Her er så et yndigt overblik over mit lille hus i regnskoven. Desværre fangede kameraet ikke den tætte sky af snedig planlægning, som ligger over huset ...
Folk der kender mig, vil muligvis få en smule ondt af Edwin nu. Men jeg har diskuteret sagen med hjernerne i køkkenet, og de er enige med mig i, at jeg gør det rigtige ...
Den korrumperede hjerne hviskede godt nok til mig, at jeg skulle forføre ham og bedst som han var ved at nå klimaks, skulle jeg hive en machete frem, massakrere ham og fordele resterne af ham i regnskoven, hvor de lynhurtigt ville blive ædt af vaskebjørnene. Bagefter kunne jeg adoptere Red og blive boende i regnskoven uden at betale husleje.
Men bare rolig - jeg tager aldrig imod råd fra den korrumperede hjerne. Jeg lytter til den, men jeg er klar over, hvor syg og depraveret den er.
Den kreative hjerne, der klart er ved at komme på omgangshøjde med situationen, hviskede: If you can't beat them - join them ... Og den fornuftige hjerne rømmede sig selvhøjtideligt og sagde: Du skal bare være dig selv - og være sød og venlig, så går det nok altsammen.
Jeg spekulerede meget over hjernernes råd, mens jeg vandrede rundt i Puerto Viejo og kiggede. Turistbyer er aldrig sådan at komme ind på livet af. De der bor fast i byen er vant til, at mennesker kommer og går. De bruger ikke krudt på at lære nye folk at kende, før de ved, om disse folk bliver eller forsvinder.
Kvarteret omkring Annas hotel var mildest talt ikke en turistmagnet, og derfor var folk helt åbne, når der endelig kom et nyt ansigt. Det betød, at jeg lynhurtigt var på fingerkys med mekanikerdrengene overfor og den enarmede slagter - og altid fik et lidt ekstra varmt smil fra vagten i supermarkedet.
Den slags betyder meget, når man er alene. Man har brug for andre menneskers venlighed, og et smil hist og et fingerkys pist varmer rigtig meget i sjælen.
For første gang følte jeg en form for ensomhed idag. Det kan skyldes, at jeg talte med min veninde, Majse, over Skype i en halv times tid. Men samtalekvaliteten var dårlig, jeg havde svært ved at høre, hvad hun sagde. Så i stedet for at være glad for, at jeg fangede hende over Skype, følte jeg et stort savn efter hende.
Det gjorde det ikke bedre, at Majses søster Mia stod og vinkede i baggrunden og kom med moderlige og fornuftige baderåd til mig. Pludselig kom jeg i tanke om alle de aftener, hvor vi har siddet og delt vores hjerter med hinanden og det gjorde ondt at tænke på, at Majse og Mia sidder på den anden side af jorden.
Bagefter havde jeg en lignende, frustrerende fb-chat med min søster, Anne. Vi som altid plejer at skvadre i telefon i timevis var pludselig blevet reduceret til "Har du det godt? " og "Hvor er du? Røg du af nettet?"
Min splinternye MacBook Airs batteri blev fucket op af iskolde fly-lastrum. Så i stedet for fem timers levetid, har den noget i retning af en time. Slet ikke nok!
I løbet af natten var der tikket sms'er ind fra Momme og Tanja, og begge sms'er fik mig til at savne dem så inderligt.
Her er så den trappe, som går fra mit hus og op til stien. Hvis I kigger nærmere efter, kan I se den lille hundesnude, Carla, på tredje-øverste trin ...
Det kan godt være, at I derhjemme ikke hører så meget fra mig i øjeblikket. Men jeg kan forsikre jer om, at I er med herude i regnskoven. Allesammen. Jeg tænker rigtig meget på jer og jeg håber, at I kan mærke, at jeg sender jer inderlig kærlighed pr. telepati.
Jeg er så glad for de gaver jeg fik, inden jeg tog afsted. Det lille vækkeur fra Tanja får mig til at sende hende en tanke, når jeg kigger på klokken. Tegneblokken fra Momme bliver hevet frem og der bliver sendt telepatiske kys til Pisserenden hver gang. I går fik jeg mulighed for at bruge min utrolig fancy paraply, og måske mærkede min far det store knus han fik - det håber jeg. Jeg har rådspurgt orakel-bogen fra And adskillige gange - og hver gang bladrer jeg hen til hendes hilsen og dvæler ved de kærlige ord, som hun skrev til mig.
I går dulmede jeg soldatermyrernes bid med en læbepomade. Og vedkommende der gav mig den - hvis han læser med - skal vide, at han i allerhøjeste grad også er i mine tanker. Og omfattet af kærlighed.
Ja, så gik der lige lidt Giro 413 i den. Og nu jeg er igang, vil jeg også sige, at jeg bliver rigtig glad for alle kommentarerne her på bloggen - og ikke mindst på min fb-profil. Tak! Og når jeg finder en bedre rutine skal jeg også nok blive bedre til at svare på det hele.
Min indtil da sejler min kommunikation med omverdenen i det Caribiske Hav ...
Jeg vil skrive et helt blogindlæg om Puerto Viejo alene, for jeg har alligevel meget at sige om den by. Men allerede nu er det gået op for mig, at hvis jeg skal skabe mig et liv her, som ikke er ensomt - så har jeg brug for en vej ind.
Og den vej sidder lige nu oppe i hovedbygningen og polerer sit surfboard ... Hvis han drejer hovedet og kigger ned, vil han kunne se en sky af konspirationstanker hænge over det lille hus i regnskoven.
Foreløbig har mit forhold til Edwin været underlig akavet. Han virker som om, at han er genert overfor mig. Jeg nægter nemlig at tro, at han ikke kan lide mig. Jeg er jo så flink!
Jeg er begyndt at studere ham meget nøje, når jeg får chancen. I dag kom han ned til mit hus, fordi han skulle have huslejepengene. Dem havde jeg ikke fået hævet, men jeg skyndte mig at byde ham indenfor og spørge, om han havde lyst til en kop kaffe.
Det havde han ikke. Men til gengæld havde jeg edderkoppen fra igår, som jeg forsigtigt spurgte, om han ikke ville fjerne. Det ville han gerne. Jeg lagde forresten mærke til, at han driblede med den på en sjov måde, inden han smed den ud. Bagefter fortalte han mig, at hvis man gjorde sådan, så fik edderkopperne ikke mulighed for at nå at bide.
Nu er Edwin jo en mand, så jeg skyndte mig at rose ham for hans indsats og antyde at jeg syntes, han var modig. For at han ikke skulle tro, at jeg var en total bangebuks, kunne jeg altså ikke nære mig for at fortælle, at jeg både havde klaret en skorpion og en slange på egen hånd.
Rosen virkede. For bagefter gik han ud og fjernede de fire edderkopper, der boede på terrassen. Jeg lagrede det øjeblikkeligt i hukommelsen. Han er sådan en mand der gør ting for en i stedet for at tale.
Så nævnte jeg Red og udbredte mig om, hvor sød og intelligent han var. Og hvor meget jeg ville ønske, at han var min hund. Dén gik også lige hjem. På den led er Edwin lige som alle andre hundeejere ...
Vi har slet ikke diskuteret Reds dræberinstinkt siden surfer-festen. Edwin nævnte heller ikke med et ord, at Red lå og gassede sig på gæstesengetæppet, da han kom ned i mit hus.
"Han passer på dig, fordi han ved, at du er kvinde og bor alene i regnskoven," sagde Edwin så.
"Han beskytter altid de svage."
Der gik jeg så lige ud og bed i håndklædet i badeværelset, så jeg ikke kom til at snerre noget med, at han ikke på nogen måde skulle undervurdere min styrke.
Men jeg noterede mig det. Edwin opfatter altså kvinder som svagere end mænd. Det gør ham muligvis til en naiv stakkel, men det er hans virkelighed. Og hvis jeg skal nå nogle vegne med ham, bliver jeg nødt til at forstå og acceptere hans virkelighed.
Kort sagt studerer jeg ham med nøjagtig samme, glubende interesse, som jeg studerer de insekter, der lander på mine netvægge om aftenen.
Vi fulgtes ad ind til Puerto Viejo, så han kunne få sine huslejepenge. Og jeg har ham under stærk mistanke for at have en hemmelig last, som han udlever i San José. I hvert fald skal han til San José i weekenden og jeg er drønsikker på, at mine surt opsparede penge skal bruges til et eller andet depraveret. Jeg tænker ludere eller gambling - for stoffer er der nok af i Puerto Viejo.
Hvilke depraverede laster kan surfere have? Illegale saltvandsindsprøjtninger i skumle buler? Kvinder klædt ud som havfruer i akvarier? Perverst formede koraller? I hvert fald ligger San José inde i landet - en ellers utænkelig destination for en surfer.
I morgen tager jeg begge mine computere med ind til Puerto Viejo. Jeg agter at researche på surferuniverset og indstille mig selv på, at jeg fra nu af tålmodigt vil lytte til alt, hvad der handler om bølger og havvand.
Jeg noterede mig nemlig, at min bemærkning om at havet var jordklodens sjæl, fordi det på én gang både var en flydende, uforanderlig masse, men også hele tiden ændrede sig, samtidig med at det altid kun bestod af sig selv og intet andet, gav points i bogen hos Edwin.
(Kan godt se at ovenstående lyder som vås - måske er jeg begyndt at tale surfer-lingo uden at jeg ved det.)
Jeg har også købt to rødvinsglas og en rimelig god flaske rødvin, og sagt til universet, at den rødvin bliver åbnet i selskab med Edwin, mens han fortæller mig om Puerto Viejo og lover at introducere mig til nye mennesker. Jeg tændte omhyggeligt et levende lys og forklarede universet alt om min plan, mens jeg fandt en god plads til rødvinsflasken.
Med andre ord holder jeg mig ikke tilbage for at bruge heksekunster og magi på den stakkels Edwin. Men seriøst: Jeg har brug for en ven og en vej ind i det her samfund. Og det virker til, at han kender alle mennesker!
If you can't beat them - join them ...
Ps. I skal altså ikke snydes for dagens dyreoplevelse. I formiddags kunne jeg se en skriggrøn klat ude på min trappe. Som sagt ved jeg jo nu, at hvis noget i mit nærmiljø ligner skov, så er det altid et dyr. Så jeg åbnede døren forsigtigt og fan'me så ... ude på trappen sad der en lillebitte skriggrøn frø med sorte pletter. Den var så fin og så smuk, at jeg blev helt rørt.
Jeg listede tilbage efter kameraet, for jeg ville bare så gerne dele den med jer. Men så stak Red sin store, sorte snude ud og sniffede på den. Og så var den væk! Men altså ... frøer er virkelig skønne. Og denne var ekstraordinær skøn.
Jeg holder meget af reptiler. Min lille køkken-gekko har jeg også set idag. Den bor bag stikkontakten og smutter op i lampen om aftenen. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive gode venner med den. Den er så nuttet - og pisker med halen, når den bliver ophidset. Hvilket vil sige, når der er insekter i nærheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar