Tougher than the rest ...

Det har forresten undret mig meget, at jeg ikke har set leguaner på den caribiske side. Men her er et billede jeg tog, mens jeg stadig var på Stillehavskysten ...

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal begynde det her blogindlæg. Jeg har lige løbet rundt med Red og Carla i hele huset og svunget en ond, omend dvælende, hofte til Elvis Presleys 'Heartbreak Hotel'.

Bagefter vandrede jeg rundt og drævede "Ok. Guys - you gotta know something ... There's a new sheriff in town - and she's goddamn evil..." Mens jeg holdt hænderne på mine imaginære seksløbere.

Vidste I forresten, at Billy The Kid var venstrehåndet?

Det er jeg også. Men jeg er mere end det. Jeg er kvinden, der verfer kæmpestore jagtedderkopper ud af mit hus uden så meget som at ryste på hånden!

!!!

!!!

Og vi tager den lige igen: !!!

 På stranden med Antonio - den gale og søde kaffedreng fra London ...

  Jeg var i Puerto Viejo her til aften. Desværre har jeg en vane med at efterlade min sengelampe tændt, når jeg går fra huset. Indtil nu har jeg syntes, at det var så hyggeligt at gå gennem den mørke regnskov og se, at der var lys i mit lille hus, når jeg kom hjem.

Her til aften kom jeg så hjem til en dør, der stod vidt åben. Det tog under et sekund for mig at fatte, at Red nu kan åbne min dør uanset om han er indenfor eller udenfor. Den næste tanke der meldte sig, var: "Ok, hvor meget kryb er kommet ind i huset? Hvor længe har døren stået på vid gab?"

Jeg så bevægelsen ud af øjenkrogen lige indenfor døren. Den helt specielle bevægelse. Den hurtige, krablende bevægelse. Og jeg var ikke et øjeblik et tvivl om, at det var en edderkop. Og en stor en af slagsen. Det var ikke en af spindeedderkopperne udenfor. Det var dén. Min store frygt ...

Red blev noget fornærmet over bare at blive skubbet væk. Han er jo vant til at blive modtaget med store jubelråb, men jeg vidste, at hvis jeg mistede den edderkop af syne, så ville den forsvinde og sandsynligvis dukke op igen på et helt forkert tidspunkt. 

 Smukke Valledia fanget i et eftertænksomt øjeblik ... 

Jeg forsøgte at finde den med lygten, mens den spænede afsted. Lige op på netvæggen over min seng. Jeg huskede svagt, dengang min gode ven, fotografen og biologen Casper Thybjerg, viste mig en jagtedderkop ude i ørkenen.

Han sagde til mig: "Du skal ikke være bange, den bryder sig ikke om lyset, og så længe jeg lyser på den, bliver den siddende stille."

Jeg håbede at hans ord også gjorde sig gældende for denne edderkop. I hvert fald virkede det som om, at lyskeglen fra lommelygten paralyserede den. Da den først var myldret op på min netvæg blev den siddende helt stille.

Jeg brugte ikke meget tid på at studere den, men kan ihvert fald fortælle, at det helt sikkert var en jagtedderkop. Den var brun med noget der lignede sorte striber på benene. Benene var ikke specielt lange i forhold til kroppen, for kroppen var stor. Til gengæld var den præcis så lodden, som den slags edderkopper altid er i mine mareridt.

Vi var ude i en situation, hvor saftevandskanden var for lille. Jeg havde ingen intentioner om at kappe benene af dyret - ergo hentede jeg min kasserolle.

Jeg stod måske og tøvede i to sekunder. Men jeg vidste også, at jeg skulle tro på mig selv, hvis jeg skulle gøre det. Ergo placerede jeg med en meget rask bevægelse kasserollen over edderkoppen.  Og voila: Den blev så forskrækket, at den løb ind i kasserollen. Jeg kunne mærke vægten fra den, da den gjorde det.

Med en elegant og smuk bevægelse afspærrede jeg kasserollen med min tegneblok. Dyret var fanget!

Aftenhygge i huset. Det var den første nat vi sov der - Antonio og Farshad ser ud til at diskutere noget seriøst ... Det må have været inden vi røg den første joint ..

Nu har jeg imidlertid læst, at hvis man bare dumper en stor edderkop fra halvanden meters højde, så kan den tage skade af det. Dens bagkrop kan flække. Det var derfor ikke en mulighed bare at smide den ud i skoven fra min veranda.

Jeg vandrede ud af mit hus og fandt en sted, som jeg vidste var mørkt og køligt om dagen, hvor jeg satte den ud. Det foregik ved at jeg satte kasserollen på højkant, fjernede tegneblokken og gik et par skridt tilbage.

Efter lidt tid lyste jeg med lommelygten ind i kasserollen og kunne se, at den var tom. Derefter tog jeg kasserollen og gik triumferende tilbage til huset.

Triumferende er et lille og sølle ord for, hvordan jeg havde det. Faktisk gik jeg ikke tilbage til huset, jeg svævede på en sky af sejrsrus og selvglæde.

Jeg har frygtet denne oplevelse. Jeg har virkelig frygtet, hvordan jeg ville reagere, når jeg stødte på den første store edderkop ... Også selv om mit højeste ønske var at få lov til at bo så tæt på en regnskov som muligt.

Men i det "muligt" lå der også en erkendelse i, at jeg muligvis ville være for kyllingeagtig til at gøre det for alvor. At jeg ville bakke ud, når det gik op for mig, at regnskoven viste sig at være for en hård virkelighed, når den blev holdt op mod mine romantiske drømme.

Jeg kvalte mange af drømmene hjemmefra: Der er for fugtigt. Der er for varmt. Det er ikke et klima, som nogen kan trives i.

Men nu er jeg her.

Jeg har klaret min første, store edderkop. Og jeg elsker virkelig at være her!

 Mig på min allerførste canopy-tur. Det er mærkeligt, for det føles som om, at det er så lang tid siden ...

Det er utrolig så hurtigt, at man kan vænne sig til et nyt miljø. For bare en uge siden var regnskoven både fascinerende og skræmmende. Jeg blev så utrolig glad for at Red kom og sov hos mig den første nat i huset. Ikke fordi jeg var decideret bange, men jeg var heller ikke tryg.

Det er jeg nu. Jeg er oven i købet nået til det punkt, hvor jeg præcis ved, hvor bladmyrerne har deres ruter om natten - og jeg springer elegant hen over deres myrestier uden at gøre dem fortræd, når jeg skal hjem til mit hus. Jeg ved, at den sindssyge latter om natten stammer fra en fugl og at det samme gør sig gældende for den underlige gurglende lyd, der lyder som en, der drukner.

Jeg ved nu, at bladene ikke falder lydløst af træerne, men både knaser og knirker og falder ned på mit tag med et mindre drøn. Jeg kender vaskebjørnenes skrig og har vænnet mig til, at det godt kan give et ret højt bump, når et særligt stort insekt kolliderer med mine netvægge.

Og jeg elsker virkelig, når det regner. Det bringer de vildeste dufte ind i mit hus og jeg kan lide den øresønderrivende lyd af regn, der slår hårdt mod tykke blade.

Hvis jeg ikke var bange for at jinxe hele lortet, ville jeg sige, at jeg har tidspunkter, hvor jeg er opfyldt af ægte, uforfalsket lykke.

Og måske lige nu mere end nogensinde. For jeg har mødt uhyret fra mine værste drømme - og vi overlevede begge to mødet uden mén ...

Ps: Endnu engang ville jeg så ufattelig gerne vise billeder af dyret. Men jeg ved, at jagtedderkopper ikke bare løber stærkt - de kan også hoppe. Og godt nok er jeg tougher than the rest - men om jeg så var blevet lovet en million kroner og en nat med L.O.C. - så havde jeg aldrig turde fjerne min tegneblok fra kasserollen ...

Pps: Min søster Anne og min veninde Tanja påstår forresten, at L.O.C. er blevet totalt sleben og nice grey pullover-kedelig - og oven i købet udtaler sig forventningsfuldt om at blive familiefar. Kan dette virkelig være rigtigt? I så fald bliver jeg her i regnskoven, indtil han bliver træt af dét lort og atter bliver en slem dreng ...