Den søde duft af frihed

Jeg ville rigtig gerne vise jer min cykel, men jeg synes ikke, at jeg ville tage opmærksomheden væk fra DAGENS DYR!

Jeg er lige vågnet op til en rigtig kølig jungle. Læg dertil at jeg for anden morgen i træk er blevet vækket af en ualmindelig irriterende fugl. Den sidder lige klods op og ned af mit hus og siger "pift-pift" fuldstændig skarpt og enstonigt. Så er der en fugl der svarer langt væk, og så siger den igen "pift-pift". Og sådan bliver den ved, indtil jeg er vågen og mine nervespidser er fuldstændig flossede af irritation. Jeg råbte "Hooold kæææft" til den gennem nettet, men det var den da helt ligeglad med! Jeg kan ikke se den, men jeg forestiller mig, at den også ser vildt irriterende ud!

Og bedst som jeg lå i min seng og ventede på, at kaffevandet skulle koge forsvandt gasflammen. Nu kan jeg slet ikke få liv i mit lille komfur og Edwin er taget til San José. Tanken om ikke at kunne lave varm mad og ikke mindst varm kaffe før engang tirsdag morgen er nok til at mine mundvige har slæbt hen ad gulvet i den sidste halve time.

Især fordi jeg fik et lyst indfald i supermarkedet, droppede tanken om endnu en gang røræg og i stedet købte ind til candlelight dinner med Carla og Red: Ravioli, rigtig smør, parmesanost (Uha - den var dyr) og masser af friske tomater.

Samtidig har jeg spottet et bageri, som laver godt, italiensk brød - så jeg havde store gastronomiske planer!

Det er et dovendyr af en slags - jeg spottede ham oppe ved Edwins hus. Jeg tror ganske enkelt, at jeg ville dø af fryd, hvis jeg havde sådan et dyr i mit nærmiljø ...

Sidst - men ikke mindst - er jeg sur på Edwin, fordi jeg synes, at han sløser med Reds velbefindende. I går kom jeg rigtig sent hjem til huset, og undrede mig over, at Red ikke lå og sov oppe på terrassen i hovedhuset. Men da jeg nærmerede mig mit hus, kunne jeg høre en rytmisk dunken mod træværket, som stammede fra Reds logrende hale. Ganske rigtigt - han sad og ventede på mig med et stort hundesmil i ansigtet. Som altid blev jeg så glad for at se ham.

MEN ... han klør sig rigtig meget. Og min mistanke blev bekræftet, da jeg fandt to lopper i Carlas fodduske og en enkelt i hendes Andy Warhol-frisure. Red er simpelthen loppebefængt!

Så nu lægger jeg lige dette etiske og moralske dilemma ud til jer, kære læsere ... Der ligger en dyrlæge et lille stykke herfra. Jeg er godt klar over, at Red ikke er min hund. Men jeg har den største lyst til at køre derned og købe noget af det der loppemiddel, som man smører i nakken på hunde. Man må vel gå ud fra, at Red ikke har fået nogen behandling mod lopper, når han nu er fyldt med dem?

Jeg kan vælge mellem dét - og så at gå i kødet på Edwin, hvilket utvivlsomt vil have en ødelæggende virkning på mine planer om en charmeoffensiv. Især fordi jeg har en fornemmelse af, at han kunne finde på at sige noget i retning af, at lopper er en del af livet og at Red bare skal vænne sig til det. Og så ved jeg bare, at jeg kommer til at hvæsse kløer i Edwin og strimle ham en lille smule - ganske enkelt fordi jeg synes det er synd for Red, at han skal gå og klø sig så meget ...

What to do?

Han havde udset sig et særlig delikat blad på et andet træ. Det tog ham cirka en halv times tid at kravle ned, finde bladet, spise det - og derefter kravle op igen. Her er han på vej op efter veludført gerning ... 

Det gik ellers godt i går.  Jeg købte nemlig en cykel!!! Yes, yes, yes ... Postkasserød og virkelig pæn!

Den direkte årsag til mit cykelindkøb var besøget i Puerto Viejo. Edwin og jeg havde som bekendt delt en taxa derned, og mens jeg gik rundt i byen og savnede mine venner og følte mig udenfor, blev jeg endnu mere mismodig ved tanken om, hvordan jeg skulle komme hjem til huset igen.

Jeg var ikke i humør til at blive overpricet af en eller anden taxachauffør og besluttede i stedet at gå hjem - også selv om det var en lang tur. Da jeg var nået ud af byen, syntes jeg nærmest, at mit humør var dalet til under nulpunktet. Ikke engang opdagelsen af det gode bageri og indtagelse af en virkelig god cappuccino, kunne få fjervingen op.

Jeg traskede trist videre i eftermiddagsheden, da jeg kom forbi et sted, der lejede cykler ud. Jeg tænkte "Hvorfor ikke?" og slog et slag derind.

Fem minutter efter stod jeg med en gammel, blå havelåge som godt nok var lidt for lav til mig, men som ikke destomindre bragte mig hjem i en susende fart - og gav mit humør et ordentligt tak opad!

Jeg var ikke engang hjemme, før det var gået op for mig, at min manglende bevægelsesfrihed har gået mig meget mere på, end jeg har villet indrømme overfor mig selv. Og jeg besluttede på stedet, at mit næste projekt skulle være min egen cykel. Eneste problem var, at selv om Puerto Viejo er fyldt med cykler, har jeg ikke set en eneste cykelforretning. 

Det delikate blad, som foranledigede den store ekspedition er lige forans hans næse på dette billede.

Næste morgen gik gassen ud i mit komfur ud og jeg skruede mit indladende smil på og gik op til Edwin.

Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde mere krudt til gasblusset, viste ham min cykel og fortalte i malende detaljer, hvor stor livskvalitet en ny cykel ville give mig. 

Inden jeg så mig om, havde Edwin skruet sadlen på min lejede cykel op, så den passede til min højde. En manøvre der krævede op til flere stykker værktøj. Derefter bar han en ny gasfætter ned i mit hus, monterede den og forklarede mig, at jeg kunne tage med ham til Puerto Viejo, derefter ville han forklare taxachaufføren mit ærinde, så jeg kunne blive kørt hen til en cykelforretning i en anden by.

Jeg var således umådelig tilfreds med mig selv, da jeg landede foran cykelforretningen. En kulsort, ung fyr viste mig glad udvalget i damecykler i farverne pastel-lyserød, pastel-lyseblå og pastel-lysegrøn frem.

Jeg forkastede dem med det samme og kastede i stedet min kærlighed på en postkasserød herrecykel. Jeg sjakrede en ganske lille smule om prisen og fik smidt en rummelig, sort cykelkurv ind i handlen.

 På engelsk bliver disse charmerende skabninger kaldt for "sloths" - ved endnu ikke, hvad de hedder på spansk. 

Mens Karo - som fyren hed - skruede cykelkurven på mit nyindkøbte vidunder, fortalte jeg ham om, hvor glad jeg var. Og hvor meget frihed en cykel ville give mig.

"Det kan jeg godt forstå," sagde han alvorligt.

"Og jeg ved præcis hvilken tur du skal køre. Så forklarede han mig en rute, hvor der var op til flere strande og flere virkelig smukke strækninger.

"Det er min yndlingsrute. Jeg kører den hver gang jeg har noget, som jeg skal tænke over. Man bliver helt blød i sjælen af den," tilføjede han.

Og inden jeg vidste af det, havde jeg fortalt ham om min yndlingsrute i Hareskoven og om, hvor god den var året rundt. Han lyttede interesseret og smilede de rigtige steder.  

"Jeg tror du bliver meget lykkelig med din nye cykel,"spåede han, da han vinkede mig afsted.

 Det grønlige man kan se i nakken på ham, er alger der vokser i hans pels ...

Jeg kørte direkte hjem, halede Carla op i cykelkurven og hjulede ud af Karos rute.

Og han havde ret: Den er betagende smuk. Jeg nåede ikke så langt, før den første bounty-strand jeg kørte forbi, var så lokkende, at jeg brugte hele dagen på at sidde under en palme og kigge på havet.

Da det begyndte at mørkne, vendte Carla og jeg snuderne den modsatte vej og kørte ind til Puerto Viejo. Jeg har hele tiden været på udkig efter et godt sted med internet. Og nu hvor min aktionsradius er blevet så stor, landede vi i en strandbar i udkanten af byen.

Bladet indfanges med langsomme, men behændige, bevægelser ... 

Jeg fik nået en masse hængepartier og nød i det hele taget, at jeg havde taget begge computere med, så jeg havde mere onlinetid. Bedst som jeg var ved et gennemføre en betaling i NetBank, var der en der sagde hej til mig.

Og der stod Karo - iført et kæmpestort, hvidt smil. Han var godt nok sammen med et par venner, men han slog sig ned i en times tid, købte en drink til mig og spurgte, om jeg havde kørt hans rute. Da jeg forklarede om min dag, slog han afværgende ud med hånden.

"Pfft - den første strand er ingenting. Du skulle have kørt videre ... nåeh ... det gør du næste gang. Nummer tre strand er den smukkeste. Den må du virkelig love mig, at du tjekker ud ..."

Han fortalte mig, hvor højt han elskede den caribiske side af landet, lod et par hånlige bemærkninger falde om stillehavssiden og spurgte indgående til, hvordan skovene og strandene så ud i Danmark.

Jeg forklarede og Karo var helt enig med mig i, at det lød virkelig smukt. Jeg fortalte om de lyse nætter og hvor lysegrøn skoven var, når bøgen sprang ud. Han var imponeret ved tanken om, at vi havde årstider - men knap så begejstret for gennemsnitstemperaturen om sommeren.

"Så koldt, så koldt," mumlede han.

Han fortalte mig, at den caribiske side af landet nærmede sig sæsonen for lynstorme - som åbenbart er fuldstændig vilde tordenvejr - og sagde, at hvis jeg ikke var en bangebuks, så skulle jeg prøve at opleve sådan en lynstorm nede ved stranden og se, hvor vildt det så ud, når lynene flammede hen over vandet.

Da Karo gik over til sine venner, pakkede jeg sammen og kørte hjem. Hjem gennem mørket.

Turen var et rent sansebombardement af dufte. Jeg kørte gennem brænderøg, en skarp blomsterduft, den søde, klamme duft af forrådnelse, duft af jord, duft af våde blade, af hav og på grusvejen op til Edwins hus duftede der meget stærkt af kamille.

Jeg låste omhyggeligt mit vidunder og lånte Edwins viskestykke til at polere den med. Den var temmelig støvet og viskestykket blev kulsort. Bagefter brugte jeg et par minutter på at nyde resultatet af mine anstrengelser. Jeg døbte cyklen Hannibal, og jeg kan ikke huske, hvornår et indkøb sidst har givet mig så intens glæde.

Som kronen på en virkelig dejlig dag, sad Red og ventede på mig ved døren til mit hus.

Mens jeg sidder og skriver dette er det gråvejr udenfor. Vinden bærer en vidunderlig blomsterduft ind gennem mit net. Lidt som kamelia-blomster, men mere let i det.

Jeg har kigget nærmere på gasfætteren og synes, den ser helt normal ud. Jeg har også aet den, banket forsigtigt på den og råbt "Hallooo?" Men det fik den heller ikke til at virke.

I stedet er jeg kommet i tanke om, at hvis jeg lige napper Hannibal - så er jeg ved den gode bager på nul komma fem. Og så kan jeg købe noget rigtig godt brød og derefter kan jeg købe noget lækkert pølse i supermarkedet, toppe op med en flaske rødvin - og på den måde kommer der alligevel god mad på bordet i det lille hjem.

Jeg er fuldstændig syg efter at se en film! Virkelig! Bare bruge aftenen på sidde og pimpe lidt og spise mad og lade mig underholde. En hvilkensomhelst film er ok, og jeg forbander mig selv for, at jeg ikke smuttede Dick Turpin eller Den Røde Pimpernel med i min kuffert.

Vi får se, om der findes dvd'er i Puerto Viejo. Der er i hvert fald lagt op til lørdagshygge i regnskoven!