Hjemmehygge i regnskoven

Først og fremmest vil jeg undskylde, at jeg har forsømt bloggen i de sidste dage. Jeg ved, at I alle har siddet med tilbageholdt åndedræt og ventet på, hvad der skete efter den triste nat på motellet. (Ok. Jeg ved godt, at det med tilbageholdt åndedræt er løgn. Men bær over med mig: Jeg kan godt lide tanken om, at I har savnet mig.)

Lige nu sidder jeg og skriver i det, som bliver mit hjem for de næste to måneder. Jeg kan stadig ikke rigtig finde ud af, om jeg er blevet grebet af vanvid, eller om jeg har gjort det rigtige.

Men lad mig lige skrue tiden tilbage. Efter den triste nat på motellet, landede jeg i Puerto Viejo sammen med de gale kaffebars-drenge. Forinden havde vi været ved stranden i en naturpark. Her strimlede en virkelysten vaskebjørn Fasjas bedste t-shirt til konfetti. Den kom bare gående, vandrede direkte hen til tøjbunken, fik et raserianfald på Fasjas t-shirt og skred igen. Vi sad målløse og stirrede og Antonio og jeg havde virkelig svært ved at holde et kæmpe grineanfald tilbage, da Fasja med et målløst udtryk holdt sin nu totalt krasperede t-shirt op foran sig.

Jeg ved nu, at jeg skal være fandens forsigtig med de vaskebjørne. Det er dyr uden skrupler. En bande maskerede outlaws uden samvittighed. Og hvad værre er: Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de kunne finde på at gøre den lille hundesnude Carla fortræd.

Antonio og jeg havde stadig latteren siddende i maven, da vi kørte gennem Puerto Viejo. Bare et blik på resterne af Fasjas t-shirt var nok til at vi kogte over og grinede larmende.

Puerto Viejo virker ikke til at være en særlig stor by. Den er meget hippie-agtig, og virker grundlæggende venlig. Det lader til, at alle kender hinanden - lidt ligesom et sommerhusområde hvor folk kommer igen år efter år. Jeg blev ret lettet over at mærke, at jeg kunne lide byen.

For at opmuntre Fasja, der stadig klagede over sin t-shirt, lod vi ham tage føringen i det store vi-skal-finde-et-hotel-show. Og derefter for vi selvfølgelig vild. Jeg er ekstremt dårlig til at finde vej, og jeg vil for altid glæde mig over, at der et sted i London bor to kaffebars-ejere, der er endnu værre til at finde vej, end jeg er.

Bedst som vi skrumplede afsted på en af de utallige dirtroads, som vi altid ender på, når vi farer vild, fik Antonio endnu en af sine besættelser. Han ville ud og ride på heste i Puerto Viejo.

Og når Antonio bliver besat af en idé, helmer han ikke, før han har udført den.

"Se der!" sagde han op pegede på et stykke indhegnet græs.

"Der går der garanteret heste. Lad os finde ejeren og spørge, om vi må ride på dem."

"Vanvid, vanvid," knurrede Fasja fra bagsidet.  

"Du kan ikke engang cykle. Jeg kommer ikke og besøger dig på hospitalet, når du ligger lam fra halsen og ned, fordi du er blevet smidt af en hest."

Jeg har forlængst lært at holde min kæft, når en af de gale kaffedrenge tripper på et eller andet. Så jeg sagde intet, da Antonio svingede bilen op foran et privat hjem og steg ud.

Men som så mange gange før på denne tur, har heldet det med at komme os til undsætning på de mest mærkelige tidspunkter. Det viste sig, at stedet er ejet af Edwin, som tilfældigvis - hvis han lige smed en af sine venner ud - både havde heste og husly til os.

Huslyet viste sig at være at netbur langt pokker i vold ude i regnskoven. For at komme derud skulle vi vandre af smalle stier med drilske, rullende sten. Potentielt livsfarligt for Fasja, der lider af en form for sclerose, der har gjort hans ben svage. Men derud kom vi. Og denne gang var det Fasja, der slog ud med armene og erklærede, at her ville han være i pagt med naturen.

Jeg kunne lide stedet, så jeg støttede Fasja og pointerede, at netburet lå så langt ude, at Antonio kunne være nøgen hele tiden uden at der var nogen til at tage anstød af det.

Og således blev vi hurtigt enige om at tage stedet.

Huset er bygget på stolper med udsigt over regnskoven. Kort fortalt består det af et træskelet beklædt med mørkt net. Alle lyde og dufte fra regnskoven går gennem nettet og giver en en fornemmelse af at være udenfor hele tiden. Der er ingen vinduer og derfor en smule dunkelt døgnet rundt. Men det gør ikke så meget, for neden for trappen er der en solstribe, man kan bade i, når man har behov for lys. Der er kun koldt vand i hanerne, intet internet - men elektricitet og et gasblus til at lave mad på. 

Vores faren vild havde endnu engang kostet os adskillige timer, så da vi var enige om at blive i huset, kørte vi ind til Puerto Viejo for at få noget mad og proviantere. Det var her, jeg sidst var, da jeg lagde noget på bloggen.

Puerto Viejo er den store rygerby. Overalt vandrer folk rundt og suger på joints. Det fascinerede drengene i svær grad, og glæden var stor, da jeg sagde, at jeg nok finde noget pot, så vi kunne ryge.

"Hun vil lede os i fordærv," konkluderede Fasja med stor begejstring.

"Sådan er kvinder, " supplerede Antonio livsklogt.

"Pæne på overfladen, men bedst som man føler sig tryg ved dem, leder de en i fortabelse."

Så mens jeg gik på jagt efter noget ordentligt pot, gik drengene i supermarkedet. Vi nåede tilbage til huset inden mørkets frembrud. Og godt det samme - når først mørket lægger sig i regnskoven, virker det fuldstændig uigennemtrængeligt.

Antonio åbnede vin, jeg lavede mad og rullede joints, og Fasja sad og klagede over, at han var ude i en vild regnskov i selskab med en skør dansker og en tåbelig englænder. Kort sagt: Der var dømt hjemmehygge på matriklen.

Og hyggeligt var det. Jeg aner intet om regnskoven, men det virker til, at den kører på vågeblus om dagen og først virkelig vågner op om natten. Det føles om at være omfavnet af et stort dyr. Et dyr som på en gang er farligt og trygt.

Vi røg joints og drak vin og snakkede. Mens vi sad og udvekslede dybsindigheder, kunne vi høre bumpene fra insekterne der fløj mod netvæggene, fordi de var tiltrukket af lyset. Og en gang i timen tog vi vores lommelygte og gik ud på verandaen og kiggede på alle de mærkelige skabninger, der sad på nettet.

Fasja viste sig at være en fantastisk historiefortæller, og I slipper ikke for at få genfortalt nogle af hans historier i de kommende blogs.

Jeg kommer aldrig til at glemme den aften. Fasjas og Antonios fortællinger om deres liv i Iran og deres kaffebarer i England. Om deres familier, venner, piger og om hvordan det var at komme til England med intet andet end håbet om en bedre fremtid i bagagen. De syntes, at jeg er modig at rejse ud i verden. Men de modige i selskabet var dem.

Og de gjorde det. De skabte den fremtid, de håbede på. Antonio hedder i virkeligheden Omid, men han ændrede sit navn, fordi han følte, at det var fremmedartet til England.

Omid betyder håb på persisk ...

Ps: Antonio og Fasja har nu haft adskillige gode oplevelser med jamaicanske mennesker og er nu nået til den konklusion, at det kun er jamaicanere i London, der er nogle røvhuller ...