretter, mens jeg nærstuderede den.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg nødigst vil bides eller stikkes af den. Den fremviste nogle ganske imponerende kindbakker, synes jeg. Og brodden - uha uha ...

 Her er mr. Scorpio - igang med at fjerne edderkoppespind fra sin ene klo ... 

Jeg har aldrig oplevet en skorpion på fri fod - og slet ikke i mit eget hus. Og selv om jeg ikke er decideret bange for skorpioner, fik det alligevel pulsen godt op at have sådan et stort væsen spankulerende over gulvet.

Da jeg endelig følte, at det var sengetid, kom jeg i tanke om, at jeg faktisk bor i et nethus. Uden lås på døren og når der er lys herinde, kunne jeg lige så godt bo i et akvarium. Alle kan stå udenfor i mørket og kigge ind på mig.

Pludselig raslede det på min trappe, og jeg nåede lige at tænke, at jeg snarest ville købe mig en machete, så jeg havde noget at forsvare mig med, da døren gik op.

Ind kom en behåret fyr oppe fra huset. Edwin havde sendt sin store Rhodesian Ridgeback, Red, ned til mig for at passe på mig. Jeg lavede en omelet til ham og tog tæppet fra gæstesengen og lagde på gulvet, så han havde noget blødt at ligge på.

Han sov i huset hele natten og imorges ved sekstiden, puffede han døren op med snuden og gik tilbage til hovedhuset.

Sådan nogenlunde ser det hele ud - gæsteværelset som I skal bo i, ligger til venstre for køkkenet ... 

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg holder meget af den lille hundesnude, Carla. Men det var nu dejligt at have store, stærke Red til at passe på mig den første nat i regnskovshuset.