Hård hund på bløde tæpper

Fra venstre mod højre: Den normale hjerne, den korrumperede hjerne og den kreative hjerne. Helt ærligt - er jeg ved at blive bims?

Jeg blev vækket af regnen imorges. Den trommede så hårdt mod bladene, at den næsten lød som skudsalver. Jeg sjoskede hen og satte vand over til kaffe, snakkede lidt med hjernerne på køkkenbordet og hoppede derefter tilbage i seng og lå og nød livet.

Hjernerne på køkkenbordet er min nyeste opfindelse og et klart signal om, at mine excentriske sider får fuld gas her i regnskoven. Jeg fandt dem på den strand, hvor vaskebjørnen krasperede Fasjas t-shirt. Det er nogle koraller, der ligner hjerner på en prik. De er rigtig flotte.

Den ene hjerne er meget fin og perfekt i formen. Det er selvfølgelig den fornuftige hjerne. Den anden hjerne er lidt skæv i formen og en lille smule uharmonisk. Det er den kreative hjerne. Den tredje hjerne er hullet og beskadiget. Det er den korrumperede hjerne.

Jeg har min notesblok liggende henne ved hjernerne, og hver gang jeg er i nærheden, noterer jeg deres samtale ned. Jeg må sige, at den fornuftige hjerne har sine lyspunkter, men for det meste er den bedrevidende og irriterende.

Den korrumperede hjerne er virkelig styg. Jeg tror aldrig, at jeg har mødt så pervers og amoralsk en hjerne før. Nogle gange chokerer den mig, men alligevel er den min favorit. Den kreative hjerne mangler helt klart personlighed, men jeg tror, at dens tilbageholdenhed skyldes, at den er genert.

Bedst som jeg stod og noterede endnu en af den korrumperede hjernes syge historier ned, dukkede Red op ved døren. Jeg er helt vild med det store skrummel af en hund. En kærlighed som Carla absolut ikke deler. Hun synes, at Red er det mest åndssvage hun nogensinde har mødt. Og hun forsømmer ingen mulighed for at knurre af ham. 

 Se den fine hundesnude <3

Edwin elsker sin røde hund og til surferfesten holdt han et langt foredrag om, hvor farlig og dræber-agtig Red var, når hans vilde instinkter tog overhånd. Engang dræbte han en ged, der havde forvildet sig ind på grunden. En anden gang dræbte han et kæmpestort regnskovspindsvin, og selv om han var smurt ind i sit eget blod og havde munden fyldt med pigge, gav han ikke op - og gik naturligvis ud af kampen som sejrherre.

Da Edwin havde brugt en halv times tid til at udbrede sig om Reds aldrig hvilende dræberinstinkt, nævnte jeg i forbifarten, at det i så fald måtte være rart for Red at hvile dræberinstinktet og sig selv på et dejlig, blødt tæppe nede i mit hus. 

 Den hårde hund på det bløde gæstesengetæppe. Ser han måske ikke ud som om, at han godt kan lide det?

Larmende tavshed sænkede sig efter min kommentar.

"Et blødt tæppe? Hvilket blødt tæppe?" spurgte Edwin med afsky i ansigtet.

Jeg forklarede, at efter min første nat i huset, var det blevet en vane at Red vækkede mig om morgenen. Så lavede jeg omelet til ham og aede ham og kælede ham, indtil han fladede ud og sov et par timer på sengetæppet fra gæstesengen.

Min foreløbige omgang med surfere har vist sig, at hvis dette folkefærd støder på dilemmaer eller problemer, som ikke har med saltvand at gøre, forvirrer det dem i så høj grad, at de bliver nødt til at surfe et par dage, mens de tænker over problemet - for tilsidst at fortrænge det og i stedet koncentrere sig om den næste bølge. Edwin lignede en, som havde lyst til at gribe boardet og storme afsted til nærmeste strand.

"Du rører ved ham?" spurgte han mistroisk.

Jeg bekræftede det ved at kalde på Red og klø ham bag ørerne, hvilket fik Red til at sukke saligt og lukke øjnene. Edwin kiggede på Red som om, at Red havde gjort sig skyldig i en form for utroskab.

"I'll be damned," mumlede han.

"Og omeletter? Du står og laver omeletter til ham?"

På det tidspunkt fulgte alle med i vores samtale.

"Måske er han slet ikke så farlig endda," sagde den yngste og mest lyshårede surferdreng.

"Vrøvl," hvislede Edwin surt.

"Red er nådesløs, når hans vilde instinkter kommer op i ham."

På det tidspunkt sad Red og lænede sig op af mig, mens jeg kløede hans ører. Hans rare hundeansigt så alt andet end farligt ud.

"Måske skal du til at passe lidt på," sagde ældste surferdreng med skægstubbene.

"En dag kommer du hjem, og så er hele dit hjem ribbet, fordi tyvene medbragte et blødt tæppe og en omelet."

Latter omsluttede Edwin, der sad og kiggede på sin hund med et syrligt ansigtsudtryk.

"Red er en rigtig lille kælebasse," konstaterede yngste surferdreng med et drillende smil. Et dræbende blik fra Edwin gjorde ham imidlertid tavs.

På det tidspunkt var jeg begyndt at få en smule ondt af Edwin. Der var ingen tvivl om, at hans maskuline stolthed var såret, fordi Reds rygte som ond dræbermaskine var blevet gennemhullet.

Jeg sagde, at jeg var sikker på, at Red kunne mærke, at jeg havde været lidt utryg den første nat - og at han derfor var meget beskyttende overfor mig.

"Det er nemlig rigtigt," sagde Edwin tydelig oplivet.

"Red kunne aldrig finde på at gøre små og svage væsener fortræd. Han ville til hver en tid flænse en panter, men han ville aldrig dræbe noget, som er fuldstændig forsvarsløst."

"Ville du også lave en omelet til mig, hvis jeg kom på besøg?" drillede Edwin. Tydeligvis lettet over at være tilbage i sit macho-univers.

På det tidspunkt var jeg en smule vrissen over at blive beskrevet som lille, svag og forsvarsløs. Så jeg pointerede, at jeg kom fra Skandinavien. Og i Skandinavien gik kvinder ikke rundt og lavede mad til nogen. Jeg tilføjede, at jeg nærmere ville bruge stegepanden som slagvåben, hvis folk pludselig kom rendende og krævede omeletter af mig.

"Uh. Jeg vidste ikke, at skandinaviske kvinder var så skrappe", sagde Edwin eftertænksomt.

"Havene omkring Danmark fryser aldrig til," pointerede ældste surferdreng med skægstubbe.

"Jeg ofrede mit ene øre til de nordisk farvande," sagde Edwin.

Samtlige surferdrenge rykkede tættere på for at høre Edwins historie. Harmonien var genoprettet - vi var tilbage ved et emne der omhandlede bølger og saltvand.

Ud fra Edwins historie kan jeg forstå, at man kan få noget, som hedder surfer ears af at surfe i kolde farvande. Det betyder ganske enkelt, at det kolde havvand får øregangene til at lukke til.

Da samtalen for femte gang den aften blev drejet tilbage til endeløse spekulationer om, hvordan bølgerne i Panama ville arte sig, trak jeg mig tilbage.

Edwin sagde pænt godnat og nævnte ikke med et ord, at Red fulgte mig ned til hytten.

Som jeg sidder og skriver dette, ligger han her igen. Han har fået omelet, blødt tæppe og masser af nus og kæl. Og jeg er sikker på, at Edwin i dette øjeblik er ude at surfe, mens han tænker over, hvordan han bedst kan tvangsfjerne Red uden at tabe ansigt.

Men så igen ... han glemmer nok alt om det, når den næste, perfekte bølge kommer ...