Lidt om skove - og lidt lummergøjs

Er den ikke herlig? Det er en natsværmer af en art - og den er nøjagtig så pelset og blød, som den ser ud. Læg også mærke til dens kæmpestore øjne. Alle nat-insekter har tilsyneladende store øjne ...

Dengang jeg boede på Frederiksberg - jeg boede der faktisk i næsten 12 år, har jeg regnet ud - gik jeg hver dag eller så tit jeg kunne, den nøjagtig samme tur i Hareskoven.

En tur som jeg med næsten autistist perfektion havde udvalgt til at være den bedste tur gennem skoven. Jeg havde små højdepunkter på turen, som varierede efter årstiden. Det kunne være et sted, hvor der var ekstra mange fluesvampe om efteråret. Det kunne være et sted, hvor jeg vidste, at spætterne eller gærdesmutterne rugede om foråret. Jeg havde indlagt et hop over bæk - meget farligt og nervepirrende. Der var adskillige smukke udsigter - for eksempel eftermiddagslyset der altid spillede gyldent over den ene af de to skovsøer, der om sommeren var dækket af hvide lotusblomster og åkander.

Det var i Hareskoven, at jeg så min første grævling. Dette mystiske natdyr med det lidt vrede udseende og de flotte hvide striber langs hovedet. Og ikke bare så jeg én grævling - næh, min første grævlinge-oplevelse var en tidlig sommernat, hvor jeg var på vej gennem et let moset område, hvor der kunne dufte næsten - ja - tropisk på en lun majaften.

Inden mellem de ranke bøgestammer kom en trind grævlingemor rokkende med sine tre buttede unger. De gik lige ud foran mig, før de overhovedet ænsede mig. Så udstødte grævlingemor en skarp lyd og med et var ungerne væk og det sidste jeg så af hende, var hendes runde og temmelig uelegante, mørke bagdel som forsvandt ind i skoven.

Jeg elsker danske skove og min yndlingsskovmåned er maj, som er frisk, knasende lysegrøn og fyldt med fuglesang. Med en lidt skarp skovlugt der i løbet af sommeren vil ændre sig til at blive mere tung og aromatisk - nogle gange næsten sødlig.

Nu sidder jeg her. Denne her regnskov både fascinerer og skræmmer mig. Den kræver på en eller anden måde stærkere nerver end en dansk skov. 

 

Se så ... hængende på kanten af min saftevandskande ligner den bare et blad. Er det nu ikke fantastisk?

Først og fremmest er den helt lukket. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal bevæge mig ind i den. Den er fuldstændig tæt og de få huller der er, er dækket af edderkoppespind. Og jeg er fan'me ikke klar til at gå ind i de edderkoppespind!

Jeg ved, at der er ting og væsener derinde, som kan gøre mig og Carla fortræd. Ikke nødvendigvis alvorligt - men myggestik, myretis og - som i forgårs - tægebid kan være ubehagelige.

Bedst som jeg var ved at fortælle Antonio og Fasja noget om finanskrisen mærkede jeg noget, der stak ved mit ene knæ. Jeg kradsede adspredt, mens jeg røvkedede de andre med en ligegyldig analyse om økonomiske anliggender, som jeg overhovedet ikke har forstand på. Pludselig mærkede jeg en rigtig skarp smerte på mit ene lår.

Med et hyl sprang jeg op og smed bukserne. Og ganske rigtigt: På mit venstre lår sad der en tægeagtig ting på størrelse med en lillefingernegl.

"Wow, den bed dig næsten i røven," sagde Antonio begejstret.

"Det er regnskoven, der straffer dig for at være så møgkedelig at høre på," gnækkede Fasja og tilføjede:  

"Hvorfor børstede du den af? Har vi måske ikke en aftale om, at vi kigger på alt kryb, inden vi smider dem ud?

Jeg meddelte dem værdigt, at jeg ville tage et bad og vandrede i badeværelset, mens jeg kunne høre de skiderikker grine af mig.

"Så du det? Den bed hende s'gu næsten i røven," meddelte Antonio mellem to latteranfald.

Men det med badet er nu ikke så dum en idé endda, for jeg har opdaget at insekter og kryb generer en mere, hvis man er svedig. Problemet er bare, at jeg ikke er så glad for at bade om aftenen, for jeg ved, at edderkopper er glade for mørke og fugtige områder - det vil i dette tilfælde sige badeværelset. Læg dertil at jeg har svært ved at vænne mig til, at vandet er koldt.

Jeg kigger ret nøje efter, inden jeg går i badet. Og jeg skal undertrykke en trang til at kigge ovenpå det flade bruserhoved - men det ville betyde, at jeg skulle hente en stol for at kigge efter. Og så tvangsneurotisk vil jeg alligevel ikke være.

Idag var der så alligevel en edderkop der kravlede op af mit ben, mens jeg badede. Den var godt nok ikke så stor, og jeg synes også, at jeg klarede det udmærket. Ingen panik, jeg vippede den af med foden og badede videre, mens den kravlede rundt i brusekabinen. Bagefter tog jeg den i et glas og smed den ud.

Episoden med skorpionen var også en lille succeoplevelse. For hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det var et ret stort dyr at have så tæt på mig.

Mens jeg skriver dette er lyset gået ud. Min computer kører på batteri og jeg har tændte stearinlys ved min side. Det gav alligevel et lille gip i mig, da det pludselig blev mørkt. Men jeg ved, at strømmen kan komme og gå lidt uregelmæssigt - det har Edwin fortalt mig. Alligevel har jeg skruet ned for musikken, så jeg bedre kan høre, hvis der er nogen udenfor. Jeg hører melankolske Johnny Cash-sange på lavt blus - de passer perfekt til en aften som denne.  

Jeg er mere på stikkerne her. Og det skærper mine sanser virkelig meget. Alt føles stærkere - dufte, lyde, dyr og blomster. Men det er også fordi, alting her er stærkere. Jeg synes faktisk, at det hele er meget overvældende. Men dybest set og inderst inde er det en oplevelse ala denne, som jeg har længtes efter.

Jeg spekulerer på, om noget af det her egentlig bliver hverdag i løbet af de næste to måneder, og jeg tror det ikke. Her er så mange ting at udforske, selv om jeg bare bevæger mig i udkanten af skoven.

Jeg skal da helt sikkert kigge nærmere på kæmpe-edderkoppespindet, og jeg skal også finde ud af, hvad det er for nogle fugle, der bygger de mærkelige, poseformede reder.

Og bare aftenerne her - siddende muttersalene og høre på skovens mærkelige lyde - er for vilde. Jeg glæder mig faktisk ret meget til aftenerne. Jeg håber, at det bliver sådan ved. At jeg ikke kommer ud for noget, som gør mig bange eller som jeg ikke kan magte. Eller at jeg på en eller anden måde knækker psykisk efter tre - fire uger og indlogerer mig på et luksushotel med air condition og roomservice.

I eftermiddags besluttede jeg mig for at udforske lokalmiljøet og finde ud af, hvor langt der er til nærmeste internetforbindelse. Jeg gik op til hovedhuset for at spørge Edwin og også for at takke ham for at have sendt Red ned til mig om aftenen.

Edwin var der ikke, i stedet blev jeg mødt af tre solbrændte surferdudes som sad og dvaskede på Edwins kæmpestore terrasse. De var iført skinnende saltvandshud og løstsiddende shorts og det var tydeligt, at vi havde at gøre med et par virkelig fine eksemplarer af Homo Sapiens. En af dem havde tynd våddragt på, som han havde krænget ned om hofterne. En stribe af lyse hår på solbrændt hud gik fra navlen og ned i våddragten.  

Søde var de også. Og de havde surrealistisk blå øjne og halvlangt lyst hår som havet havde snoet til den så kendte surferfrisure. Kendt fra filmen 'Point Break' som jeg har set flere gange med stor interesse.

Vi snakkede lidt frem og tilbage, og de fortalte, at de var argentinere og hang ud hos Edwin i øjeblikket, fordi bølgerne i Det Caribiske Ocean var gode. Senere ville de tage videre til et sted i Venezuela, når bølgerne blev gode der.

Jeg havde en surrealistisk fornemmelse af være vandret direkte ind i en af mine hedeste fantasier. Min første surfer-oplevelse var som taget ud af 'Point Break'.

Men ... for karmagudinden havde selvfølgelig et "men" i baghånden ... Jeg er født i 1972 og disse unge surferguder har set dagens lys engang i midten eller slutningen af 80'erne. Hvis det kan gøre det ...

Og jeg opdagede, at jeg fandt dem helt utrolig lækre. Men på en let distanceret måde. Jeg mærkede seriøst efter og kunne ikke engang mærke lysten til bare at gramse lidt på en af dem. De var simpelthen for unge.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke vil sørge for at kigge forbi Edwin jævnligt. For de er ligesom smør for øjnene at kigge på.

Jeg kan dog ikke garantere for, hvad der ville ske, hvis der kiggede en jævnaldrende surferdude forbi. Jeg har altid syntes, at det var så megacool at kunne surfe og bare bumse rundt i verden på jagt efter den perfekte bølge. Jeg har store, romantiske idealer om livsstilen. Hvoraf meget kommer fra Bodhi fra 'Point Break', som jo er en dyb fyr, der er kender havet og bølgen som ingen anden. 

Men eftersom de fleste fornuftige mennesker kun bumser rundt i ungdomsårene af deres liv, så er sandsynligheden for mig som hovedperson i et lidenskabeligt surfer-eventyr desværre lig nul.

Det betyder heller ikke noget, for jeg har egentlig ikke lyst til at blive distraheret, mens jeg lærer regnskoven at kende. Lige nu er den alt rigelig eventyr til mig.

Ps. Jeg ville så gerne fornøje jer med at par billeder af de skønne surfere, men jeg synes simpelthen, at det virkede for påfaldende at gå ned og hente mit kamera og derefter vende tilbage og knipse løs på dem.