Hexia de Trick inden den sorte kjole røg på. Den meget effektive flash fjerner både rynker, men desværre også næsen ...
Sidst jeg forlod jer, kære læsere, var det med et længere epos om, hvor vildt det er at bo i en jungle.
Jeg luftede frygten for, at et eller andet ville gøre mig bange, så jeg krøb tilbage til civilisationen. I mellemtiden er der sket en masse indeni mig, og jeg er faktisk imponeret over, hvor hurtigt ens komfortzoner kan rykke sig.
Igår blev jeg i huset hele dagen. Når jeg ikke sad og drak kaffe ude på den lille veranda, lå jeg på min seng og dvaskede eller sad ved min skriveplads og tog ligegyldige notater om alt og ingenting. Kort sagt: Jeg indtog mit nye hjem ved at lære det at kende. Og det var rart.
Jeg er pludselig blevet ordensmenneske. De der kender mig vil more sig meget over den tanke, men her er det en nødvendighed. Mit køkken skal være pinligt rent til enhver tid, for ellers bliver det fluks invaderet af kakkerlakker og myrer. Jeg bryder mig meget lidt om kakkerlakkerne. Der er noget væmmeligt ved deres bevægelser, den lynhurtige, bølgende måde de piler afsted på. Men jeg har smidt fire styks ud, og har ikke set nogen siden, så jeg regner med, at problemet er midlertidigt løst.
I det hele taget føles det som om, at skoven er rykket tættere på. Der har nu været liv i huset i fire dage, og jeg tror, at dyrene har vænnet sig til det og har genoptaget deres vanlige aktiviteter. Fuglene er i hvertfald kommet tættere på. Igår så jeg en flok solskinsgule fugle med sorte streger på halen hoppe rundt i et træ et par meter fra verandaen. Jeg så også en fuldstændig smaragdgrøn kolibri.
Der sker også ting med mit hylster. Edwin påstod for et par dage siden, at jeg ville komme til at sove så godt i regnskoven, fordi det er den rene iltfabrik. Og det føles som om, at han har ret. Jeg vågner hver morgen og føler mig meget frisk i hovedet og allerede efter den første dag i skoven undrede jeg mig over, at min hud og mit hår var så blødt.
Det må være fugten, der gør det - men det føles så dejligt, at jeg tager mig selv i at blive helt selv-forelsket. Jeg kan finde på at sidde og stryge min arm med hånden, fordi min hud føles så blød og glat. Eller bare sidde og nulre i mit hår, der laver fine slangekrøller af sig selv. Og som slet ikke bliver stift og hø-agtigt, hvis det ikke bliver vasket hver dag. Selv mine albuer er bløde som smør!
Egentlig var det min mening igår at tage en total time out i forhold til andre mennesker. Jeg havde behov for at summe rundt i behagelig ensomhed, men pludselig stod Edwin for foden af trappen og nævnte, at han holdt en barbeque i aften og jeg var meget velkommen, hvis jeg havde lyst. Men hvis jeg ikke havde lyst, var det også okay - og jeg skulle ikke føle mig forpligtet til noget, understregede han og gik sin vej, uden at jeg overhovedet rigtig nåede at svare.
Jeg overvejede situationen frem og tilbage, og konkluderede, at jeg hellere måtte tage med. Hvis jeg blev væk, ville jeg sende et signal om, at jeg var utilnærmelig og derfor skulle behandles sådan. Og jeg er ikke i tvivl om, at Edwin derefter ville lade mig fuldstændig i fred. Men jeg bliver nødt til at lære folk at kende. Ind til videre har det været andre gode menneskers hjælp, der har bragt mig videre på denne rejse. Og desuden lider jeg af det samme som min dejlige veninde Majse - nemlig glipsyndromet. Altså frygten for at gå glip af noget.
Og pludselig gik det op for mig, at jeg var inviteret til et selskab - og jeg havde begge mine kufferter med alt hvad de indeholder indenfor rækkevidde.
Lige siden jeg landede i Costa Rica, har jeg mere eller mindre lignet lort. På luksushotellet havde jeg én kjole med, som jeg gik i hele tiden. Hver gang der har været gang i gaden, har jeg været iført en plettet skjorte og et par møgbeskidte jeans.
Tanken om at tage et bad og dresse up var uimodståelig. Jeg skænkede mig derfor en velvoksen Guaro, satte noget musik på min computer og gik i bad. Mens jeg glattede hår og fandt kjoler frem og i det hele taget pudsede fjerene, tænkte jeg på alle de gange i mit liv, jeg har foretaget netop dét ritual. Og jeg tænkte på alle de gange, jeg har gjort det i selskab med min veninder.
Hele før fest-stemningen. Isterninger der klirrer i drinks, duften af nyvasket hår og alverdens parfumer fra forskellige piger. En veninde i bad, en veninde i gang med at fremvise tøj og få alle os andres mening om, hvad hun skal tage på. Betroelser mellem mascaralægning og bh-prøvning. Snak om mænd, om kærester og om kærlighed. Sladder og hemmeligheder blandet i en forvirring, mens cigaretterne ryger sig selv i askebægret. Spørgsmål som "ser jeg latterlig og/eller tyk ud i det her" - og ærlige svar.
Fornemmelsen af at være omgivet af venindekærlighed og hjælpende hænder der altid sørger for, at man ender med at se lidt mere udfordrende og lækker ud, end man ville have turdet alene - for: "Det kan du sagtens bære - du skal lade være med at skjule din røv, for den er flot." Komplimenter der er ærlig ment. Og glæden ved at kigge på sine veninder og konstatere, hvor forskellige og smukke de er.
Og pludselig savnede jeg jer allesammen. Men ikke på en dårlig måde. Det var mere tanken om, hvor heldig jeg egentlig er at have jer, kære veninder, som jeg håber læser med. Tanken om at jeg kommer til at gentage det ritual flere hundrede gange endnu - og at det aldrig kommer til at miste sin charme. Som 60-årige vil vi stadig spørge hinanden, om vores røv ser stor ud i den kjole - og vi vil stadig have swing i hofterne og være i stand til at flirte diskret med det modsatte køn og charmere mænd.
Eftersom jeg nærer den allerstørste modvilje mod farverigt, mønstret og spraglet tøj er mine kufferter fyldt med sort, hvidt eller rødt tøj. Jeg valgte en sort kjole som sammen med det glattede hår og de sorte øjne, fik mig til at ligne en let derangeret udgave af Hexia de Trick.
Og således ankom jeg til barbeque-partyet og var - oh salig fryd - atter engang i surferhimmelen. Ung surfer skænkede rødvin til mig, mens anden ung surfer sprang op og overlod sin stol til mig. Tredje ung surfer chattede mig op på ulasteligt engelsk og spurgte interesseret til farvandene omkring Danmark. For en gangs skyld fortrød jeg bitterligt, at jeg aldrig har hørt efter i geografitimerne, men jeg nævnte Vesterhavet og tilføjede, at det var så koldt, så koldt.
Mens alle lyttede intenst til min højst uvederhæftige gennemgang af farvandene omkring Danmark, stod Edwin ovre ved en imposant grill og smed blodige oksebøffer på den glødende rist.
Oh la la ... mine tænder løb i vand. Jeg havde ikke fået et ordentligt stykke oksekød siden den uforglemmelige Bøf Bernaise, som min veninde, mesterkokken Momme, lavede til mig aftenen før jeg rejste til Costa Rica.
Edwin slog sig ned ved bordet. Rødvinen flød og snakken gik. Især gik snakken om Edwins tilsyneladende sindsforvirrede eks-kæreste, som udmærkede sig ved at få jævnlige, hysteriske anfald over ditten og datten. Og hver gang sluttede Edwin sine anekdoter med bemærkningen "og så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre - så jeg tog ud for at surfe."
"Klart," supplerede yngste surferdreng.
"Cool nok," tilføjede ældste surferdreng med skægstubbe.
"Var bølgerne gode?" spurgte surferdreng med bandana.
"Njaeh, ikke den dag," svarede Edwin.
"Men til gengæld var de rigtig gode den dag hun proklamerede, at hun forlod mig."
"Da surfede jeg hele dagen - jeg siger jer ... de var som tænder mod himmelen. Mand, der var ikke en eneste bølge den dag, som ikke var perfekt."
"Sådan en oplevelse havde jeg på Hawaii," sagde skægstubs-surfer.
Alle sukkede henrevet i kor over denne oplysning.
"Nogle dage er bølgerne bare gode," sagde yngstesurfer.
"Andre dage skal man vente og vente og nogle gange får man ikke en eneste god tur," supplerede bandana-surferen og tilføjede:
"Så er det bare med at komme tidligt ud næste dag. Ellers bliver man i dårligt humør,"
"Mand, jeg hader bare de dage, hvor bølgerne ikke er gode," sagde yngstesurfer.
Alle nikkede og så triste ud ved tanken.
Mens jeg målbevidst arbejdede mig igennem tre stykker rødt oksekød, hørte jeg mere om surf. Og mere om bølger. Og mere om havet. Mange af ordene gik jeg glip af, for det lader til, at surferne har deres eget sprog, når de taler om havet.
Det gik også op for mig, at der ikke findes noget vigtigere end at surfe. Og hvis noget på landjorden virker forvirrende eller uoverkommeligt - så skynder man sig ud for at surfe de mærkelige tanker i hovedet væk.
Og ganske langsomt fortonede mit fantasibillede af mig i favnen på en laber, solbrun surfer sig - og blev erstattet af et billede af mig, stående i havvand til knæene og hysterisk råbende ud til en prik på havet: "Kom tilbage din narrøv! Jeg var ikke færdig med at sige det, jeg ville sige!"
Ak og mere ak. Jeg forsøgte af al magt at tænke på 'Point Break'. Men lige lidt hjalp det. Jeg sukkede så højt, at Red hørte det og kom hen og satte sig ved siden af mig.
Edwin kastede et blik på Red og begyndte at fortælle om sin elskede hund. Men den historie skriver jeg imorgen, for nu skal jeg sove.
Jeg havde håbet på, at jeg ville indslumre til behagelige, mentale billeder af afklædte surfere. Men det kommer ikke til at ske ... Mine romantiske illusioner er bristede. Og det kommer til at tage mindst ti gennemspilninger af 'Point Break', før jeg atter kan sidde med et lummert smil om læberne, når jeg tænker på surfere ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar